Nu sidder jeg paa internetcafe'en og det er oh saa langsomt.. Saa billeder kommer der desvaerre intet af idag! :)
Nu har jeg været på min sidste lange rejse inden mor, far, André og Rolf Erik er her. Vi var oprindelig 7 der skulle rejse sammen, men vi blev alle enige om at det var for mange og delte os på halvdelen (eller ja ikke helt bogstaveligt da). Hannah endte op med de to tyske piger fra AFS og jeg med Hanna og Lucy fra tyskland og Marie fra Norge. Dog var vi alle 7 samlet det meste af tiden! Dette var en god deling og vi var alle klare på eventyr. Vi startede ud på babyhjemmet hvor dronningen af området kom. Alle børnene var klædt fint på (det samme var vi, jeg i Afrikansk kjole) og landsdækkende tv var mødt op. Hun kom endelig med en stor eskorte af politi og andre bodyguards. Dronningen forærede babyhjemmet en stor bus og der var fest. Derefter løb vi alle hjem klædte om og så begyndte rejsen. De andre var forsinket og jeg fik skaffet os en limousine fra før Anden Verdens Krig. Det var super ukomfortabelt men hele turen værd. Der var dog nogle sekunders tvivl om vi den ville kunne køre hele vejen. Første nat var vi i Kumazi og fik slappet af. Næste morgen gik turen mod Ho det var vores eneste virkelige afrikanske ventetid. 5 timer blev det vi sad i den varme trotro og ventede på at vi rykkede, derudover var der yderligere en 5,5 timers tur foran. Aldrig havde vores numser været så såre.
Næste tidlig morgen (kl.5) var vi 4 sporty sjæle på vej mod Wli waterfall. Wow. Turen var laaaang og hård. Sikkerheden var ikke helt i top, men vi tog det som en sej oplevelse. 3 timer gik vi lige op og jeg var i fuld fart forrest med guiden. Vand var der selvfølgelig intet af på vejen og vi måtte bære alle provianter med os på vejen. Sveden løb voldsomt ned af os alle og gejsten var ved at falde lidt ned, men så var det foran os: Det 72 meter høje vandfald. Det var magisk og vi fik alle fornyede kræfter. Vi var alle under vandfaldet og blev pisket af det iskolde vand. Tyve minutters pause var alt vi fik før vi måtte vende næsen nedad for ikke at blive kogt i den varme eftermiddagssol. Da vi nåede ned rystede mine ben som sindssygt og det var meget underholdende at se på. Vi afsluttede dagen med et stort tysk måltid.
Næste morgen igen gik turen mod nord, men denne gang via en færge. Vi var alle lidt nervøse for i guiden stod der at denne tur ville tage alt fra 41 til 75 timer og nogle gange gik færgen tom for vand og mad. Det første syn der mødte os var også en halvsunket båd med masten i vejret. Efter billetten var købt skulle vi vente i 5-6 timer så vi drog til luksus hotellet: Hotel Volta. Der fik vi os et ordentligt festmåltid og udsigten var vidunderlig. Vi sad og så den store dæmning og alle bjergene i baggrunden.
Så startede færgeturen og der var ingen garanti for pladser så Hanna sprang i vej og fik skaffet os et bord. Vi lyse piger var bestemt ikke velkommen om bord blandt de andre lokale passagerer. Der var virkelig ubehageligt hvilke kommentarer og sure blikke vi fik. Så vi overgav os efter klar besked og gik op på dækket. Så havde vi et overdækket hårdt dæk vi skulle bruge vores resterende tid på. Der var kun et hul af et toilet for os og et for 1. klasse (hvilket vi ikke var med) så Marie og jeg tænkte klogt og hurtigt og blev gode venner med den kære kaptajn, men kan jo også nå langt med charme og lys hud i dette land. Så vi to nordmænd havde et lille kummerligt das vi kunne bruge. Natten var kold og ond for ryggen og dagen var varm og klam. Vi kunne ikke vaske os og alle følte sig meget klamme. (Faktisk ubeskrivelig klamme) Allerede efter en 37 timer var vi i kaj og meget udmattet. Vi fik lejet os på et lille værelse og fik os et spand bad og jeg ovret en t-shirt vi brugte som svamp.
Næste morgen skulle vi igen krydse vandet, men denne gang i en mindre båd. Vi var bestemt heller ikke velkomne her og de gjorde alt for at snyde os. Men til sidst overgav de sig og vi fik den samme pris som alle andre ombord. Vi var tæt pakket som sild i en tønde. Jeg snakket med en mand om bord og det viser sig at de fleste afrikanere tror at vi snyder dem med priserne i Europa (for dem er vores normal priser jo utænkelige. – det sætter jo lidt perspektiv på tingene!)
Det tog lidt over en time og så gik turen mod Tamale. Der sov vi i en nat og det var herligt, men god mad og et ordentlig bad. (Vi var alle smurt ind i støv fra turen, de lå som en voldsom dårlig make-up). Næste morgen kørte vi mod Mole National Park (den mest berygtede og humplede vej i Ghana) det tog kun 5 timer og vi var alle skuffet over de tamme humpler og havde håbet på lidt mere aktion. Mole var fantastisk.
Første dag så vi ingen elefanter til vores store skuffelse, men Bavianerne var en plage. De gik i taskerne og stjal alle de søde sager de kunne komme i nærheden af. De kan jo være ret farlige og ofte kom de lidt for tæt på, så jeg nåede også at få råbt lidt i panik efter dem – Pinligt! - Vortesvin eller Pumbaer (løvernes konge) som de blev kaldt, aber og antiloper var også overalt. Næste safari: Vi var kun 3 og guiden, da Lucy lå med en lille solstik, og vi kom fantastisk tæt på en kæmpe Afrikansk elefant. 15 meter og det er tæt. Guiden stod med ladt gevær og listede nærmere og nærmere. Det var helt ubeskriveligt.
Næste dag var der pludselig 5 elefanter, men de var ikke villige til at stå stille så vi var en kæmpe gruppe som måtte springe i vej efter dem. Jeg mødte 4 andre danske piger og det var helt underligt at høre dansk igen udover i telefonen.
Kl. 3 stod vi op den sidste dag og drog mod Hand in Hand igen. (tidligere nævnt by for handicappede børn) Jeg ville meget gerne vise de andre piger dette herlige lille sted.
Dette var min 3 gang der og jeg fik en varm velkomst, de genkendte mig. Det var rigtig hyggeligt og en god afslutning på en dejlig tur. De andre var lige så fascineret som jeg af dette yndige sted. Hannah og Lucy drog en dag tidligere mod Mampong, mens Marie og jeg udnyttede chancen til maksimal afslappelse. Første gang i 6 måneder for mit vedkommende.
Det var dejligt at komme hjem igen til Mampong og jeg havde fået nok af det vilde liv, men det havde ikke fået nok af mig. Der var en hær af store sorte dræber myrer på mit værelse. De havde fundet vej gennem væggen. Efter en lille kamp fik vi udryddet dem alle og nu er der igen fred på mit rum, men en voldsom giftig stank.
Det var virkelig dejlig at se alle babyerne igen, men også utroligt hårdt at vide at jeg kun har en uge igen med dem. Jeg har dannet mange tætte bånd med mange af dem og jeg ved at jeg vil komme til at savne dem voldsomt.
Nu er jeg så småt ved at pakke og jeg har voldsomme store sommerfugle i maven over min snart kommende hjem rejse. Det bliver godt, men også underligt at komme hjem til den daglige travle hverdag efter jeg har været i et helt andet univers i en lille landsby langt langt borte.
(Dog heldigvis ikke længere borte end det kære Internet har kunne lade os kommunikere)
Den 8. Marts er jeg igen paa dansk jord!
tirsdag den 17. februar 2009
fredag den 30. januar 2009
Halvvejs til 40!
Jep, we danced like crazy all night
Lidt af partyflokken til min foedselsdagsfest!
Min vaertsbror.slash.Djen den aften, min vaertsmor og jeg paa dagen.
Alle vi frivillige og jeg mellem mam og dad
Haha min kylling uden fjer - stakkelHalvvejs til 40!!
Der er sket en del små episoder siden sidst, så vil tage det hele lidt kort og usammenhængende.
Jeg kan jo starte med den dårlige og forfærdelige nyhed: Min kære elskede hund Buster blev kørt ned i sidste uge af en taxa og døde på stedet. Jeg var heldigvis på mit værelse og så ingen ting, men min værtsfamilie fortalte mig det mens de lo ? Hvad skal der så ske med ham nu spurgte jeg – jo vi brænder ham i morgen. Helt fint. Hannah og jeg skulle mødes med vores kontaktperson og hun kom til mit hus helt lamslået – Hvor er Buster? Han er død måtte jeg svarer og så sagde hun han bare lå der langs vejen. Der hele var ret underligt og jeg var meget ked af det. Jeg var den Buster altid løb over til og legede med og han kom altid da jeg kaldte – oh. Nå men vi gik en omvej i mørket så jeg slap for at se ham, men sådan skulle det ikke gå. Der gik tre gutter med en cykel lige foran os og der kiggede jeg bag på cyklen – Buster hang helt livløs. Jeg skreg og vi løb videre.
Jeg lagde hurtig to og to sammen og spurgte mine værtsforældre om det var rigtig at de drenge ville spise Buster. Ja selvfølgelig var svaret.
- Hvor brutalt. Min lille hund, død, kidnappet og derefter spist!
Vi har fået en ny lille skøn dreng på babyhjemmet. Han er helt oppe fra nord og ligner en dreng fra en SOS børnereklame. Han har ingen muskler og en stor strut mave. Så vi har fået til opgave at fede ham op og gøre ham sund igen. Han er en rigtig glad dreng på et år og kan kun sidde, så målet er at få trænet musklerne så han i første omgang kan kravle..
Derudover har vi fået jordens grimmeste kylling J den har kun fjer på vingerne og ellers en lille bar numse der strutter. Yderst grimt - Stakkels kylling ..
Desuden har vi lige haft de koldeste nætter under tørke perioden. Der var iskoldt (sikker nede på 10 grader, hvilket er super koldt når man er vant til det varme afrikanske klima). Så jeg sov med mit elskede skiundertøj, skisokker, ekstra bukser, undertrøje, hættetrøje og to lagner og stadig formåede at fryse. Jeg savner min dyne! Men nu er nætterne ved at blive varmere igen og det er dejligt.
Jeg er ved at være rigtig rigtig sprogforvirret. Jeg har snakket meget mere norsk her i Ghana end dansk og engelsk bliver der stort set snakket hele tiden og så er jeg også ved at være rigtig god til at forstå (ikke snakke) tysk. Så jeg underskylder mange gange for de mange stavefejl. J
I går fyldte jeg 20 år og det var en helt vidunderlig dag. Det startede med at jeg mødtes med Maria (ny norsk frivillig) i Kumazi dagen før (nabo storbyen) og vi fik god god mad og sov der og så stod op til leverpostej (sendt fra mor og far) og juice MOMS og så gik vi på posthuset hvor der var pakke fra Vibeke J som faldt i rigtig rigitg god jord med en god omgang Wulfmorgenthaler og Sirene og andre finurlige ting.
Så tog vi ud til Golden Tulip og lå ved poolen og det var skønt, med god mad og hygge.
Så kom vi tilbage til Mampong hvor familien og jeg havde arrangeret stor fest. Jeg fik købt sodavand, lidt øl og snask for 200 kr og så lavede min værtsmor mad til alle gæsterne. Jeg havde i udgangspunktet kun inviteret de frivillige og familien, men de spurgte om de ikke også måtte invitere. Selvfølgelig måtte de det. Det var rigtig hyggeligt. Der var et par stykker jeg aldrig havde set før og så alle naboerne og venner af familien.
Vi fik spist god mad, drukket en masse sodavand og danset vildt rundt, for de havde jo skaffet DJ. J Jeg lavede de forbudte kyllingetrin på danse gulvet og minsandten om det ikke er et hit i Mampong nu. Det var en rigtig god dag.
Der er sket en del små episoder siden sidst, så vil tage det hele lidt kort og usammenhængende.
Jeg kan jo starte med den dårlige og forfærdelige nyhed: Min kære elskede hund Buster blev kørt ned i sidste uge af en taxa og døde på stedet. Jeg var heldigvis på mit værelse og så ingen ting, men min værtsfamilie fortalte mig det mens de lo ? Hvad skal der så ske med ham nu spurgte jeg – jo vi brænder ham i morgen. Helt fint. Hannah og jeg skulle mødes med vores kontaktperson og hun kom til mit hus helt lamslået – Hvor er Buster? Han er død måtte jeg svarer og så sagde hun han bare lå der langs vejen. Der hele var ret underligt og jeg var meget ked af det. Jeg var den Buster altid løb over til og legede med og han kom altid da jeg kaldte – oh. Nå men vi gik en omvej i mørket så jeg slap for at se ham, men sådan skulle det ikke gå. Der gik tre gutter med en cykel lige foran os og der kiggede jeg bag på cyklen – Buster hang helt livløs. Jeg skreg og vi løb videre.
Jeg lagde hurtig to og to sammen og spurgte mine værtsforældre om det var rigtig at de drenge ville spise Buster. Ja selvfølgelig var svaret.
- Hvor brutalt. Min lille hund, død, kidnappet og derefter spist!
Vi har fået en ny lille skøn dreng på babyhjemmet. Han er helt oppe fra nord og ligner en dreng fra en SOS børnereklame. Han har ingen muskler og en stor strut mave. Så vi har fået til opgave at fede ham op og gøre ham sund igen. Han er en rigtig glad dreng på et år og kan kun sidde, så målet er at få trænet musklerne så han i første omgang kan kravle..
Derudover har vi fået jordens grimmeste kylling J den har kun fjer på vingerne og ellers en lille bar numse der strutter. Yderst grimt - Stakkels kylling ..
Desuden har vi lige haft de koldeste nætter under tørke perioden. Der var iskoldt (sikker nede på 10 grader, hvilket er super koldt når man er vant til det varme afrikanske klima). Så jeg sov med mit elskede skiundertøj, skisokker, ekstra bukser, undertrøje, hættetrøje og to lagner og stadig formåede at fryse. Jeg savner min dyne! Men nu er nætterne ved at blive varmere igen og det er dejligt.
Jeg er ved at være rigtig rigtig sprogforvirret. Jeg har snakket meget mere norsk her i Ghana end dansk og engelsk bliver der stort set snakket hele tiden og så er jeg også ved at være rigtig god til at forstå (ikke snakke) tysk. Så jeg underskylder mange gange for de mange stavefejl. J
I går fyldte jeg 20 år og det var en helt vidunderlig dag. Det startede med at jeg mødtes med Maria (ny norsk frivillig) i Kumazi dagen før (nabo storbyen) og vi fik god god mad og sov der og så stod op til leverpostej (sendt fra mor og far) og juice MOMS og så gik vi på posthuset hvor der var pakke fra Vibeke J som faldt i rigtig rigitg god jord med en god omgang Wulfmorgenthaler og Sirene og andre finurlige ting.
Så tog vi ud til Golden Tulip og lå ved poolen og det var skønt, med god mad og hygge.
Så kom vi tilbage til Mampong hvor familien og jeg havde arrangeret stor fest. Jeg fik købt sodavand, lidt øl og snask for 200 kr og så lavede min værtsmor mad til alle gæsterne. Jeg havde i udgangspunktet kun inviteret de frivillige og familien, men de spurgte om de ikke også måtte invitere. Selvfølgelig måtte de det. Det var rigtig hyggeligt. Der var et par stykker jeg aldrig havde set før og så alle naboerne og venner af familien.
Vi fik spist god mad, drukket en masse sodavand og danset vildt rundt, for de havde jo skaffet DJ. J Jeg lavede de forbudte kyllingetrin på danse gulvet og minsandten om det ikke er et hit i Mampong nu. Det var en rigtig god dag.
Lidt billeder
Her ser i vores lille nye dreng p[ babyhjemmet. 2 uger gammel. Han havde en haard start, da de stoerre babyer vaeltede hans seng. Der lover jeg at hjertet sad hoejt i halsen, men han er okay..
Billedet snakker for seg selv, de er jo soede...
Issac bliver stoerre og stoerre - og man kan jo ikke staa for ham?
Kasim der var meget ivrig efter at vise sin bamse frem...
Alle mine boern, til venstre i blaa ser i Hannah, i roed lille Biggy, tvillingerne til hoejre og lille Freddy i midten..
Billedet snakker for seg selv, de er jo soede...
Issac bliver stoerre og stoerre - og man kan jo ikke staa for ham?
Kasim der var meget ivrig efter at vise sin bamse frem...
Alle mine boern, til venstre i blaa ser i Hannah, i roed lille Biggy, tvillingerne til hoejre og lille Freddy i midten..
tirsdag den 13. januar 2009
Tusinde tak for brevene
Jeg vil lige bruge anledningen til at skrive mange tak for alle de dejlige breve og pakker jeg har faaet. Det betyder rigtig meget for mig. :)
Jeg fik snoerret mig uden om at betrale endnu engang da mor og fars pakke endnu var endt i Kumazi igen.... Det er saa korrupt det hele at det goer mig sur.
Denne gang genbrugte jeg mit gamle trick med kun at have faa penge i yderlommer og saa brugte jeg min charme ( haha ) han skulle nok betale for mig endte det med og jeg takkede.
Men hele det offentlige system er simpelthen saa korrupt at det er forfaerdeligt.
Det har tv kampanger om at man ikke skal laesse bilen ulovligt - dvs med alt alt alt for meget paa tagene og ud gennem bagklappen. Stadig goer alle det og pilitiet er overalt, men goer intet.
Jeg sad paa forsaedet i trotroen paa vej hjem fra Kumazi og havde en fantastisk udsyn. Trotroen foran os var alt for laesset og da politiet standsede dem kom der en haand med penge ud af forruden og trotro blev snilt vinket videre. Saadan er det over alt. Selv hvis du vil melde noget til politiet forlanger de penge. (ikke at jeg har skulle goere det)
Der er kommet 4 nye frivillige i byen. 3 fra tyskland og en fra Norge (Hurra!!)
Hannah er desvaerre stadig i Accra, da hendes taske fyldt med alle hendes vaerdier (visakort, penge, kamera, ipod osv.) blev stjaalet og hun skal lave politirapport.
Hun er selvfoelgelig uskadt og det er det vigtigste. Hun gjorde det helt rigtige ved bare at aflevere tasken uden nogle spoergsmaal.
Men at jeg er den eneste "gamle" der goer at alle babyerne kommer og haenger paa mig. Hehe jeg for ingen fred. Hvis jeg sidder mig ned er der en mellem mine ben, en paa hvert laar, en paa hvert knae og en paa rykken af mig foer der er gaaet to sek. De er altid lidt ekstra puttede naar der er nye ansigter. Jeg savnet dem alle meget ogf nyder virkelig mine sidste uger.
De virker alle gladere og det udvikler sig saa meget hver eneste dag.
Alle de ansatte troed jeg var taget hjem til Danmark under julen og bliver rigtig glade naar de ser jeg stadig er her :)
Nu ma jeg tilbage til arbejdet igen.
Vi ses snart..
Jeg fik snoerret mig uden om at betrale endnu engang da mor og fars pakke endnu var endt i Kumazi igen.... Det er saa korrupt det hele at det goer mig sur.
Denne gang genbrugte jeg mit gamle trick med kun at have faa penge i yderlommer og saa brugte jeg min charme ( haha ) han skulle nok betale for mig endte det med og jeg takkede.
Men hele det offentlige system er simpelthen saa korrupt at det er forfaerdeligt.
Det har tv kampanger om at man ikke skal laesse bilen ulovligt - dvs med alt alt alt for meget paa tagene og ud gennem bagklappen. Stadig goer alle det og pilitiet er overalt, men goer intet.
Jeg sad paa forsaedet i trotroen paa vej hjem fra Kumazi og havde en fantastisk udsyn. Trotroen foran os var alt for laesset og da politiet standsede dem kom der en haand med penge ud af forruden og trotro blev snilt vinket videre. Saadan er det over alt. Selv hvis du vil melde noget til politiet forlanger de penge. (ikke at jeg har skulle goere det)
Der er kommet 4 nye frivillige i byen. 3 fra tyskland og en fra Norge (Hurra!!)
Hannah er desvaerre stadig i Accra, da hendes taske fyldt med alle hendes vaerdier (visakort, penge, kamera, ipod osv.) blev stjaalet og hun skal lave politirapport.
Hun er selvfoelgelig uskadt og det er det vigtigste. Hun gjorde det helt rigtige ved bare at aflevere tasken uden nogle spoergsmaal.
Men at jeg er den eneste "gamle" der goer at alle babyerne kommer og haenger paa mig. Hehe jeg for ingen fred. Hvis jeg sidder mig ned er der en mellem mine ben, en paa hvert laar, en paa hvert knae og en paa rykken af mig foer der er gaaet to sek. De er altid lidt ekstra puttede naar der er nye ansigter. Jeg savnet dem alle meget ogf nyder virkelig mine sidste uger.
De virker alle gladere og det udvikler sig saa meget hver eneste dag.
Alle de ansatte troed jeg var taget hjem til Danmark under julen og bliver rigtig glade naar de ser jeg stadig er her :)
Nu ma jeg tilbage til arbejdet igen.
Vi ses snart..
lørdag den 10. januar 2009
Lidt julebilleder
Her ser i Afrikas bedste bud paa et juletrae.. Hehe.. (Hannah og jeg juleaften)
Der er ikke altid lige meget plads i bilerne..
Her er der en smuk solnedgang i den lille landsby paa vandet..
Lillejuleaften hvor vi ser paa stjernerne..
De to seje dejlige nordmaend. Her paa hospitalet i Accra i December med vores laege..
Wow
Wow hvilken natur, hvilken jul, hvilke mennesker og hvilket eventyr.
Hvis man ikke kan fejre jul min sine nærmeste har jeg den næstbedste løsning. Paradis. Lille juleaften ankom Hannah og jeg efter en 11 timers lang rejse til Green Turtle Logde. Vi nåede at bade hurtigt og se den smukke solnedgang. Stranden var (er stadig) fantastisk. Hvidt sand, høje bølger, palmer langs hele kysten så langt øjet rakte, lækker mad og en fin bar. Jeg kom hurtig i snak med 4 amerikanere. Dem endte vi med at fejre hele vores lille juleferie med. Og juleaften var helt fantastisk. Vi fik lækkert ghanesisk mad og lå på strandet og så det ene stjerneskud efter det andet. Det var sørgeligt at skulle sige farvel, men den 26 rejste vi mod Accra. Det er ikke lige min by, alt for proppet og varmt. Hannah derimod er hel vildt med byen og har også dele af hendes værtsfamilie der. Så det endte lidt spontant med at jeg hoppede på en lille trotro mod stranden igen den 28. og hun blev. Vi var på ingen måde trætte af hinanden, Hannah er bare glad for Accra og ikke så glad for stranden og vandet kaldte på mig. Det var virkelig underligt, men godt, fordi ved et af busstationerne mødte jeg amerikanerne igen som også var kommet tilbage. Det var meget pusset og de havde plads til mig i et af deres telte og så camperede jeg med dem. Så jeg lå et telt uden liggeunderlag, pude eller lagen og det var ikke så komfortabelt, men det gik an. Jeg havde bare en masse tøj på for ikke af fryse. Jeg skulle have været tilbage nytårsaften hos Hannah men endte med at blive der til 1. jan. Jeg er helt forelsket i det sted.
Desværre blev min ipod stjålet nytårsaften og det satte glæden lidt ned. 1. januar var ikke så sjov, da jeg sad på vej til Accra uden ipod og uden strøm på min mobil. I Accra mødtes jeg med Hannah og 4 andre tyskere og vi skulle alle rejse sammen. Vi tog først til Kakum national park, hvor man går på hængebroer en 40 m over jorden i en jungle. Det var en oplevelse og voldsomt fedt at prøve. Hannah var meget bange og nød det vist ikke så meget som mig. Derefter var vi i Cape Coast og så slottet der. Det var meget historisk og barsk. Slottet var et slavefort i mange mange år. Danmark havde magten over det i nogle år. Vi var nede i kældrene hvor slaverne var fanget. Det var virkelig barskt at gennemgå historien.
Om aftenen endte vi på et lille hotel ved en lille sø hvor der er krokodiller i. Vi haabede på vi måske ville kunne se nogle øjne stikke op af vandet hvis vi var heldige. Men idet vi sad og spiste var der pludselig 3 store krokodiller på den anden side af hegnet 2 m væk og en lille unge. (Jeg medbragte selvfølgelig ikke min oplader til kameraet så det fik jeg ingen billeder af) Om aftenen gik Hannah og jeg hen til vores værelse og på vejen mødte vi en mand. Han holdt vagt for der var en krokodille der var gået alt for langt op på land Wow vi havde ikke ser den, men den lå lige ved siden af stien hvor vi gik. Liste liste og vi kom sikkert frem. Den 4. endte vi igen i Green Turtle Logde og ja haha de ansatte kendte mig jo nu efter som det var 3 gang på under 2 uger. Min Ipod var blevet tilbage leveret af en ung ung mand i selskab med hele hans familie (vi snakker onkler, tanter, bedsteforaeldre, foraeldre og soeskende) som tiggede og bad for at ejeren ikke ville gå til politiet. Den unge fyr var meget flov og fik sig en lærestreg og denne gang blev der ikke rejst polititiltale. Det var skønt at være tilbage.
Vi endte vores rejse i en lille landsby bygget på vandet. Der sov vi en nat og det var også meget spændende. Om aftenen skulle Hannah og jeg tisse og vi måtte gå langt på broerne. Vi måtte også passe på ikke at træde på nogle, for der lå simpelthen mennesker over alt og sov under åben himmel. Jeg vil prøve ikke at klage igen så længe jeg har en seng.
Jeg rejste hjemad og Hannah til Accra igen.
Det er dejligt at være hjemme igen på mit eget værelse. Det var dog rigtig hårdt at komme tilbage på babyhjemmet. En af babyerne var døde under julen. Han var meget lille og også meget syg. (Jeg var på hospitalet med ham i december). Han så altid så bange ud og jeg trøster mig selv med at han er et bedre sted nu. Der var en ny svensk frivillig som kun skulle være her i Ghana i 2 uger. (skoleprojekt) Han døde på hendes første arbejdsdag og det var ret barsk fortalte hun. Han havde bare ligget helt slap og næsten nøgen på en madras på gulvet. Senere var han blevet flyttet ind på lederens kontor og så på hospitalet hvor han døde. Jeg er virkelig ked af at han lå helt alene i sine sidste timer og ville ønske jeg kunne have holdt ham tryg.
Alle de andre babyer var nu meget meget glade for at have mig igen og det var også dejligt at se dem. Issac bliver skoennere og skoennere for hver dag, lille David kan nu sidde helt selv :) og Biggi var glad for selvskab ved maden igen..
Ghana har virkelig en helt fantastisk natur, her så smukt og jeg elsker at rejse rundt og se nye sider af landet. Om to uger tager vi til Lake Volta og derefter helt nord. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Godt nytår til alle.
Hvis man ikke kan fejre jul min sine nærmeste har jeg den næstbedste løsning. Paradis. Lille juleaften ankom Hannah og jeg efter en 11 timers lang rejse til Green Turtle Logde. Vi nåede at bade hurtigt og se den smukke solnedgang. Stranden var (er stadig) fantastisk. Hvidt sand, høje bølger, palmer langs hele kysten så langt øjet rakte, lækker mad og en fin bar. Jeg kom hurtig i snak med 4 amerikanere. Dem endte vi med at fejre hele vores lille juleferie med. Og juleaften var helt fantastisk. Vi fik lækkert ghanesisk mad og lå på strandet og så det ene stjerneskud efter det andet. Det var sørgeligt at skulle sige farvel, men den 26 rejste vi mod Accra. Det er ikke lige min by, alt for proppet og varmt. Hannah derimod er hel vildt med byen og har også dele af hendes værtsfamilie der. Så det endte lidt spontant med at jeg hoppede på en lille trotro mod stranden igen den 28. og hun blev. Vi var på ingen måde trætte af hinanden, Hannah er bare glad for Accra og ikke så glad for stranden og vandet kaldte på mig. Det var virkelig underligt, men godt, fordi ved et af busstationerne mødte jeg amerikanerne igen som også var kommet tilbage. Det var meget pusset og de havde plads til mig i et af deres telte og så camperede jeg med dem. Så jeg lå et telt uden liggeunderlag, pude eller lagen og det var ikke så komfortabelt, men det gik an. Jeg havde bare en masse tøj på for ikke af fryse. Jeg skulle have været tilbage nytårsaften hos Hannah men endte med at blive der til 1. jan. Jeg er helt forelsket i det sted.
Desværre blev min ipod stjålet nytårsaften og det satte glæden lidt ned. 1. januar var ikke så sjov, da jeg sad på vej til Accra uden ipod og uden strøm på min mobil. I Accra mødtes jeg med Hannah og 4 andre tyskere og vi skulle alle rejse sammen. Vi tog først til Kakum national park, hvor man går på hængebroer en 40 m over jorden i en jungle. Det var en oplevelse og voldsomt fedt at prøve. Hannah var meget bange og nød det vist ikke så meget som mig. Derefter var vi i Cape Coast og så slottet der. Det var meget historisk og barsk. Slottet var et slavefort i mange mange år. Danmark havde magten over det i nogle år. Vi var nede i kældrene hvor slaverne var fanget. Det var virkelig barskt at gennemgå historien.
Om aftenen endte vi på et lille hotel ved en lille sø hvor der er krokodiller i. Vi haabede på vi måske ville kunne se nogle øjne stikke op af vandet hvis vi var heldige. Men idet vi sad og spiste var der pludselig 3 store krokodiller på den anden side af hegnet 2 m væk og en lille unge. (Jeg medbragte selvfølgelig ikke min oplader til kameraet så det fik jeg ingen billeder af) Om aftenen gik Hannah og jeg hen til vores værelse og på vejen mødte vi en mand. Han holdt vagt for der var en krokodille der var gået alt for langt op på land Wow vi havde ikke ser den, men den lå lige ved siden af stien hvor vi gik. Liste liste og vi kom sikkert frem. Den 4. endte vi igen i Green Turtle Logde og ja haha de ansatte kendte mig jo nu efter som det var 3 gang på under 2 uger. Min Ipod var blevet tilbage leveret af en ung ung mand i selskab med hele hans familie (vi snakker onkler, tanter, bedsteforaeldre, foraeldre og soeskende) som tiggede og bad for at ejeren ikke ville gå til politiet. Den unge fyr var meget flov og fik sig en lærestreg og denne gang blev der ikke rejst polititiltale. Det var skønt at være tilbage.
Vi endte vores rejse i en lille landsby bygget på vandet. Der sov vi en nat og det var også meget spændende. Om aftenen skulle Hannah og jeg tisse og vi måtte gå langt på broerne. Vi måtte også passe på ikke at træde på nogle, for der lå simpelthen mennesker over alt og sov under åben himmel. Jeg vil prøve ikke at klage igen så længe jeg har en seng.
Jeg rejste hjemad og Hannah til Accra igen.
Det er dejligt at være hjemme igen på mit eget værelse. Det var dog rigtig hårdt at komme tilbage på babyhjemmet. En af babyerne var døde under julen. Han var meget lille og også meget syg. (Jeg var på hospitalet med ham i december). Han så altid så bange ud og jeg trøster mig selv med at han er et bedre sted nu. Der var en ny svensk frivillig som kun skulle være her i Ghana i 2 uger. (skoleprojekt) Han døde på hendes første arbejdsdag og det var ret barsk fortalte hun. Han havde bare ligget helt slap og næsten nøgen på en madras på gulvet. Senere var han blevet flyttet ind på lederens kontor og så på hospitalet hvor han døde. Jeg er virkelig ked af at han lå helt alene i sine sidste timer og ville ønske jeg kunne have holdt ham tryg.
Alle de andre babyer var nu meget meget glade for at have mig igen og det var også dejligt at se dem. Issac bliver skoennere og skoennere for hver dag, lille David kan nu sidde helt selv :) og Biggi var glad for selvskab ved maden igen..
Ghana har virkelig en helt fantastisk natur, her så smukt og jeg elsker at rejse rundt og se nye sider af landet. Om to uger tager vi til Lake Volta og derefter helt nord. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Godt nytår til alle.
mandag den 22. december 2008
Seje piger... og God Jul
(04-12-2008) Den lille dreng Fifi er nu blevet større og brunere. Min værtsdad var helt opsat på at jeg skulle passe ham, men da han sagde at han også skulle sove inde i min seng begyndte jeg at le. Jeg troede det var en spøg, men han mente det skam. Jeg var ret chokket og forklarede ham at jeg kunne altså ikke give ham mad om natten? Nå nej så skulle jeg bare gå ind og vække Sister Maya. Jeg forklarede ham at det altså ikke kunne lade sig gøre. For det første kæmper jeg hver nat med mit myggenet, det er ikke så stort og jeg skal spænde det ud med diverse bøger. Jeg vågner ofte med myggenettet i hoved, ret kloset. Og lille Fifi ville jo blive kvalt i det. For det anden ville jeg ikke kunne sove for min skræk for at rulle oven på ham og masse ham! For det trejde tager man ikke et nyfødt barn væk fra sin moder og og og jeg kunne blive ved. Han forstod min point og syntes nu jeg så skulle ligge inde ved dem. Jeg forklarede at hvis Therese ikke for sine 10-12 timers søvn om natten er hun ikke meget værd. (Haha jep du læste rigtigt 10-12 timer – man sover ikke så dybt her i Ghana). Nå men en sen aften kom jeg ud i mine helt rene langunderbukser og t-shirt og var klar til at holde lille Fifi. Selvfølgelig tissede han en god del på mine rene bukser og jeg smilede bare og gik ind og skiftede til nogle HELT rene boksershorts som stadig duftede af Danmark. Jep selvfølgelig var der en større kage på vej og ja lige ned på de rene shorts og igennem til mine underbukser, mmm. Jeg grinede, mens de undskyldte mange gange. Jeg sagde at, nu har jeg ikke mere rent tøj og jeg hoppede på hoved i seng. Typisk. Men det er jo bare tis. Nu har de købt bleer, så det har han på hver aften når jeg holder ham.
Nu er det blevet endnu koldere om aften og jeg har nu både langunderbukser, lang undertrøje og skisokker på. Jeg tænkte ikke lige på den kiksede påklædning og gik jo bare ud i det. Alle lo helt vildt. Du ligner en kineser! Øhh kineser?!! De kunne ikke forstå hvordan jeg havde fået det på – de var sikker på at det var en smart heldragt. Haha så nu tager jeg en kjole udenpå for de sarte øjne..
Nu er det blevet endnu koldere om aften og jeg har nu både langunderbukser, lang undertrøje og skisokker på. Jeg tænkte ikke lige på den kiksede påklædning og gik jo bare ud i det. Alle lo helt vildt. Du ligner en kineser! Øhh kineser?!! De kunne ikke forstå hvordan jeg havde fået det på – de var sikker på at det var en smart heldragt. Haha så nu tager jeg en kjole udenpå for de sarte øjne..
1. december tog Hannah og jeg en tidlig morgenvagt og mødte friske op lidt før 6. Det var en oplevelse og meget stille og roligt da de fleste nu sov. Derefter tog vi til Kumazi for der lå der to pakker fra mor og far. J Jeg glædede mig meget. Det var dog ret træls de var endt i Kumazi og ikke i Mampong som de andre pakker. Men der kom vi ind på postkontoret og der var en lang kø. To mænd begyndte at snakke meget til os. Alle sad med som tilskuere og var meget ivrig for at høre hvad vi havde at sige. Jeg er blevet ret god til de ghanesiske udtryk og udbrød et dybt og højt EYH da jeg fandt ud af at de ansatte havde holdt pause i en halv time nu. Eyh grinede alle. De spurgte om vi ville sidde og vi takkede pænt nej og forklarede vi lige havde siddet i en trotro i halvanden time. Hvor kommer i da fra – Mampong Ashanti svarede vi. Den ene mand spurgte hvorfor vi ikke havde taget en Taxa? EYH ser vi måske rige ud i dine øjne? Svarede jeg. Alle flækkede af grin og syntes det var et godt svar fra min side. Han blev meget tavs. Men endelig kom de tilbage og eg kom vist ret hurtigt frem og han fandt mine pakker. Jeg skulle underskrive flere steder og skrive mit nummer og vise ID. Det var nemt tænkte jeg, men Nej. SÅ skal du lige åbne dem sagde han. Og jeg åbnede dem begge og blev virkelig glad 24 små pakker, en til hver dag. Ja dem åbner du lige sagde han. HVAD? Det er jo en pakkekalender, jeg skal åbne en gave hver dag. Jeg må ikke åbne dem nu. Det skal du svarede han koldt. Jamen jamen, Neeeej. Der fik jeg tårer i øjnene. Så må du få din søster til det. Hannah kom op til skranken og prøvede at forklare at det var en pakkekalender. Han stod fast og vi kom frem til at han åbnede alle lidt og Hannah ville tjekke at han ikke tog noget, mens jeg kiggede sørgeligt væk. Efter alle 24 pakker var åbnet og han havde noteret det sagde han, ja det bliver 2.08 cedi i skat og 6 cedi for at jeg har passet på pakkerne. Det er en 45 kr. så det er jo ingenting, men det er så korrupt. Pengene går lige ned i hans egen lomme. Jeg havde stadig mine store hundeøjne på og tog mit rum med småmønter og kastede dem op på bordet. Det er alt jeg har, sagde jeg og jeg skal jo også tilbage til Mampong. Okay skynd dig at gå så betaler jeg for dig. Tusind tak sagde jeg og tog pakkerne og gik. Hannah var helt målløs. Hvordan bar du dig lige ad med det?
Jeg forklarede at jeg ikke ville betale ham for at åbne alle mine gaver og til og med skulle hele vejen til Kumazi for at hente dem.
Min pakkekalender er helt fantastisk og der er ved at være julestemning på mit værelse. Haha jeg har nok til min egen grimmehylde nu med en masse små julehjælpere. Min værtsmor er helt vilde med dem og nogle af nisserne står nu ude i stuen.
Alle de andre frivillige er dybt misundelige og alle spørger om mor og far kan lejes næste jul? Jeg er virkelig glad og jeg har også min chokoladejulekalender fra Ian. Jeg blev desværre nødt til at åbne alle lågerne og lægge de stykker chokolade som kunne reddes ned i en pose. De blev overfaldet af myrer fra alle siderne. Der var mindst 100 på kalenderen.
Jeg har også fået en god solid omgang forkølelse og nætterne er meget kolde, så lidt julestemning kan man da få her i Afrika.
Der er sket en helt forfærdelig ulykke i en by langt væk fra Mampong her i Ghana. Der var en stor benzintank der væltede og der flød benzin over alt. Benzin er her i Ghana, som over hele verden, blevet dyrere og rigtig mange strømmede til med deres dunke for at fylde op. Benzin er jo en tikkende bombe og ja hele møget eksploderede. Over 150 mennesker omkom og 80 af dem kunne ikke identificeres fordi de var så nedbrændte. Min ene ”værtsbror” bor i den by og han kom på besøg. Mens jeg børstede tænder kom han ud med sin mobil og viste mig videoer fra det. Det vil jeg ikke se sagde jeg, men han blev ved med at vise det. Der var brændte mennesker i bunker, det var så forfærdeligt. Han forklarede at han blev nødt til at træde på døde mennesker for at hjælpe til. Jeg så heldigvis ikke nyhederne, men det havde de andre frivillige set og de sagde billederne var helt forfærdelige. Her viser de forfærdelig billeder på nyhederne kl. 4 om dagen hvor små børn ser med. Selv i musikvideoer, om at Ghana skal bevare freden, viser de billeder af folk der bliver skudt og andre ubehagelige uroligheder fra nabolandende. Jeg fik kvalme og blev vildt utilpas, men det syntes ikke rigtig at røre nogle af de andre her i familien. Selv lille Kopi reagerede ikke. MEGET UNDERLIGT.
Vi var ved en helt fantastisk sø her i søndags. Det var helt stille og god god mad og liggestole og alt. Jeg havde heldigvis læst kort om det i mine nye guide. Der stod i bogen at man skulle ignorere manden der kom løbende og sagde vi ikke måtte gå videre før vi havde hilst på cheifen. Det er selvfølgelig et trick for at få penge ud af turisterne.
Og der kom han løbende, og jeg må sige han spillede godt. Stands – i må ikke gå videre før i har hilst på cheifen. Nej tak sagde jeg og han blev virkelig sur. Det er et trick du sagde det samme sidst sagde jeg og var lige så kold i masken som ham. Sidst sagde han? Ja sidst sagde jeg kold. En anden mand kom løbene og tog fat i ham, hey du hørte hende – lad dem gå. De andre var helt målløse igen. De havde ikke læst om det og var halvvejs på vej ind til cheifen.
I min guide stod der pænt at cheiferne altså har bedre ting at tage sig til end at hilse på turisterne.
(21-12-2008) Om morgenen den 9. dec var jeg på hospitalet med 4 af babyerne fra babyhjemmet. En havde malaria og de to mindst har en helt forfærdelig hosten og den fjerde fandt jeg aldrig ud af hvad fejlede. Natten til onsdag den 10 dec var Hannah, Melanie og jeg på nattevagt i babyhjemmet. Det gik stille og roligt for sig. Det viste sig at lille David slet ikke sover om natten. Det er det samme hver nat forklarede en af de ansatte. Så han lå hovedsageligt på min mave og legede hele natten. En ny lille uge gammel dreng ankom om aftenen og han er så lille. De to mindste hostede voldsomt gennem hele natten og vi måtte på skift hoppe op og banke dem blidt i ryggen. Der var mange bleer at skifte. Halv 5 faldt jeg endelig i søvn og kl 5 blev jeg sparket op fra gulvet af den ansatte – Ingen sover klokken 5. Fedt, hun var jo helt frisk for hun sov hele natten. Jeg fik sovet 4 timer da jeg kom hjem og så mødtes jeg med de andre frivillige for at gå til markedet. Jeg fik det dårligt (lille kombi af for lidt søvn, mangel på væske og den stegende hede) og måtte sidde i skygge og drikke en lille cola. Hanna (ny Hanna som boede med to herlige nye nordmænd) blev ringet op af den ene nordmænd og fik besked på at komme hjem med det samme, det var blevet værre. (De (Anne Magrethe og Marte Karoline) var begge syge og sengeliggende + de har en ufattelig sygehistorie her i Ghana, begge med malaria og tyfus på skemaet. De boede under forfærdelige forhold oppe nord på og var blevet sendt til Mampong) Hanna blev voldsomt bange og vi besluttede at tage med og se om der var noget vi kunne hjælpe med. Jeg tog også med fordi jeg jo kunne snakke norsk til dem. Uh ja de næste timer var ret hektiske. Begge havde fået erklæret malaria, men Karoline var mest syg og Anne holdt sig rigtig godt. Karoline fik sådan nogle panikanfald hvor hun ikke kunne trække vejret og fingrene stivnede. De havde oplevet det før og Anne gav gode hurtige instruktioner om hvad vi skulle gøre. Jeg sendte Melanie og Hannah ud efter drikke, da hun var meget dehydreret og der var for mange inde i værelset. Karoline brækkede alt op igen. Hun var sej og blev ved med at prøve og prøve, men det kom bare op igen. Jeg spurgte om jeg ikke skulle ringe til Karolines forsikring. De blev rigtig glade for mit tilbud for de havde lidt problemer med at snakke med forsikringen da alt foregik på dansk. Pludselig stod jeg med 5 forskellige i røret og organiserede til højre og venstre. De skulle have en ambulance til Accra hurtigst muligt. Accra er langt væk, men sidst de var syge var de inden om 8 hospitaler før de fandt et der hjalp, så der ville de selvfølgelig bare hen med det samme igen, da Mampong hospital hvor de var tidligere bare grinte af dem, da de ville tjekkes for tyfus igen. Forsikringen spurgte om jeg ikke ville tage med som assistance, selvfølgelig svarede jeg og måtte løbe hjem og pakke. Jeg nåede hjem forklaret situationen til min værtsfamilie og begyndt at pakke. På de 5 min det tog var jeg ringet op 5 gange. En gang af Melanie som sagde at nu var de kørt tilbage til Mampong hospital da det var blevet værre endnu og de ville samle mig op på vejen. Derudover snakkede jeg med den danske læge og fik ham sat ind i tingene, men det var ikke let. Jeg var jo lige ankommet og pludselig var jeg kontaktpersonen og skulle vide en hel masse. Jeg holdt hoved koldt og telefonen ringede hele tiden og jeg løb frem og tilbage for at informere om status. Lægerne var helt umulige og ville kun give en omgang drop til hende. Hun var helt bleg og blodårerne strittede. Efter mange forsøg lykkedes det mig at få den danske læge og den ghanesiske læge til at snakke sammen over min telefon. Det var halvkaos.
Jeg nåede heldigvis at pakke mit emergency pompernikkelbrød + paté + vingummier og noget vand, som vi nød godt af.
Første besked var at ambulancen ville ankomme snart, dvs. kl. 20, så blev det kl. 23 og så ringte forsikringen op og sagde kl. 3. efter 11 lange timer dukkede ambulancen endelig op kl 5. Endnu en nat uden søvn. Der kom en ung mandlig læge fra tyskland med ambulancen. Jeg blev placeret foran, mens de to andre bag i. Det var en lang tur, 5 timer tog det med udrykning. Og jep haha det var mig der styrede sirenerne. Det sjove var at Karoline lå der og forestillede sig det. Sammenlagt fik jeg sovet 30 min på turen. Jeg er stadig helt imponeret over de to piger der holdt gejsten og humoren i top selv når de var så syge. Endelig ankom vi og wow et lille privathospital uden lige. Vi snakker helt hvide vægge med marmor sten, skydedøre, ac og alt det kolde drikkevand du ville have.
De fik deres egent flotte rum, med bad og alt og jeg fik et tilsvarende værelse længere nede af gangen. Lægerne var virkelig flinke og var helt klar på at tage en fuld blodtest på dem begge. Forsikringen ringede til mig og sagde at, nu havde de fundet et 4-stjernet hotel til mig med egen pool og alt. Tusinde tak sagde jeg, men hvis det er muligt vil jeg gerne bare blive her på hospitalet. Intet problem så der skulle jeg også bo. I Accra er trafikken virkelig slem og tanken om at skulle sidde mindst en time i taxa hver vej var forfærdelig og de første døgn hjalp jeg med rigtig meget som jeg ikke kunne havde gjort hvis jeg boede længere væk.
Jeg endte med at få 9 ikke sammenhængende timers søvn på 62 timer.
Anne blev hurtigt frisk, men det var desværre ikke tilfældet for Marte og lægerne fik aldrig helt sagt hvad der var galt. Trods sygdommen og andre skavanker havde vi det stadig utroligt sjovt. Vi kendte ikke rigtig hinanden før denne episode, da de næsten lige var ankommet til Mampong. Men det var rigtig hyggeligt, og jeg var rigtig glad for at jeg kunne hjælpe.
På sygehuset var der daglig nursecare og det galt også for mig. Haha så de kom ind flere gange og tjekkede til mig selvom jeg var helt frisk. Til og med lægerne kom ind en gang i mellem bare for at tjekke. Ikke dårligt. Med tros alt sygdommen var det rigtig sjovt og hyggeligt. Vi klingede rigtig godt og jeg glæder mig allerede til at møde dem i Norge igen.
Og bonus var jo at maden var helt fantastisk og hver dag kom de med et nyt lille menu kort, så jeg kunne ikke klage..
Da jeg kom hjem igen til Mampong var det desværre Melanies sidste aften, så hun er allerede hjemme i Tyskland nu. Min værtsfamilie har pyntet helt forfærdelig op til jul med blinkende lys som giver hovedpine – dvs helt fantastisk. I morgen rejser Hannah og jeg på vores store juleeventyr og det glæder jeg mig rigtig meget til.
Og der var klapsalver fra lille Biggi efter min den lange uge paa hospitalet.. Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår og minde alle om at nyde det kolde vintervejr en lille smugle fra mig. Vi ses næste år..
Og her er det, en lille ananas paa vej ud i den store verden!
Abonner på:
Opslag (Atom)