Seje piger... og God Jul

(04-12-2008) Den lille dreng Fifi er nu blevet større og brunere. Min værtsdad var helt opsat på at jeg skulle passe ham, men da han sagde at han også skulle sove inde i min seng begyndte jeg at le. Jeg troede det var en spøg, men han mente det skam. Jeg var ret chokket og forklarede ham at jeg kunne altså ikke give ham mad om natten? Nå nej så skulle jeg bare gå ind og vække Sister Maya. Jeg forklarede ham at det altså ikke kunne lade sig gøre. For det første kæmper jeg hver nat med mit myggenet, det er ikke så stort og jeg skal spænde det ud med diverse bøger. Jeg vågner ofte med myggenettet i hoved, ret kloset. Og lille Fifi ville jo blive kvalt i det. For det anden ville jeg ikke kunne sove for min skræk for at rulle oven på ham og masse ham! For det trejde tager man ikke et nyfødt barn væk fra sin moder og og og jeg kunne blive ved. Han forstod min point og syntes nu jeg så skulle ligge inde ved dem. Jeg forklarede at hvis Therese ikke for sine 10-12 timers søvn om natten er hun ikke meget værd. (Haha jep du læste rigtigt 10-12 timer – man sover ikke så dybt her i Ghana). Nå men en sen aften kom jeg ud i mine helt rene langunderbukser og t-shirt og var klar til at holde lille Fifi. Selvfølgelig tissede han en god del på mine rene bukser og jeg smilede bare og gik ind og skiftede til nogle HELT rene boksershorts som stadig duftede af Danmark. Jep selvfølgelig var der en større kage på vej og ja lige ned på de rene shorts og igennem til mine underbukser, mmm. Jeg grinede, mens de undskyldte mange gange. Jeg sagde at, nu har jeg ikke mere rent tøj og jeg hoppede på hoved i seng. Typisk. Men det er jo bare tis. Nu har de købt bleer, så det har han på hver aften når jeg holder ham.
Nu er det blevet endnu koldere om aften og jeg har nu både langunderbukser, lang undertrøje og skisokker på. Jeg tænkte ikke lige på den kiksede påklædning og gik jo bare ud i det. Alle lo helt vildt. Du ligner en kineser! Øhh kineser?!! De kunne ikke forstå hvordan jeg havde fået det på – de var sikker på at det var en smart heldragt. Haha så nu tager jeg en kjole udenpå for de sarte øjne..

1. december tog Hannah og jeg en tidlig morgenvagt og mødte friske op lidt før 6. Det var en oplevelse og meget stille og roligt da de fleste nu sov. Derefter tog vi til Kumazi for der lå der to pakker fra mor og far. J Jeg glædede mig meget. Det var dog ret træls de var endt i Kumazi og ikke i Mampong som de andre pakker. Men der kom vi ind på postkontoret og der var en lang kø. To mænd begyndte at snakke meget til os. Alle sad med som tilskuere og var meget ivrig for at høre hvad vi havde at sige. Jeg er blevet ret god til de ghanesiske udtryk og udbrød et dybt og højt EYH da jeg fandt ud af at de ansatte havde holdt pause i en halv time nu. Eyh grinede alle. De spurgte om vi ville sidde og vi takkede pænt nej og forklarede vi lige havde siddet i en trotro i halvanden time. Hvor kommer i da fra – Mampong Ashanti svarede vi. Den ene mand spurgte hvorfor vi ikke havde taget en Taxa? EYH ser vi måske rige ud i dine øjne? Svarede jeg. Alle flækkede af grin og syntes det var et godt svar fra min side. Han blev meget tavs. Men endelig kom de tilbage og eg kom vist ret hurtigt frem og han fandt mine pakker. Jeg skulle underskrive flere steder og skrive mit nummer og vise ID. Det var nemt tænkte jeg, men Nej. SÅ skal du lige åbne dem sagde han. Og jeg åbnede dem begge og blev virkelig glad 24 små pakker, en til hver dag. Ja dem åbner du lige sagde han. HVAD? Det er jo en pakkekalender, jeg skal åbne en gave hver dag. Jeg må ikke åbne dem nu. Det skal du svarede han koldt. Jamen jamen, Neeeej. Der fik jeg tårer i øjnene. Så må du få din søster til det. Hannah kom op til skranken og prøvede at forklare at det var en pakkekalender. Han stod fast og vi kom frem til at han åbnede alle lidt og Hannah ville tjekke at han ikke tog noget, mens jeg kiggede sørgeligt væk. Efter alle 24 pakker var åbnet og han havde noteret det sagde han, ja det bliver 2.08 cedi i skat og 6 cedi for at jeg har passet på pakkerne. Det er en 45 kr. så det er jo ingenting, men det er så korrupt. Pengene går lige ned i hans egen lomme. Jeg havde stadig mine store hundeøjne på og tog mit rum med småmønter og kastede dem op på bordet. Det er alt jeg har, sagde jeg og jeg skal jo også tilbage til Mampong. Okay skynd dig at gå så betaler jeg for dig. Tusind tak sagde jeg og tog pakkerne og gik. Hannah var helt målløs. Hvordan bar du dig lige ad med det?
Jeg forklarede at jeg ikke ville betale ham for at åbne alle mine gaver og til og med skulle hele vejen til Kumazi for at hente dem.
Min pakkekalender er helt fantastisk og der er ved at være julestemning på mit værelse. Haha jeg har nok til min egen grimmehylde nu med en masse små julehjælpere. Min værtsmor er helt vilde med dem og nogle af nisserne står nu ude i stuen.
Alle de andre frivillige er dybt misundelige og alle spørger om mor og far kan lejes næste jul? Jeg er virkelig glad og jeg har også min chokoladejulekalender fra Ian. Jeg blev desværre nødt til at åbne alle lågerne og lægge de stykker chokolade som kunne reddes ned i en pose. De blev overfaldet af myrer fra alle siderne. Der var mindst 100 på kalenderen.
Jeg har også fået en god solid omgang forkølelse og nætterne er meget kolde, så lidt julestemning kan man da få her i Afrika.

Der er sket en helt forfærdelig ulykke i en by langt væk fra Mampong her i Ghana. Der var en stor benzintank der væltede og der flød benzin over alt. Benzin er her i Ghana, som over hele verden, blevet dyrere og rigtig mange strømmede til med deres dunke for at fylde op. Benzin er jo en tikkende bombe og ja hele møget eksploderede. Over 150 mennesker omkom og 80 af dem kunne ikke identificeres fordi de var så nedbrændte. Min ene ”værtsbror” bor i den by og han kom på besøg. Mens jeg børstede tænder kom han ud med sin mobil og viste mig videoer fra det. Det vil jeg ikke se sagde jeg, men han blev ved med at vise det. Der var brændte mennesker i bunker, det var så forfærdeligt. Han forklarede at han blev nødt til at træde på døde mennesker for at hjælpe til. Jeg så heldigvis ikke nyhederne, men det havde de andre frivillige set og de sagde billederne var helt forfærdelige. Her viser de forfærdelig billeder på nyhederne kl. 4 om dagen hvor små børn ser med. Selv i musikvideoer, om at Ghana skal bevare freden, viser de billeder af folk der bliver skudt og andre ubehagelige uroligheder fra nabolandende. Jeg fik kvalme og blev vildt utilpas, men det syntes ikke rigtig at røre nogle af de andre her i familien. Selv lille Kopi reagerede ikke. MEGET UNDERLIGT.

Vi var ved en helt fantastisk sø her i søndags. Det var helt stille og god god mad og liggestole og alt. Jeg havde heldigvis læst kort om det i mine nye guide. Der stod i bogen at man skulle ignorere manden der kom løbende og sagde vi ikke måtte gå videre før vi havde hilst på cheifen. Det er selvfølgelig et trick for at få penge ud af turisterne.
Og der kom han løbende, og jeg må sige han spillede godt. Stands – i må ikke gå videre før i har hilst på cheifen. Nej tak sagde jeg og han blev virkelig sur. Det er et trick du sagde det samme sidst sagde jeg og var lige så kold i masken som ham. Sidst sagde han? Ja sidst sagde jeg kold. En anden mand kom løbene og tog fat i ham, hey du hørte hende – lad dem gå. De andre var helt målløse igen. De havde ikke læst om det og var halvvejs på vej ind til cheifen.
I min guide stod der pænt at cheiferne altså har bedre ting at tage sig til end at hilse på turisterne.

(21-12-2008) Om morgenen den 9. dec var jeg på hospitalet med 4 af babyerne fra babyhjemmet. En havde malaria og de to mindst har en helt forfærdelig hosten og den fjerde fandt jeg aldrig ud af hvad fejlede. Natten til onsdag den 10 dec var Hannah, Melanie og jeg på nattevagt i babyhjemmet. Det gik stille og roligt for sig. Det viste sig at lille David slet ikke sover om natten. Det er det samme hver nat forklarede en af de ansatte. Så han lå hovedsageligt på min mave og legede hele natten. En ny lille uge gammel dreng ankom om aftenen og han er så lille. De to mindste hostede voldsomt gennem hele natten og vi måtte på skift hoppe op og banke dem blidt i ryggen. Der var mange bleer at skifte. Halv 5 faldt jeg endelig i søvn og kl 5 blev jeg sparket op fra gulvet af den ansatte – Ingen sover klokken 5. Fedt, hun var jo helt frisk for hun sov hele natten. Jeg fik sovet 4 timer da jeg kom hjem og så mødtes jeg med de andre frivillige for at gå til markedet. Jeg fik det dårligt (lille kombi af for lidt søvn, mangel på væske og den stegende hede) og måtte sidde i skygge og drikke en lille cola. Hanna (ny Hanna som boede med to herlige nye nordmænd) blev ringet op af den ene nordmænd og fik besked på at komme hjem med det samme, det var blevet værre. (De (Anne Magrethe og Marte Karoline) var begge syge og sengeliggende + de har en ufattelig sygehistorie her i Ghana, begge med malaria og tyfus på skemaet. De boede under forfærdelige forhold oppe nord på og var blevet sendt til Mampong) Hanna blev voldsomt bange og vi besluttede at tage med og se om der var noget vi kunne hjælpe med. Jeg tog også med fordi jeg jo kunne snakke norsk til dem. Uh ja de næste timer var ret hektiske. Begge havde fået erklæret malaria, men Karoline var mest syg og Anne holdt sig rigtig godt. Karoline fik sådan nogle panikanfald hvor hun ikke kunne trække vejret og fingrene stivnede. De havde oplevet det før og Anne gav gode hurtige instruktioner om hvad vi skulle gøre. Jeg sendte Melanie og Hannah ud efter drikke, da hun var meget dehydreret og der var for mange inde i værelset. Karoline brækkede alt op igen. Hun var sej og blev ved med at prøve og prøve, men det kom bare op igen. Jeg spurgte om jeg ikke skulle ringe til Karolines forsikring. De blev rigtig glade for mit tilbud for de havde lidt problemer med at snakke med forsikringen da alt foregik på dansk. Pludselig stod jeg med 5 forskellige i røret og organiserede til højre og venstre. De skulle have en ambulance til Accra hurtigst muligt. Accra er langt væk, men sidst de var syge var de inden om 8 hospitaler før de fandt et der hjalp, så der ville de selvfølgelig bare hen med det samme igen, da Mampong hospital hvor de var tidligere bare grinte af dem, da de ville tjekkes for tyfus igen. Forsikringen spurgte om jeg ikke ville tage med som assistance, selvfølgelig svarede jeg og måtte løbe hjem og pakke. Jeg nåede hjem forklaret situationen til min værtsfamilie og begyndt at pakke. På de 5 min det tog var jeg ringet op 5 gange. En gang af Melanie som sagde at nu var de kørt tilbage til Mampong hospital da det var blevet værre endnu og de ville samle mig op på vejen. Derudover snakkede jeg med den danske læge og fik ham sat ind i tingene, men det var ikke let. Jeg var jo lige ankommet og pludselig var jeg kontaktpersonen og skulle vide en hel masse. Jeg holdt hoved koldt og telefonen ringede hele tiden og jeg løb frem og tilbage for at informere om status. Lægerne var helt umulige og ville kun give en omgang drop til hende. Hun var helt bleg og blodårerne strittede. Efter mange forsøg lykkedes det mig at få den danske læge og den ghanesiske læge til at snakke sammen over min telefon. Det var halvkaos.
Jeg nåede heldigvis at pakke mit emergency pompernikkelbrød + paté + vingummier og noget vand, som vi nød godt af.
Første besked var at ambulancen ville ankomme snart, dvs. kl. 20, så blev det kl. 23 og så ringte forsikringen op og sagde kl. 3. efter 11 lange timer dukkede ambulancen endelig op kl 5. Endnu en nat uden søvn. Der kom en ung mandlig læge fra tyskland med ambulancen. Jeg blev placeret foran, mens de to andre bag i. Det var en lang tur, 5 timer tog det med udrykning. Og jep haha det var mig der styrede sirenerne. Det sjove var at Karoline lå der og forestillede sig det. Sammenlagt fik jeg sovet 30 min på turen. Jeg er stadig helt imponeret over de to piger der holdt gejsten og humoren i top selv når de var så syge. Endelig ankom vi og wow et lille privathospital uden lige. Vi snakker helt hvide vægge med marmor sten, skydedøre, ac og alt det kolde drikkevand du ville have.
De fik deres egent flotte rum, med bad og alt og jeg fik et tilsvarende værelse længere nede af gangen. Lægerne var virkelig flinke og var helt klar på at tage en fuld blodtest på dem begge. Forsikringen ringede til mig og sagde at, nu havde de fundet et 4-stjernet hotel til mig med egen pool og alt. Tusinde tak sagde jeg, men hvis det er muligt vil jeg gerne bare blive her på hospitalet. Intet problem så der skulle jeg også bo. I Accra er trafikken virkelig slem og tanken om at skulle sidde mindst en time i taxa hver vej var forfærdelig og de første døgn hjalp jeg med rigtig meget som jeg ikke kunne havde gjort hvis jeg boede længere væk.
Jeg endte med at få 9 ikke sammenhængende timers søvn på 62 timer.
Anne blev hurtigt frisk, men det var desværre ikke tilfældet for Marte og lægerne fik aldrig helt sagt hvad der var galt. Trods sygdommen og andre skavanker havde vi det stadig utroligt sjovt. Vi kendte ikke rigtig hinanden før denne episode, da de næsten lige var ankommet til Mampong. Men det var rigtig hyggeligt, og jeg var rigtig glad for at jeg kunne hjælpe.
På sygehuset var der daglig nursecare og det galt også for mig. Haha så de kom ind flere gange og tjekkede til mig selvom jeg var helt frisk. Til og med lægerne kom ind en gang i mellem bare for at tjekke. Ikke dårligt. Med tros alt sygdommen var det rigtig sjovt og hyggeligt. Vi klingede rigtig godt og jeg glæder mig allerede til at møde dem i Norge igen.
Og bonus var jo at maden var helt fantastisk og hver dag kom de med et nyt lille menu kort, så jeg kunne ikke klage..
Da jeg kom hjem igen til Mampong var det desværre Melanies sidste aften, så hun er allerede hjemme i Tyskland nu. Min værtsfamilie har pyntet helt forfærdelig op til jul med blinkende lys som giver hovedpine – dvs helt fantastisk. I morgen rejser Hannah og jeg på vores store juleeventyr og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Og der var klapsalver fra lille Biggi efter min den lange uge paa hospitalet..

Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår og minde alle om at nyde det kolde vintervejr en lille smugle fra mig. Vi ses næste år..

Og her er det, en lille ananas paa vej ud i den store verden!

En hel grillkylling, en baby og et ødelagt hjul senere.

Her kan i se den smukke solnedgang paa stranden i Accra..

(27-11-2008) I fredags kom Sister Mayas lille smukke dreng til verden. Det var den samme morgen hvor jeg var rejst til Accra med Hannah, Lou og de to Nordmænd.
Vi sad og ventede i Bussen i 4,5 timer og kørte lige så længe efter. Så det var en lang tur, meget ghanesisk hvilket angår tiden. Jeg var bare lykkelig for jeg skulle til Accra og spise. Jeg havde lige to ugers panik hvor jeg ikke følte mig mæt. Hehe. Og ja det blev der skam lavet om på. Den ene aften spiste jeg en HEL grillkylling og Hannahs værtsbror, som vi boede ved, var meget imponeret og skræmt. Han tog en seriøs snak med mig og om hvis jeg ikke lavede mine spisevaner om så ville jeg være meget stor om ti år. Haha!
Men det var godt, jeg var ikke helt på dubberne, men der skal mere end det til at jeg siger nej til Pizza, kylling osv. Vi var på den vestlige gade i hovedstaden og det var meget underligt. Vi gik ind i et kæmpe supermarked og de havde næsten alt. De spillede julemusik og ja det var ret underligt at forestille sig at det er ved at være jul derhjemme. Og sjovt nok jeg savnede Bilka.
Jeg fik købt fransk pate, pumpernikkelbrød, en müslibar og m&m og det var lykken! J
Der var europæere over alt og det var noget helt andet end lille Mampong.
Hannahs værtsbror (hendes værts mors kusines søn) har boet i London i nogle år og hans familie har mange penge. Så deres hus havde alt. Det var en rigtig dejlig mini luksus ferie.
Vi mødte alle de frivillige og også Melanies forældre. Mandag aften tog vi til lufthavnen og fik vinket til Lou, de to nordmænd og Melanies familie. Det var lidt underligt, men jeg var rigtig glad for at jeg ikke skulle hjem. Jeg har stadig en masse jeg skal nå og er slet ikke klar til at komme hjem.
Turen hjem var også laaaang. Der gik ingen direkte bus, så vi stoppede i Kumazi. Det var helt okay for så kunne Hannah hæve penge og jeg kunne spise, Haha.. Halvvejs fra Kumazi til Mampong gik hjulet selvfølgelig i stykker. Og så stod vi der langt hovedvejen og ventede på det blev fikset. Det blev mørkt og endelig kom vi hjem. Det var dejligt at være tilbage i Mampong, Accra er voldsomt varmt, specielt om natten.

I dag har jeg vasket tøj til fingrene blødte. Det var også dejligt at komme tilbage til babyhjemmet. Biggi havde vist savnet mig meget og jeg fik et ordentligt langt kram da han fik øje på mig. Det virkede som om alle var vokset og vi var jo kun væk i 6 dage. Det er underligt og meget sjovt at se hvordan de vokser og udvikler sig.

Den lille pige jeg viste billeder af sidst er stadig mindre end sister Mayas lille nyfødte. Han er meget lys i huden og brunfarven vil først komme om nogle dage. Det er lidt barsk at sammenligne hans hverdag med de mindstes på babyhjemmet. Han spiser hele tiden og de for kun mad når maden er klar 5 gange dagen.
Haha Hannah og jeg om natten, meget traette og festlige!

Hannah og jeg har nu fået bestilt ”hotel” til juleaften. Vi skal bo på Green Turtle Lodge. Fra den 23 – 26 dec. Det var kun hytter den 23. december, så der sover vi første nat og resten af tiden i telt. Så min juleaften bliver på stranden under et palmetræ i et telt. Helt perfekt. Der er også nat udflugter hvor man kan se havskildpadde unger. Jeg glæder mig meget. Derefter skal vi mødes med de andre tyskere og så skal vi rejse rund og nytårsaften skal vi fejre med Hannahs værtsbror. Han guide os trygt rund i hovedstaden.
Melanie tager desværre hjem den 21. december og det bliver meget underligt når hun ikke er der.
I morgen er halvdelen af min tur gået og det er underligt. Men helt passende.
Jeg er så heldig at jeg fik lov til at låne Lous rejse guide og uh, der er virkelig mange spændende ting i Ghana jeg skal nå at se.

(28-11-2008) Uh i dag er halvdelen af tiden gået og de er lidt underligt, men også dejligt.
I morges var der kæmpe kæmpe jubel da vi ankom til babyhjemmet. Alle ville kramme os. Biggi fik mast sig igennem flokken og tog min hånd. Han førte mig ind i deres omklædningsrum. Der sad Lucy i en stor blodpøl. Den var større end en frisbee. Hun sad og græd og rystede. Jeg gik straks hen til hende og spurgte hvad der var sket. En af de ansatte var ved at feje gladskår op fra gulvet. De har knust ruden igen! Det er åbenbart blevet lidt af en hobby for børnene mens vi var væk. Hun havde en dyb flænge lige over hælen. Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes hånd. Det var tydeligt hun var meget bange. Chefen kom og såret blev renset i saltvand. Hun lå helt stille og græd, hverken sparkede eller gjorde modstand. Vi fik det bundet ind og jeg bar hende ind til morgenmaden, men hun ville ikke spise. Så kom chefen igen og sagde at hun skulle på hospitalet og at jeg skulle med. Jeg blev udnævnt til babyhjemmets hjemmesygeplejerske. Så der var jeg af sted igen mod hospitalet. Vi ventede længe og Lucy begyndte at græde og røre på sig. Jeg lagde to og to sammen og spurgte om hun skulle på potten. Yes. Uh en udflugt. Hospitalet havde intet toilet, vi skulle derimod udenfor og gå et stykke. Der var der et tomt offentligt toilet, dvs. gulv hvor man selv skal tørre op efter sig. Jeg gik ikke ind men en af de ansatte gjorde og kom hurtigt ud igen. Der skulle vi ikke ind, så Lucy måtte sidde udenfor og ordne sig på et stykke papir. Det var allerede for sendt og hun havde lagt en lille kage i underbukserne. Stakkel hende, hun havde diarre. Så tre gange måtte jeg bære hende den lange vej ud til ”toilettet” og hun måtte ordne sig. Der var selvfølgelig intet wcpapir og først blev hun tørret med et stykke A-4 papir og derefter med tørrede blade. Jeg havde virkelig ondt af hende. Men jeg tænker også et hospital uden noget wc. Tænk at ligge der med diarre og man er meget svag og svimmel, så kan man altså ikke gå den lange vej. Jeg ved bare at jeg IKKE skal indlægges. Puha, nå men lægen åbnede såret igen og lukkede det, åbnede og lukkede det osv. Lucy lå med maven på mine lår og skreg. Jeg hold igen for ikke at græde med hende. Såret var meget dybt og det var ret barskt at se på. Hun skulle syes. Vi gik ind på ”operations stuen” der lå der allerede en mand og vi blev vist over på en seng ved siden af ham. Der var blod på briksen og jeg lagde hende i den anden ende end blodet. Hun er heldigvis ikke så stor. Men ærlig talt er det ikke så smart at sende en lille pige med et åbent sår ned i en andens person blod.
Hun faldt i søvn og endelig kom lægen. Han undskyldte at han var helt alene. Han spurgte om jeg eller den ansatte fra babyhjemmet skulle assistere ham. Der var kun en af os der måtte blive i rummet. Jeg bakkede pænt ud og viste at jeg ikke ville have det godt med at skulle holde hende stille. Jeg kunne høre hendes skrig ude fra gange.
Endelig var det ovre og vi kørte hjem. Hun er en sej pige. På mandag skal stingene ud og så kan jeg se om jeg med igen.

Og hele dagen gik uden at faa noget blod eller diarre paa mig og det var imod alle ods!

Og i dag fik jeg endelig min pakke fra Ian, den har jeg ventet længe på og det var så dejligt den endelig dukkede op. Mor og fars pakker skal jeg hente i Kumazi, så det håber jeg at jeg har tid til i næste uge. Nu regner det (endelig igen, så støvet kan lægge sig) og jeg skal tilbage til babyhjemmet til aftenvagten.

Slanger og varme!

Det var sjovt som jeg nævnte slangerne sidste gang. For nu skete det, der var en stor slange lige uden for døren. Vi (Værtsmor, Maya (den gravide kvinde) og jeg) og spise aftensmad i mørket, da Maya pludselig rejste sig op og hævede stemmen på twi. Min værtsmor fløj også op mens de pegede over mod mit børstetændersted. Jeg rejste mig også hurtig op og klagede for ville jo ikke være uden for.. De forklarede at der var en stor slange. Uh spændende tænkte jeg og gik et skridt tættere på. Jeg blev revet fast i og råbt nej nej nej den er giftig, gå du hellere inden for. Så der var jeg standet inde på mit værelse. Jeg gik ud senere og havde lige sat mig op af væggen for der kom en kakkelak hoppene fra jeg ved ikke hvor og landede på min hånd. Det var nok, jeg gik ind og sov. De kakkelakker er ellers ikke bange af sig, sidst måtte jeg pille en ud af mine bukseben, mums. Men det er Afrika og vi kommer hinanden ved!

Jeg har fået mig en rigtig god lille ven på babyhjemmet - Biggy. Han er handicappet og voldsom sød. Han er desværre bare ikke helt forstået blandt de ansatte. Han er 4 år og er begyndt at blive rigtig stærk. Nå men hver dag når han vender hjem fra børnehaven, kommer han altid løbene. Jeg for et herligt langt kram, hvor han derefter markerer at han vil bæres. Jeg må forklare ham at han nu er for tung, og at han må gå i stedet. Derefter tager han min hånd. Først fører han mig ind i køkkenet og vi finder hans ske, derefter går vi ind og finder en kæmpe hagesmæk til ham og et lagen til mig. Det er nemlig en griset affære at made ham. Vi sidder os ned og han er meget stolt over at måtte spise med ske. I starten skulle jeg made ham med fingrene, men han er ikke så god til at åbne munden helt og maden skal ligesom skubbes ind i munden på ham og jeg var flere gange tæt på at få bidt fingrene af. Så jeg spurgte sødt om de ikke havde en ske. Han er allerede nu blevet meget bedre til at spise. De ansatte holdt for det meste hans hoved bagud, for hver gang han kigger ned falder der utroligt meget mad ud af hans mund. Men det kan jo sige sig selv at det ikke er særligt behageligt at få holdt sit hoved når man spiser. Derfor har vi hagesmækken hvor vi samler de faldende rester op igen. Han kan nu tage skeen ind i munden selv og har også en ordentlig appetit. Det kræver en del tålmodighed, men det går nu altid godt og det er også hyggeligt og rigtig dejligt at vide at han for nok mad. For vi fik vores lille teamwork var der dage han næsten ikke fik noget mad. Det var også derfor jeg kom ind i billedet.
Han er en rigtig dejlig dreng, men er også snart for stor og stærk til at være på babyhjemmet. Hannah og jeg er ikke helt sikker på om han også har en familie at vende tilbage til. Så vi har nævnt ham på Hand in Hand og hun sagde at hun ville arrangere noget hvis det var tilfældet. Så vi vil snakke med Mabel, chefen over babyhjemmet, og høre hvordan og hvorledes lidt senere. For alle børnene her har en grim tildens til at slå og det kan snart blive farligt hvis han slår.

Jeg er rigtig glad for at være på babyhjemmet. Det er også voldsomt hårdt, men det er det hele værd. Hver dag åbner de sig mere og mere og det er herligt at se hvor store fremskridt de mindste tager hver dag. Nu rejser de 3 nordmænd og Lou og så er vi kun 4 tilbage. Det bliver hårdt, men jeg er overbevist om at der snart vil komme nye frivillige.

Og på fredag rejser Hannah og jeg til Accra. Vi følges med Lou og de andre så vi for sagt ordentligt farvel til dem før de rejser og så skal vi samle Melanie op. Hendes familie er i Ghana nu og hendes mor har vist fået lidt af et kulturchok og var bestemt ikke meget for at Melanie skulle rejse alene til Mampong. Så Hannah og jeg meldte os hurtigt til at følge hende sikkert hjem. Det bliver rigtig rigtig dejligt med en lille miniferie.

Argh og paa vejen ned til internetcafeen idag var der en fuld mand der kom ret maalbevidst loebende imod Hannah og jeg. Argh og saa tog han fat i mig, jeg vred mig ud og skreg af fulde kramft: Ikke Roer mig. Han blev ved og det var virkelig ubehageligt. Jeg nev ham haardt i armen og lavede en morgensherifstjerne paa ham. Hannah var ogsaa i fuld krig med at vikle sig loes fra hans arme og endelig kom vi loes.

Han gjorde ingen fysisk skade, men det er virkelig ubehageligt naar folk ikke giver slip naar man ber om det. De ville ALDRIG goere det imod en Afrikansk kvinde. Det er nok til at goere mig virkelig sur, men jeg er klar igen..

Her er min vaertsoester i vores koekken..

Her er alle vi frivillige, men vi er kun 4 tilbage paa mandag!

Saa er der internet igen

(25-10-2008) I går var en tredjedel af turen allerede gået. Det er underligt, nogen gange føles det som om det var i går vi kom og andre gange føles det som om jeg har været her halvdelen af mit liv. Vi (Hannah, Melanie og jeg) snakker meget om ting vi har lært og mange ting er sjove at diskutere. For eksempel lavede vi middagsmad hos mig i går. Den stod på LÆKKER omelet med løg, hvidløg, oregano, salt og sort peber (krydderierne har jeg medbragt hjemmefra). Nå men der stod vi i mit meget afrikanske køkken uden skærebræt eller vand. Intet problem, jeg skar lyn hurtigt løgene i hænderne og stod ellers over gaskomfuret og kokkereret. Det var først efter at det fald os ind at hvis dette var for en halvanden måned siden havde vi aldrig lige så let kunne ha lavet det. Køkkenet er ærlig talt ret ulækkert og uhygiejnisk, men det vender man sig utroligt hurtigt til.
Også sådan noget som at spise med kniv og gaffel – hvad er det? Jeg spiser kun med ske, de andre spiser selvfølgelig med hænderne, men det har jeg nægtet så længe jeg er på babyhjemmet.
Et glas – hvad er det? For det meste drikker jeg vand fra poser, men i ny og næ når jeg vil forkæle mig selv køber jeg en vand på falske. Jeg er overbevist om at 2-3 dage efter min hjemkomst vil alt det være ved det normale igen.
I dag har jeg vasket alt mit tøj og familien er imponeret over stilen. AFRICAN WOMAN! Og mine sandaler skal vaskes hver uge, de bliver hurtigt rødbrune af støvet.
For hver dag der går, bliver det varmere og varmere. Jeg frygter mere og mere tørke perioden.
I aften skal vi frivillige som ikke er ude og rejse (Hannah, Melanie, Silje og jeg) holde pige aften. Se en film eller to, hvis der vel og mærke er strøm i aften, og ellers hygge. Det glæder jeg mig meget til og vi er alle enige om at det er vigtigt at lave planer i weekenden så man har noget at se frem til.
I går på babyhjemmet var kaos. De ansatte har alle forskellige rutiner og det er som oftest svært at spå hvad de vil. Men da vi kom løb alle rundt uden bleer hvilket medfører en sørens masse tis på gulvet. To af de største drenge lagde også en ordentlig glat på gulvet hver. Wow det var en slem omgang og de ansatte var ikke til at finde nogle steder. Endelig fandt jeg dem hvor de spiste nogle rester af babyernes mad. Det er helt klar en kultur forskel. Her har de god tid og skal endelig ikke stresse med noget. Det er ret svært nogle gange når man er vant til lidt struktur. Men tag endelig ikke fejl – mange af de ansatte er virkelig søde og de er meget interesseret i vores kultur og hvordan vi gør tingene hjemme.
En anden ting jeg virkelig prøver at få styr på er familiestrukturen her i Ghana. Jeg har snakket meget med min værtsdad og værtsstorebror om det. Niecer og nevøer siger alle mam og dad til deres onkler og tanter. Og kusiner og fætre er søstre og brødre. Meget indviklet og det er kun for to uger siden jeg virkelig fandt ud af hvem der var mine "rigtige" værtssøskende. Min ene værtsbror mødte jeg i Kumazi. Jeg troede ikke på at det var min værtsbror for ham og værtsdad de hilste knapt nok på hinanden og det var et stykke tid siden de havde set hinanden. Meget underligt syntes jeg, som uden tvivl vil hoppe i armene på far når jeg ser ham. Nå men uh det er svært at skrive ned for mange siger noget forskelligt og jeg er ærlig talt lidt forvirret. Min værtsbror fortalte mig at han KUN ringede til sine forældre når han manglede penge (han er vel og mærket 22 år). Han havde intet at snakke med dem om mente han. Da han var lille havde de arbejdet hele tiden og havde ikke tid til ham, hvorfor skulle han så have tid til dem nu? Dette var svært for mig at forstå. Hans mindre søskende er mere knyttet til deres forældre og det mente han var svagt. At stå på egne ben var vejen frem. Da han fandt ud af at jeg havde betalt min rejse selv så han meget forvirret ud. Jamen det er jo forældrenes pligt. På ingen måde forklarede jeg ham. Jeg er stolt af at jeg er taget på denne rejse og det er MIN rejse og derfor er det også fedt selv at have arbejdet sig til den. Efter lidt diskussion syntes han nu alligevel det var meget fornuftigt. Her har de unge intet fritidsjob så længe de går i skole og er derfor afhængige af forældrenes penge. Alt syntes at gå op i penge her.
Men min værtsdad og jeg snakkede om babyhjemmet. Han var forvirret sagde han – jeg forstår ikke at du siger at nogle gange kommer familiemedlemmer på besøg til børnene? Der vil altid være et familiemedlem der kan tage sig af babyen og han forstod ikke hvorfor de var sendt på babyhjemmet. Han mente at alle babyerne var forladte børn. Jeg forklarede at det oftest var meget fattige familier babyerne kom fra og der indskød han at der altid ville være en lidt velhavende i familien der ville kunne tage sig af dem. Her tænker jeg at det ikke bare er at tage sig af en baby. Men at det kræver tid og vilje. Men sådan ser de ikke på det her. Min værtsfamilie har taget sig af en del op gennem årene og ja blandt andet Copy der nu bor her. Men min værtsdad havde dog også en lille indsigt i det "vestlige" familie system hvor det for det meste bare var forældre og børn under samme tag.
Her ville en familieforsamling rumme flere 100 sagde han og mente også selv at det lige var i overkanten.
(31-10-2008) I dag er jeg ude og rejse med Melanie og Hannah. Vi er i det fantastiske Hand in Hand community igen. Her er så stille og fredligt, rendende vand og virkelig gode madrasser. LUKSUS! Vi var i en abe landsby i dag og er nu meget trætte. Vi ligger alle og læser eller skriver samtidig med vi hører musik på min bærbare. Melanie har lige fået tilsendt vingummi bamser og det er virkelig godt at få lidt vingummier.
I tirsdags kom doktoren på besøg i babyhjemmet. Jeg var meget nysgerrig over hvor meget han nu undersøgte børnene, så jeg sad og så på med lille Issac i armene. Han rørte ingen af babyerne, men lyttede kun til de ansattes beretninger. Jeg spurgte til sidst om alle skulle tjekkes. Nej det skulle de ikke, skule Issac spurgte jeg? Prøv at se hans hånd – jeg kiggede, men så intet. Hun viste mig hans lille højre hånd og jeg så at de to midterste fingre ikke kunne strækkes ud. (lidt ala den der scary movie hånd). Hun ville have mig til at spørge ham, så jeg satte mig ned og var meget meget høflig. Han kiggede på den og prøvede at strække fingrene ud, uh det havde jeg ikke nerver til at se på, selvom det ikke så ud til at genere Issac. Konklusionen var at jeg skulle komme på hospitalet med ham næste morgen kl. 8. Det syntes jeg lød vildt spændene og glædede mig helt vildt.
Næste morgen drog Issac, en mand fra babyhjemmet, to andre og jeg på hospitalet efter nogle få timers forsinkelse. Issac kom i en helt ny ren hvid pyjamas og jeg fik klare instrukser om at holde ham i mine arme hele dagen. Vi satte os ind i bilen og der fløj øjnene op. Han tog min hånd og kiggede nysgerrigt omkring. Da vi kom over på hospitalet kiggede alle på os. Og folk var ikke genert for at spørge om han var min unge. Det var virkelig mange mennesker. De har ikke egen læge her som i Danmark, så alle tager på hospitalet. Men hvad kan man sige, han opførte sig helt legendarisk. Han græd ikke på et eneste tidspunkt og fald i søvn i mine arme under den lange ventetid. Vi fik leget meget og det var en rigtig dejlig følelse at have lidt alene tid med ham. Han vågnede op inde i x-rayen og jeg jeg var sikker på at han ny ville græde, men nej han fandt det sjovt at vi var tre til at holde ham nede mens han sparkede i leg. Vi fik alle rynkendragter på og billederne blev taget efter et par forsøg. Men ærligt talt så er det jo ikke let at få en lille dreng til at holde fingrene strakt! Konklusionen af alt dette var at en operation.
Da vi kom tilbage til babyhjemmet gjorde jeg ham klar til sin middagslur, det var først da jeg rejste mig og gik han begyndte at græde. Og nu griner han helt vildt hver gang han ser mig og det bliver ubehageligt hårdt når jeg skal forlade dem alle.

Her har vi lille Issac som nu kan sidde helt selv!

(08-11-08) På hospitalet var der læger der friede til mig og politimænd i uniform har skam også friet. Det er meget underholdene. Specielt når de finder ud af at jeg "kun" er 19. De tror alle jeg er så gammel pga. min højde? Hernede kan man sige man er "kendt" på en halvnegativ måde. Det er ikke nogen hemmelighed at alle er besat af penge i dette land. Det er ikke meget twi jeg forstår, men pengebeløb kender jeg nu og overalt bliver der snakket om det. På gaden, i radioen og i tvet.
Men services for vi ikke rigtig noget af og de fleste prøver ihærdigt at få lokket penge ud af os. Specielt taxa’erne, hver gang aftaler vi en pris og når vi så stopper vil de have det dobbelte. I starten betalte jeg, men nu er jeg meget stædig. Sidst blev alle vagterne tilkaldt og alle sagde "Du er jo hvid, så giv ham nu bare det ekstra" No way, så det endte med jeg fik alle mine penge igen og jeg gik.
Oh og slangerne er ved at dukke mere og mere op. Forleden dag blev Hannahs værtsfar vækket midt om natten af deres nabo. Han var blevet bidt af en slange inde i sit eget hus og havde brug for et hurtigt lift til hospitalet. Argh! Og for tre uger siden var der en slange over mit vindue (har jeg fået fortalt, jeg var heldigvis på arbejde) og sidst jeg sad i en taxa som var godt fuld begyndte de andre at skrige. Vi bakkede, kørte frem, bakkede, kørte frem og så bakkede langt tilbage. Der lå der en kæmpe helt sort slange og bed ud efter taxaen. Han gav den gas og kørte over den en sidste gang. De forklarede mig at den havde langet ud efter vinduet på førersædet. Nu sørger jeg altid for at lukke vinduerne.
Og her forleden var det et helt ualmindeligt voldsomt tordenvejr. I en halv time var den lyn og torden på samme tid lige over hovederne på os. Jeg fik klar besked på at blive inden døre, mens min værtssøster måtte ud i køkkenet og hente maden. Jeg var gennemblødt efter min løbetur hjem fra babyhjemmet i regnvejret og havde taget mine hvide shorts på. Da hun kom igen havde hun ikke taget en ske med og jeg måtte derfor spise med hænderne. Vi fik kenkay med en omgang oliesovs.
For det første var det virkelig varmt, for det andet grinede alle af min teknik og for det tredje var der selvfølgelig hul i min skål (ja skål, så meget spiser vi) så jeg havde røde store palmoil pletter over alt på mine hvide shorts. Det var aftenens underholdning for familien og jeg måtte side ude på wc’et med regnvand og sæbe, men jeg fik det hele væk og de er igen hvide.
De tre andre danskere tager hjem før tid nu her i november, så jeg er den eneste "dansker" tilbage. Dette er meget underligt da en del ferieplaner ryger lige i vasken. Men jeg har det godt her og er utrolig heldig over at have Hannah ved min side. Uden hende havde denne tur ikke være så fornøjeligt og vi er lige nu ved at planlægge julen og nytåret. For at sidde alene juleaften er ikke lige det mest underholdende, må jeg sige. Jeg er ret sikker på at værtsfamilien ikke gør det store nummer ud af julen, så min plan er at sidde under et palmetræ på et lækkert beach-resort.
Lad mig slutte af med at sige at jeg var så utrolig mæt og fornøjet i går. En af Lous venner er i Ghana og medbragte os hver en omgang pombernikkelbrød og en dåse Fåborg leverpostej. Nu er situationen jo den at jeg ikke har noget køleskab, så hvis der først blev taget hul måtte det hele spises. Wow det smagte godt og 250 g pombernikelbrød og en dåse Fåborg leverpostej senere var jeg utrolig mæt. Men det var nok det bedste jeg har fået ind til videre. Her er der kun helt hvidt brød og intet pålæg hvilket er meget "hårdt". Haha så hvis der er nogle der har alt for meget Fåborg leverpostej og pombernikelbrød i huset, så er de mere end velkomne til at sende det. Jeg lover jeg vil nyde hver en bid. Haha
Og nu skal jeg mødes med de andre og så vil vi begive os hen mod internetcaféen og jeg håber det virker..

Og det gjorde det og nu har jeg lagt lidt billeder ind.. Foerst et af Melanie, Hannah og jeg i min stue..

Her ser i mine vaertsforaeldre der spiser aftensmad

Lidt kikset, men her kan i faa et indblik i at Ananas saesonen snar er godt i gang..

Her er den lille ny pige som er foedt alt for tidligt. Her er hun 40 dage gammel.

Endelig, efter mange forsoeg!

(14-10-2008) Der er sket ubeskriveligt mange ting siden jeg sidst har skrevet. Grunden til at jeg ikke har skrevet er for det første at word ikke ville virke på min computer, så det jeg havde skrevet tidligere er blevet slettet, for det andet har Internettet i byen ikke virket optimalt (dvs. efter Ghana standarts). Ja men endelig virker det og jeg håber jeg kan få lagt dette indlæg ind i morgen.

Jeg kan jo starte med at gøre forvirringen større og sige at jeg ikke flytter alligevel! Det bliver voldsomt svært at forklare, men jeg vil prøve og for at gøre en lang proces kortere: I weekenden mødtes jeg med Signe og Katrine for at få aftalt nærmere med flytningen. Jeg mødte op smilende og meget positiv. (Jeg er generelt blevet meget smilende og positiv over at være her i Ghana. Der er ingen tvivl om at jeg savner alt derhjemme meget og at jeg glæder mig til at komme hjem efter 6 lange måneder, men indtil den tid er gået er planen, at jeg vil nyde mit ophold fuldt ud.)
De var desværre knapt så begejstret for Ghana. Detaljerne vil jeg springe over, men for at gøre det kort ville det virke meget dumt at flytte fra Mampong, hvor jeg tros alt er meget glad for at være, (kontaktpersonen er ude af billedet) for at flytte til et sted der langt fra lyder lige så behageligt. De var meget meget forstående. De ville gerne vide hvad det var der kunne få mig til at være så glad her i Ghana. Dette spørgsmål har sat mine tanker i gang.
1. Det at der er forholdsvis mange obrunier (hvide mennesker) i byen er en kæmpe fordel og det har jeg netop indset. Vi bliver konstant råbt og skreget af når vi går på gaden, men kun i sjælende tilfælde revet fat i. Dette er desværre ikke tilfældet for de andre piger. Det at jeg også ofte går sammen med Hannah og Melanie går det hele meget lettere og tryggere. Det er hverdag for indbyggerne i Mampong at se obrunier og gør det til en mindre speciel oplevelse.
2. Vi har haft møde med de ansatte på babyhjemmet og fået en virkelig god dialog i gang. Det har gjort arbejdet på babyhjemmet meget lettere og hyggeligere. Vi kan nu få små ting indført og de er meget åbne over for nye vestlige idéer. En lille ting (som er en stor ting egentlig) er at vi har fået indført at børnene for drikkevand i løbet af dagen og ikke kun suttefalske.
3. At vi arbejder fra 8-11 og så igen fra 15-18 gør at dagene går hurtigt og at der hele tiden er noget at se til. Nogle af de andre projekter er fra 8-13 og så er der pludselig meget tid alene.
4. Jeg kommer bedre og bedre ud af det med min værtsfamilie. Vi for grint meget og jeg for vist dem noget korpssprog i verdensklasse, da moderen ikke er en haj til engelsk og jeg blander alle ord på twi håbløst forkert sammen.
5. Jeg har fået helt fantastiske venskaber her og det gør hverdagen lettere at få snakket tingene igennem med folk der går igennem det samme.
6. Jeg har mit værelse hvor jeg kan være alene og få tænkt ting igennem.
7. Dette er meget vigtigt – jeg ved hvor voldsomt godt jeg har det der hjemme og kan kun glæde mig til at komme hjem og nyde hvert sekund.
8. Jeg kunne blive ved men nu er jeg voldsom træt, klokken er jo også 21 (hvilket er meget sent da jeg hvert fald skal have mine 10 timers søvn) Men jeg er meget glad for at være her og er ved at finde mig godt tilrette. Hannah, Melanie og jeg er ved at stable nogle selvstændige projekter på benene i børnehjemmet som jeg forhåbentlig kan fremlægge næste gang.

(15-10-2008, meget tidligt morgen)
9. Børnene på babyhjemmet kender os nogenlunde nu og er ikke så stride mere. De første uger var en lang kamp med de ældre, men nu er det som om at de har prøvet os af og ved hvor vores grænser er. De helt ældste r blevet meget hjælpsomme hvis vi beder om hjælp. De har nu fundet ud af at de for meget mere opmærksomhed når de hjælper.
Vi snakkede sammen om at gøre en forskel os frivillige her på babyhjemmet. Og ingen af os er i tvivl om at vi gør en forskel, måske endda større end vi tror. Vi er blevet mere effektive, hvilket medfører at vi har mere tid til den enkelte.
Så eksempler fra hverdagen: I mandags da vi kom på arbejde var der kaos. Alle babyerne græd og alle hver og en havde tisset igennem bleen og gjort hele sengen våd. Det viste sig at en af de ansattes drenge var død i løbet af natten og forståeligt nok var altid op ned. Nå men det var kun Melanie, Hannah og jeg på arbejde da de andre var ude og rejse. Jeg gik en runde og stoppede ved hver seng for at sige godmorgen. Alle fik et smil på læben og lille Isaac grinede helt vildt. Det var som om at de var lettet over endelig at se os. I går var jeg halvsløj og måtte sætte mig over i hjørnet. En lille dreng KWAME var også sløj så han lå i mine arme og de andre syntes det var uhyggeligt hvor meget vi kunne ligne hinanden. Han smilede lidt til mig og nød endelig at kunne ligge i fred. Og min lille guldklump David flirter konstant. Godt nok er han 4 måneder og vokset til næsten dobbelt størrelse på den halvanden måned jeg har været der i, og det i sig selv er rigtig godt, for han var voldsomt lille. Men når ja, da jeg madede ham den anden dag ville han ikke tage øjnene fra mig. Dette så de ansatte og blev lidt misundelige tror jeg. De kom i så fald over og prøvede håbløst at få hans opmærksomhed, men han kiggede kun på mig med sit kæmpe charmesmil. Og jeg kan blive ved, jeg for så mange fantastiske sug i maven når jeg kan se hvor meget det betyder for dem at vi er her og kan give dem en masse øjenkontakt, krammere og kærlighed.

Nå men jeg kan lige nå at skrive kort om min hverdag udenfor babyhjemmet. Maden her nede er meget speciel. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget glad for mad, derfor at dette en underlig følelse. Det er nemlig første gang jeg spiser fordi jeg skal og ikke fordi jeg har lyst. Jeg er konstant sulten og det er lige meget om jeg har spist hele dagen eller ej. Selv om natten vågner jeg sulten og jeg spiser næsten mere her end jeg gjorde hjemme. Men jeg for intet kød (efter eget valg, jeg har set hvordan det bliver lavet) og kun en lille smugle fisk, resten er ren kulhydrater og olie. Hvis jeg er heldig er der lidt kål eller bønner i maden. For eksempel i går skulle vi have noget der var så slimet at det ikke kan beskrives ordentligt. Jeg prøvede at lukke øjnene og så spise, men det var umuligt. Men jeg er så heldig at jeg altid kan lave mig en omelet hvis alt andet går galt. Min krop skriger efter grøntsager og frugter, men det er ikke lige til at få fat i. til min store glæde starter ananas / vandmelon sæsonen snart..
Nå men i huset er de fleste flyttet ud og ingen af de rigtige børn bor her. Copy, den adopterede og Mensa, niecen er her stadig. Så er der også flyttet en gravid dame ind som venter på at føde (termin først i november og flyttede ind sidst i september). Mensa og jeg er begyndt at snakke godt, hun var ikke vild efter at jeg flyttede ind, men hun er nu begyndt at åbne sig.
Det var lidt sjovt for hun fortalte mig i går aftes hvordan de stoppede biler i USA, med tomlen opad, det havde hun lært i skolen. Ja det gør vi også i Europa. Det kunne hun slet ikke forholde sig til, for her vifter de jo bare med armen.
Jeg er også blevet rigtig god til at vaske tøj. Det er virkelig hårdt, men sjovt at prøve. Sidst lånte jeg et stort afrikansk lagen til at vikle rund om kroppen og så gik jeg ellers i krig med at vaske. Vi fik gæster og alle pegede og sagde African woman.
Nu må jeg til at runde af, men må lige kort nævne alle de forfærdlige smådyr her er. Jeg bliver bidt konstant, specielt balderne og brystet er udsat. Så de må kravle rund i min seng under mit nattøj. Den ene gang havde jeg små lilla plettet under huden på låret. Det forsvandt heldigvis, men så var hele venstre bryst lilla, det forsvandt og nu er venstre ribben fuldt med lilla pletter.. og det klør..
I går aftes da vi sad ude og strømmen selvfølgelig var gået og vi kun var oplyst af måned (hvilket var smukt), var der et eller andet dyr der hoppede op og stak mig lige på balden. Wow wow wow det var smertefuldt og senere da jeg lå i min seng sved det stadig. Oh det er en evig krig, lige meget hvor meget tøj man har på finder de altid en måde at stikke igennem på. Så jeg glæder mig til en dejlig ren seng når jeg kommer hjem..

Nu er det aften og dagens udflugt til Internet caféen var bestemt ingen succes. Jeg blev voldsomt kvalm og svimmel og blev så sendt med en taxa hjem. Nu har jeg det heldigvis bedre efter en lang middags lur og er allerede klar til at sove igen. J
Jeg er meget interesseret i familieforholdene her Ghana. Det er meget svært at få et ordentligt billede af det da det er forskellige erindringer fra person til person. Min værtsbror ringer fx kun til familien når han mangler penge. Hans forældre arbejdede hele tiden da han var lille og de besøgte ham kun en gang da han var på high school. Nu studerer han 6 timer væk og jeg var og besøgte ham med værtsdad, onkel, grandpa og min værtssøster Comfort, som vi skulle sætte af på sygeplejerskeskole. Nå tilbage til værtsbroren, hvorfor skulle han have tid til dem nu, når de ikke have tid til ham? Han forklarede at han have ingenting at snakke med dem om. Det var derimod tydeligt at min værtsøster ikke var begejstret over at skulle væk hjemme fra. Da vi skulle sige endeligt farvel skete der ingenting. De andre hoppede bare ind i bilen, hverken farvel eller noget. Det var meget underligt for mig for jeg så at hun var ked af det.. (alt dette bliver lige kortet ned, da jeg ville kunne skrige om det i timevis.)
Mensa snakkede jeg meget med i går og i dag. Hun savner sin rigtige mor meget og har ikke set hende i 8 måneder. (og jeg klager over 6 måneder). Hun sagde at hendes far ville komme i næste uge. Jeg blev glad på hendes vegne og spurgte om hun ikke var spændt. Nej det var hun ikke, hun kan ikke lide ham. Hvorfor ikke spurgte jeg? Fordi han tæsker mig og håner mig og han sendte mig her til. WOW. Jeg var ret chokket.
Jeg forklaret mit familie forhold og hun troede ikke på mig. At vi ikke blev slået? At forældrene hjælper til i huset? Osv. Hun var også nysgerrig med hensyn til skolesystemet. Hun var helt fascineret over at lærerne ikke måtte slå.
Og i dag spurgte hun om Danmark var et smukt land. Uh jeg blev helt sentimental og savner det danske vejr. Jeg forklarede efteråret hvor bladende falder ned, vinteren hvor sneen kommer, foråret hvor blomsterne atter kommer frem og varmen om sommeren. Derefter fortalte jeg om landskabet i Danmark og landskabet i smukke Norge. Det lød som paradis, mente hun.
Jeg håber at der er sne når jeg engang kommer hjem, selvom varmen er dejlig kan det godt mærkes at tørkeperioden er i gang. Det er næsten umuligt at gå midt på dagen og vi er så småt ved at være i skyggen hele tiden. Så nu forsvinder brunfarven igen.. Jeg er meget misundelig på at jeg ikke for set efterårets smukke farver.

(16-10-2008) Argh nu sidder jeg paa internet cafe’en og den vil selvfoelgelig ikke aabne siden.. Meget frustrerende. For jeg ville meget gerne opdatere min blog oftere end hvad jeg goer. Her sker jo saa mange ting at man umuligt kan faa skrevet det hele ned.
Det er helt forfaerdeligt naar ingen sider vil aabne og det er ubeskriveligt hvor meget jeg savner hurtigt og stabilt internet! Jeg ville gerne hvis muligt tjekke lidt nyheder en gang i mellem, men det er naesten umuligt og det er en underlig foelese at gaa rundt og ikke vide hvad der sker i verden!
Men jeg det er jo ogsaa en del af oplevelsen og maaske en god ting, for jeg indser hver dag hvor godt jeg har det derhjemme og siger til mig selv at jeg aldrig skal klage.. J

Sent om aftenen. Det blev en rigtig god dag efter Internet besøget. De engelske frivillige havde sidste arbejdsdag og vi besluttede alle at gå ud og spise. Hannah og jeg delte en hel ananas og det var godt. På baby hjemmet var der kommet en lille lille pige da vi kom igen. Hun er bare så lille, men stadig er hendes navle vokset helt sammen. Det er altid trist når der kommer en ny baby, da man hurtigt kan regne ud hvorfor de er kommet. Oh og hvis man ligger to og to sammen kan man hurtigt se at der er kommet tre nye babyer, men ingen nye senge. Dvs. at de ældste nu deler senge og sengene er ikke store. L
Oh og da de engelske skulle sige farvel kom der tårer frem i deres øjne. De har ”kun” været her i 5 uger og så kom tanken: du skal sige farvel efter 6 måneder. Oh og mine tårer kom frem på deres vegne, tænk at vide at det er sidste gang du ser disse guldklumper. Argh, men det er der heldigvis laang tid til og på den anden side så er 1/3 turen jo gået.
Da jeg kom hjem havde familie lavet dejligt mad til mig. Den 8. oktober, på Ian og min 3 års dag lavede jeg mad til hele familien. Jeg fik købt 2 dåser cocktailpølser, 1 dåse champignoner, 2 dåser majs, oregano og 1.5 kg pasta for 130 dkr. Nå men maden var en succes og blev sendt af sted for at købe pølser og champ igen, det gjorde jeg i weekenden og nu lavede de det med ris i dag. Oh det var skønt! Ingen fiske smag, ingen fiske ben og ingen chili.
Lige efter ringede farmor og farfar og det var rigtig dejligt at høre deres stemmer igen. <3 det gjorde mig ekstra glad.
Der efter gik strømmen igen og der var HELT mørkt. Det er nemlig overskyet så månen skinner ikke. Så jeg fandt min dejlige pande lampe frem. Jeg kan godt lide når strømmen er gået for så er der helt stille, ingen tv, ingen radio kun naturens lyde. Vi krøb ind på gulvet med et lille stearinlys og så begyndte jeg ellers at tegne. Jeg tegnede de 4 årstider for dem (Copy og Mensa). De så meget spændte på. Vi lavede vores egent efterår indenfor og det var virkelig hyggeligt. Jeg viste dem hvordan jeg tegnede blomster og Mensa skulle tegne efter.
Hun kunne slet ikke tegne, jeg spurgte om de ikke gjorde det da de var mindre i de små klasser eller noget. Nej slet ikke. Det var virkelig underligt, selv cirkler havde hun problemer med og hun havde ingen tegne fantasi. Så jeg tegnede ninja blæksprutte, en haj, et øje osv. til hende.. det var virkelig helt underligt at møde en der aldrig have tegnet. Men i så fald var det rigtig hyggeligt. Derefter tog jeg mit aften bad, i mørket med pandelampen i panden. Alle kakerlakkerne kommer frem i mørket og i badet er ingen undtagelse. Det værste var jeg tog mig selv i at smile og tænke: Så er jeg i det mindste ikke alene!
Men alt i alt falder jeg mere og mere til hver dag og er begyndt at være rigtig glad. Jeg er HELT frisk igen og det er dejligt J
Nu er der ikke mere strøm på computeren og den kan ikke lades op, så jeg vil hoppe tilbage ind i det STILLE mørke og nyde en lang nats søvn.

De foerste billeder!

Yes, endelig lykkes det og nu er de foerste billeder uploaded paa min blog.

Damen pa min hoejre side var helt vild efter at faa lov til at lege med mit haar! Jeg lover at det var smertefuldt og jeg er fast besluttet paa ikke at flette hele haaret.

Hun klagede dog over at mit haar var for langt og truer med at klippe det helt kort.
Ja, som i kan se er der meget at se til her paa boernehjemmet. Issac ligger ved min venstre side, Davis i skoeddet, yaa paa mine ben, Sheriff ligger akavet paa mine foedder og Emanuella paa siden..
Her staar Signe, Katrine og jeg ved et laekkert vandfald. Det var muligt at bade i det, men det var voldsomt glat.
Her sidder jeg med lille David. Han udvikler sig saa meget hver eneste dag og smiler og flirter med mig hver gang han ser mig. En rigtig guldklump!
Lidt kikset, men ja den lille nye dreng var vant til at sidde paa ryggen af sin mor og ville ikke stoppe med at graede. Saa jeg maatte ofre mig og saette ham paa ryggen. Nu er det naesten hverdag at have et lille barn paa ryggen. Det er lidt unaturligt, men det virkelr trygt nok.

De foerste 5 uger i Ghana

(16-09-2008) Tillykke dejlige mor <3
I går opdagede min værtsfamilie min bærbare computer. Så aftenen stod på billede show. Det var ret underholdende at vise billeder af familien og vennerne. Alle de ældre piger var HELT væk i André. Hende den ene – Mammi – er en lidt stor pige som elsker at danse. Hun kalder mig nu sister in low. Hun blev ved med at kyssede skærmen når André dukkede op. Sådan en stærk ung mand – hun savlede bogstaveligt. Så min storesøster måtte finde en anden i flokken. Jeg viste billeder fra Thailand og endte på et stort familiebillede af fam. Holst og fam Titlestad. Hun stod længe og grublede og så fald hendes finger på Esben, men hvis han var optaget ville hun gerne have hans bror - Hans. Jeg flækkede af grin og sagde at det var faderen. Hun blev flov men stod fast ved sin beslutning. De kunne sagtens se at André og far var far og søn og at mor og jeg var mor og datter. De var alle skræmte af Rolf Eriks enorme lange krop og han er så blevet lovet væk til lillesøsteren på 17. J det var meget underholdende.
Den mindste mand i huset er lidt af et mysterium. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor han boede med os. Ud over familien bor her nogle niecer og jeg spurgte om han var deres rigtige bror men det var han ikke. Hvor kommer han så fra? Jo hans onkel havde engang arbejdet for min værtsdad. Ret underligt og i dag fortalte den ene at faderen døde mens moren var gravid og hun døde for nogle år siden. Hårdt liv! Så nu bor han her. Han er meget sød men snakker slet ikke engelsk. Jeg satte ham på mit skød i sidste uge og nu følger han mig over alt. Han er 5 og meget nysgerrig. Jeg har lært nogle engelske ord bl.a. Mosquito og picture. Han for altid lidt af min myggestift på om aftenen og mine billeder er han helt vilde med. Han banker altid på om aftenen og kommer ind på mit værelse. Det første han gør, er at se på det dejlige billede jeg fik af Ians familie af Ian og jeg der lige er blevet studenter. Han smiler altid helt vildt. Derefter sidder han bare og iagttager mig. Han spiser nu sin havregrød på samme måde som mig og skifter position foran tv’et i takt med mig. Meget sødt!
Så er der også en lillebror (18 år) som arbejder lidt for familien. Han har aldrig gået i skole og kan derfor ikke snakke engelsk. Jeg har fået til mission at lære ham engelsk. Jeg har prøvet som gal at få ham med ud og løbe for tror snilt han kan løbe med mig. Og hver aften spørger jeg om han kommer i morgen kl. 6 så vi kan løbe. Yes okay siger han altid men har aldrig dukket op før i morges, men kl var godt nok 04.40 og han råbte ind gennem mit vindue. Jeg måtte pænt sende ham hjem igen, da det stadig var mørkt og stadig nat. Stakkels dreng - Hvornår mon han sover?

(18-09-2008) I går fik jeg en sms fra min kontakt person at hun nu var hjemme så der var møde ved hende 10 am. Lou spurgte så om det var i morgen? (ment som i dag) og ja det var det. Det var lidt træls for vi måtte gå mens vi badede babyerne, så de var kun 3 til at ordne alt og normalt er vi mindst 6 til det. Nå men vi gik hjem til hende og jeg sagde på vejen at det ville være for sjovt hvis hun ikke var der og HAHA sjovt – hun var ikke hjemme. Hun var smuttet til Kumazi i går aftes. Så der stod vi og følte os dumme. Hannah fik fat i hende og nej det var jo blevet udskudt til lørdag. Men hvor skulle vi vide det fra? Meget underligt..
Vi har også fået lidt problemer på babybørnehjemmet. Lederen vil have os til at arbejde 8 timer hver dag. Det er virkelig længe idet det er meget hårdt. De har helt glemt at vi er frivillige. Vi kommer for at yde en ekstra hjælp og ikke for at erstatte. Vi har først fri kl. 18, men det bliver tit senere og 18.25 er det helt mørkt og vi alle skal gå hjem. Og kl. 19 er jeg helt færdig. Jeg prøver virkelig at strække den til 20 før jeg går i seng og det er jo vildt tidligt..

(19-09-2008) Der er kommet to nye drenge på babyhjemmet. Den ene er ti måneder og den anden er omkring en måned. Han har intet navn endnu. Men der er ikke helt senge nok lige nu og nogle af de større må dele. Jeg håber ikke der bliver ved med at dukke nye op hver dag! Nu sidder jeg her på caféen med Melanie, Hannah og Karoline. Jeg er meget glad for alle de frivillige, de er alle virkelig søde.

(21-09-2008) Ja Internettet og strømmen gik + min computer var helt umulig, så der sad jeg i en time og 45 min og fik sendt én mail.
Vi havde møde med Kontaktpersonen i går og 2 andre fra AFS. Jeg er i chok. Der var allerede en akavet stemning mellem Iren og jeg og jeg bed tænderne godt sammen og gjorde alt for at være sød og høflig. Det gik okay, de nåede til et punkt kaldet: things we don´t like. Fedt tænkte jeg, for det er altid rart at vide hvad de ikke vil ha man skal gøre. De eneste han sagde var DANMARK. Jeg sad bare med åben mund i 20 sek. Og ventede på at de ville afsløre joken. Men det var i fulde alvor.
Jeg siger jer at dette har været de hårdeste 3 uger af mit liv. Jeg prøver på at få en forklaring men det er umuligt. Jeg har ondt i kæberne over at bide dem så hårdt sammen og jeg har en klump af vrede i maven. Aldrig i mit liv havde jeg troet at nogle kunne være så uforstående.

(26-09-2008) Uh ja, jeg fik konfronteret min nye kontaktperson om Danmark bemærkningen. Det var på ingen måde ment mod os og han beklagede. Det endte med at undskylde mange gange på Irens vegne og forklarede at ingen kunne lide hende? …
Nå men jeg har fået tilbudt et nyt projekt som skolelærer i en anden by. Hvis alt ting kan falde på plads vil jeg meget gerne have det projekt. Det indebærer dog en flytning og en ny familie, men jeg var indstillet på at skulle undervise hjemme fra og tror helt klar det ville være en udfordring uden lige. Jeg takkede pænt nej til lærer jobbet her i Mampong da det viste sig at jeg kun måtte undervise i computere og at jeg ikke ville kunne holde nogen rejse dage, men have en måneds ferie i december. Det andet projekt kan jeg angiveligt selv vælge fag og niveau.
Jeg har lige haft mine første syge dage. De startede onsdag morgen og jeg måtte gå hjem fra arbejde. Det føltes som om mit hoved vejede 25 kg. Da jeg kom hjem var hele familien der. ”Du er tidligt hjemme” sagde min værtsmor. ”Ja jeg er syg og har voldsomt hovedpine og øhh” ”Øhh hvad udbrød min værtsdad. ”Og Øhh feber” svarede jeg. ”Uh så er der nok en mulighed for at du er blevet stukket (malaria). Nej det er det ikke sagde jeg. Min værtsmor kom ind og mærkede min pande. Den brændte! Malaria sagde hun, nej svarede jeg. Jeg har jo ikke ond i ledene og mine arme og ben er stadig voldsomt stærke. Jeg har kun ondt i hoved. Hun gik ud og de diskuterede på twi, det eneste ord jeg forstod, var malaria. Så hun kom ind med malaria medicin. Jeg tog de 4 piller men det hjalp ikke rigtigt, jeg kogte stadig og oven i alt det var min mobil helt tom for taletid. Det hjalp bestemt ikke, så der lå ynkelige Therese med tåre løbende ned af kinden. Min værtsmor kom ind og var helt forvirret. Hvorfor græder du, mit hoved svarede jeg. Nej stop med at græde, hun ruskede mig lidt i armen. Her i Ghana græder voksne mennesker bestemt ikke og de kom alle ind for at se på mig. Til sidst fik jeg nogle painkillers og de hjalp voldsomt godt. Jeg fik lånt en sms og fik skrevet hjem til mor. Der gik halv anden time og så ringede telefonen. Det var så dejligt først snakkede jeg med Mor, så med far og så med Rolf Erik og det hjalp rigtig godt på hoved. Så ringede Ian senere og jeg følte mig næsten frisk. Næste morgen fik jeg kæmpet mig op og fik købt tale tid og så lå jeg ellers i sengen igen. Og fik min malaria medicin for anden dag i træk. Jeg fik skrevet med André og det var også rigtig dejligt. Jeg lå bare i min seng fordi kroppen var udmattet med følte mig ellers frisk i hoved, så jeg fik hørt en masse musik på min i-pod og læst en hel bog. Så nu har jeg ikke flere bøger tilbage. I morges havde jeg det meget bedre og da min søster var den eneste hjemme smuttede jeg på arbejde. Det gik fint nok, vi var mange så jeg kunne slappe lidt ekstra af. Da jeg kom hjem igen var min værtsmor hjemme. Var du på babybørnehjemmet? Ja svarede. Euh (det siger de hele tiden) Strong woman!
Jeg føler mig frisk i dag og har fået min sidste omgang medicin. Jeg er stadig ikke overbevist om at det var malaria, for jeg fik ikke taget nogen test, men det vigtigste er at jeg er frisk igen, så det er dejligt

(27-09-08) Nu er papirarbejdet igang vedroerende flytningen og saa haaber jeg det vil ske i den naermeste fremtid!

I mens jeg er paa

Nu virker det maaske som om alt er helt noget rod her nede og ja det er det jo egentlig ogsaa lige nu, men jeg maa sige at jeg har voldsomt meget tid for mig selv nu hvor Lou er rejst og faaet sin egen familie her i byen. Saa lad mig give et lille indblik i hvad jeg goer i min dejlige fritid. Jeg har allerede laest to boeger, og dem der kender mig ved jeg ikke er den stoerste bogorm. Jeg har faktisk kun laest en bog frivilligt i hele mit liv! Jeg har laest den lille prins som er et helt fantastisk eventyr som jeg fik af en rigtig god ven lige inden jeg rejste. Der udover har jeg laest Da Vinci Mysteriet som jeg fik af Ians familie. Den var rigtig god og den blev lyn hurtigt slugt. Jeg er allerede begyndt paa engle og daemoner som jeg fik af Ian og Lasse. Jeg havde ikke selv regnet med at jeg kunne laese saa hurtigt saa vi piger maa bytte boeger indbyrdes og evt maa jeg faa sendt nogle ned. Jeg har en stak derhjemme der staar klar. Deruder over for jeg skrevet meget dagbog, hvilket jeg aldrig har gjort foer. Det er lidt underholde at laese det fra de foerste par dage.. Min i-pod ved jeg ikk hvad jeg skulle goere uden. Jeg lytter til musik hver aften. Vibeke gav mig en masse dejligt musik som troester mig de daarlige aftener. Desuden hoerer jeg Norah Jones rigtig meget. det er lidt sjovt - vi hoerte det engang paa en familie tur til Norge i bilen. og minderne vaelter frem naar musikken spiller og det er virkelig betryggende. Jeg savner ogsaa Ian helt vildt ubeskriveligt meget og det er meget underligt ikke at se ham. Det haardt, men vi holder kontakten rigtig godt og jeg ved ogsaa at han har meget at se til hjemme med haandbolden og arbejdet. Jeg for taenkt meget paa min familie og hvor heldig jeg er!! - Og mine venner, jeg er hele vejen rundt. Og det troester mig rigtig meget at jeg ved hvor godt jeg har det hjemme og hvor godt jeg vil faa det naar jeg kommer hjem igen.. For dette er en rigtig laererig tur og det er meget spaendende det hele, men ogsaa haardt og det er tydeligt at man ikke er i nordens trygge rammer. Om morgenen loeber jeg sma turer. Jeg toer ikke loebe for langt vaek og jeg har endnu ikke fundet en der kan foelge med i mit tempo (overaskende nok). Men jeg bevaeger mig laengere og laengere vaek. Men soerger for de ved hvor jeg loeber hen. Men det er intet problem at loebe kl. 6 om morgenen. Der er fuld aktivitet paa gaderne og det er en anelse koldt. (dvs. hvis du ikke roerer dig er en t-shirt for koldt) Det kan ogsaa maerkes at toerke perioden er paa vej, naetterne bliver koldere og det groenne traenger ind. Det jeg vil frem til er vel at naar jeg taenker paa alle i familien og alle hjemme er jeg rigtig lykkelig og glad. Jeg har allerede fundet ud af hvor godt jeg har det! Nu glaeder jeg mig til at jeg kan komme ordenligt igang for jeg ved dette bliver en rejse for livet og jeg har taenkt mig at nyde det fuldt ud - og selvfoelgelig passe rigtig rigitg godt paa mig selv!

Puha!

PuhaLad mig starter med at blogsiden ikke vil aabne!! Meget frustrerende!

(12-09-2008) Ja, jeg havde jo skrevet den laengste blog her i tirsdags, men Internettet gik selvfoelgelig ned. Ret traels. De proevede at gemme det og da jeg kom igen igaar havde de ogsaa gemt siden, men ikke teksten.. Jeg kunne ikke overkomme at starte forfra saa jeg fik mig en lille snak med personalet.. Hvis jeg skriver bloggen hjemme fra saa vil de gerne laegge den ud for mig fra deres computer.. Saa nu ligger jeg her i min seng paa mit vaerelse og skriver paa min egen baerbare pc. Hvis dette lykkes saa vil jeg proeve at laegge nogle billeder ind naeste gang. Det ville jo vaere voldsomt tidsparende at kunne skrive her hjemme fra.
Sidste weekend var rigtig rigtig god. Vi 4 piger fra Dk og to fra tyskland moedes i Signes by. Det var en 4 timers tur i trotroen vestover. Lou og jeg troed bare det var en ren badeferie og havde pakket derefter. Men Signes kontaktperson havde lagt et fint program, saa jeg maatte ud og koebe nye loebesko, selvom jeg har de bedste med. Men okay det var soelle 30 kr.
Vi skulle ud og gaa den foerste dag. Naturen var helt fantastisk og det maa siges det ikke var en hel almindelig turist tur, hvilket passede mig helt fint. Vi gik fra den ene flagermus grotte til den anden, mens flagermusene blev stoerre og stoerre. Den sidste grotte vi gik ind i skulle vi gaa hele vejen igennem. Der var ingen vej uden om. Saa der stod vi 6 halvbange piger og kunne hoerre de gennemtraengende skrig fra flagermusene. Der var helt moerkt. Jeg hoppede snildt lige efter vores lille smidige guide. Grotten blev mindre og mindre og pludselig laa jeg paa alle fire. There is not room enough for me FOR HELVEDE! Raabte jeg mens flagermusene vrimlet over hoved paa mig og dem bag mig begyndte lidt at grine. Jeg saa bare avisoverskrifterne for mig: Bleg lang pige fastklemt i flagermus grotterne. Redningsfolkene ankom efter 48 timer.
Men jeg fik gravlet mig igennem, kravlet op af den gamle slidte stige, klatrede videre op i traeet og slynget mig videre hen paa klippen – På fast grund. Vi havde lige bestaaet en aeld gammel mandomsproeve og var nu officielt maend. Vi var alle meget stolte efter..

Vi skulle overnatte i en lille ”landsby” for handicappet boern (Hand in Hand), som var blevet grundlangt af et Hollands laegepar for 16 år siden. Dette gjorde mig lidt urolig, idet jeg virkelig havde brug for ro og det eneste indtryk jeg havde af saadanne steder var babyhomet. Saa jeg var sikker paa at der ville vaere en masse graad. Men jeg tog helt fejl. Dette var det mest idylliske sted jeg endnu har set i Ghana.. Der var glade, grinene boern da vi kom. Jeg kunne skrive flere sider om dette fantastiske sted, men jeg vil spare jer. Jeg vil dog sige at det hollandske par har kaempet deres kampe og nu faaet infoert eropaeisk tidsindstilling. Det vil sige at hver dag undtaget soendag havde et fast program, hvilket er meget vigtig efter min mening. Der var 50 handicappede der boede der og 20 var der om dagen, men selv havde et hjem. Alle boernene havde en vaertsmor/far og hver vaertsmor/far kunne max have 3 vaertsboern som de boede sammen med.
Men ja det var helt fantastisk at se og jeg var rigtig roert over at se hvor smiliende disse boern var.

(14-09-2008) Endnu en lang uge er gaaet og det er nu soendag. Jeg har lige vaeret i kirke og ja det er noget for sig selv. Alle lever sig virkelig ind i det og det er meget underligt for mig at se paa. Jeg skulle selvfoelgelig op og introducere mig selv. Argh! Praesterne ville snakke med mig efter og jeg syntes det er ret aergelig at de bruger saa meget energi paa en, naar alle de andre kommer trofast hver soendag. Jeg har ikke taenkt mig at deltage hver soendag maa jeg aerligt erkende.
Naa men ja.. Der har vaeret rigtig meegt rod med vores kontaktperson hele ugen. Lou har proevet at ringe hende op mange gange men hun har aldrig svaret. Saa i torsdags stod hun ude foran vores doer. Lou og jeg havde lige vaeret ude og spise og det var ret sent saa jeg skyndte mig ind for at faa min malaria pille. Da jeg kom ud igen 20 sekunder senere var hun vaek! Fint hun havde sagt i skulle holde moede fredag saa jeg lavede planer for hele loerdagen. Lou skulle moede sin nye vaertsfamilie og ville blive i Mampong saa vi tre andre piger moedes i Kumazi og ville holde en fridag. Sent fredag ringede hun til Lou at lou skulle moede hendes nye familie i morgen (loerdag) kl. 10. Det passede helt fint. Saa lige inden jeg skulle ud paa min foerste rejse alene ringede hun til Lou. Lou sagde derefter at hun nok troed at Iren (vores kontaktperson) ville have at jeg skulle ringe til hende. Det gjorde jeg men der var optaget. Saa jeg begav mig ud paa min foerste rejse alene. Turen derhen gik rigtig godt og jeg ventede saa kun i en time paa de andre. Det er ikke til at koordinere da der ingen tidsplaner er for busserne. Vi fandt et dejligt hotel og betalte 5 $ for at bruge poolen. Vi fik en rigtig burger der og senere spiste vi himmelsk pizza. Da jeg var paa vej hjem igen fik jeg en besked fra Hannah at iren var virkelig sur paa mig. Hun ville holde et moede kl 7 og jeg var ikke hjemme. Oehh taenkte jeg. Hvor skulle jeg vide det fra? Senere skrev Lou det samme. Og saa taenker jeg bare: er det ikke voldsomt underligt at hun ikke ringer til mig i steder for at ringe og klage til alle de andre? Jeg kan jo paa ingen maade forudse hendes planer og tanker. Nu har jeg proevet at ringe til hende mange gange men hun vil ikke tag den. I stedet for jeg sure sms’er om hvor sur og gal hun er paa mig. Det her goer mig selvfoelgelig virkelig ked af det. Men jeg forstaar igenting. Jeg har slet ikke snakket med hende og hun regner med jeg ved alle hendes planer. Hun sagde selv fredag og sent loerdag laver det om. Jeg haaber virkelig ikke at dette er Ghanesisk stil for saa er jeg lost. Jeg syntes det er saa daarlig stil at tro at alle nedlaegger sine planer for en. Hmm saa det irriterer mig meget, hvilket i sikker fornemmer.
For at goere det hele vaerre var der en mand der proevede at begaa selvmord lige foran mine oejne. Jeg sad alene paa bagsaedet med foederne slaenget op paa saedet. (De fleste var steget ud)
Jeg saa fremad og saa pludselig noget der hoppede ud foran bussen. Bussen undveg og jeg saa mig hurtigt tilbage. Der laa en mand og trillede rund paa vejen. Vi havde kun lige knapt undveget ham.
Jeg sad helt chokket i 20 sekunder og bare ventede paa en reaktion. INGENTING!
Folk trak lidt paa skuldrene og det var det! Jeg var helt i chok. Der sad jeg bagerst helt alene og tud broelede. Det var virkelig virkelig surrealistisk. Det vaerste var at ingen reagerede.
Oehm ja, jeg er lidt i chok, men ved at jeg er klar igen i morgen til en hverdag. Nu har jeg mit egent vaerelse og havde min foerste nat alene igaar og det var virkelig skoent. (udover chokket, saa var det dejligt at kunne ligge helt for sig selv. Det har jeg virkelig savnet)

(15-09-2008) Imorgen er det mors foedselsdag – MANGE GANGE TILLYKKE MOR!
Ja endnu en underlig dag er naesten faerdig. Min kontaktperson har skabt voldsomme problemmer igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. :S
Jeg haaber vi finder en loesning paa dette i weekenden ellers vil jeg proeve at flytte by. Hun har nu indblandet babyboernehjem lederen og jeg forstaar stadig igenting. Jeg er helt blank og vildt ked af det over at man kan behandle en person saadan. Ingen vil forklare mig hvad der sker. Og hun tager ikke telefonen. Og det er meget energi kraevende og dette er jo ikke lige frem det jeg havde taenk ved at rejse til Afrika. Og skolen begynder i morgen og der er ingen til at vise mig mit nye projekt. Men alle de frivillige arbejdende er alle ved min side og de er lige saa forvirret som jeg.
Men min kontakt person har tidligere haft en dansk pige boende som skred i protest og hun har ikke hoert fra hende siden. Og hun har sagt mange gange hvor sur hun er paa hende! Saa de andre er overbevist om at hendes vrede mod mig er rette mod hende. Det er helt vildt underligt!! Saa nu vil jeg gerne bare snakke med hende og faa det overstaaet!
For det gaar jo ikke hvis jeg ikke har en kontaktperson der ikke vil snakke med mig og intet projekt!
Men ud over det falder jeg bedre og bedre til ved min vaertsfamilie. De er meget soede, men stadig har vi hver sin kultur og det kan maerkes. Saa det er dejligt at kunne slappe af om aftenen.

3 dage paa et babyhjem.

Jeg vil lige starte dette indlaeg med at sige tusinde tak for de kommentarer i har skrevet. det er rigtig laekkert at laese dem! Jeg har ogsaa taget nogen af dem til mig.. Rolf Erik selvfoelgelig vil du altid vaere den bedste lillebror der findes <3 og Guri nu siger jeg Norge hvis nogle spoerg hvor jeg er fra, de bliver ogsaa saa skuffet naar Lou og jeg er fra det samme land!

Uh, ja saa er rjesen for alvor gaaet igang. Vi begyndte paa babyhjemmet i mandags. Det er voldtsomt haardt. Der er 36 skrigende babyer, som alle tisser og skider hele tiden. Og her har de ikke raad til rigtige bleer eller vaskemaskiner. Saad der er tis over alt paa gulvene, da tissen bare render igennem stofbleerne. og der sidder konstant to damer og vasker i haenderne.
Dagen starter med at vi moeder kl 8 hvor boernene er vaagnet. Vi er 5 piger, Lou, Hannah, Melani fra Tyskland og Katrine fra Irland. Vi tager os for de meste af de helt smaa. Foerst skal alle skiftes, og det er en lang procces, for de fleste naar at tisse igen og saa kan vi starte forfra. Derefter er det madings tid. Det er et vaere skrigerig da vi alle kun har to arme. Derefter skal alle bades, toerres, smoerres og i deres pyjamaser. Der er vi normalt faerdig omkring kl. 11. saa tager vi hjem og spiser og slapper af og saa er det tilbage igen kl. halv 3 og saa er det naesten det hele om igen. Der er vi normalt faerdige kl. 18. (meget traette og sultene)
Der er desvaerre ikke meget tid til leg med de smaa boern, da der er saa meget der skal goeres. Men lidt bliver der da leget. Der er to helt sma babyer som jeg var sikker paa var henholdsvis 1 og 3 maaneder, men de er 3 og 7 maaneder gamle. De var meget mindre da de var ankommet og havde ikke irgtig faaet noget ordenligt mad. Men de er slet ikke udviklet som de egentlig burde. Alle babyernes moede er doede og nogle af dem har en familie de kan vende hjem til naar de er omkring 5 aar, andre har ikke.
Det er virkelig larmende, det er ikke kun babyernes graad, men ogsaa de ansattes skrigen paa twi, derud over det har de ogsaa en radio til at skratte rigtigt hoejt og et tv koerende. Hvilket abselut ikke giver nogen mening. Men jeg har lagt maerke til at du ikke rigtig kan snakke med en Ghaneser i sit hjem uden at et tv eller en radio koerer paa fuld plus. Foerste dag da vi var hjemme ved vores kontaktperson var tvet saa hoejt at jeg naesten ikke kunne hoere hende. der var ingen der saa tvet det koerte bare og da jeg paent spurgte om vi ikke kunne slukke det blev der bare skruet en tand ned. Hos Hannahs vaertsfar skete naesten det samme. Vi sad i stuen da han kom ind. strakt taende han tvet skruede o og saa taende han for noget musik. Derefter begyndte han at snakke, men det der mest blev sagt var what??
og i morges kvart over 5 var der en der satte en forfaerdelig cd paa og skruede helt op. jeg stod op kl. 6 for at loebe en tur og det viste sig at alle boernene sov og der var ingen oppe - hvorfor saa saa hoej musik??

Ej der er voldtsomt mange ting man skal vende sig til hernede. blandt andet at der aldrig er ro.
Vi skal paa udflugt i weekeden alle os danskere og jeg glaeder mig meget. Jeg glaeder mig ogsaa til at babyhjemmet ikke virker saa uoverskueligt og til at skolen starter saa jeg kan komme i gang med mit rigtige projekt.
indtilvidere har det ikke vaeret muligt at laegge billeder ind, men naar jeg kan skal jeg nok laegge et par stykker ind. :)

Et moede med en hoevding

Vi (Lou, Hannah, Mr Amouh og jeg) har vaeret til en festival i denne weekend. Mr Amouh (min vaertsdad, men kan ikke lide at kalde ham det) ville ikke fortaelle os noget paa forhaand alt skal opleves! Det er lidt traels, for har bedt om nogle forhaandsregler i huset, men han vil ikke sige noget?? Det finder jeg meget besynderligt!
Naa jaa men vi rejste i fredags og stoppede i Kumasi ved hans foraeldre. vi fik god mad, dvs INGEN FISK i maden. alt hernede smager af lidt raadent fisk. De bruger fisk som ikke er paa koel i alt. Det skal jeg virkelig vaende mig til!. naa men der sov vi saa 3 piger i en 2 mand seng uden myggenet, saa vi havde alle faaet myggestik naeste morgen. Vi laa glemt men var alle glade og rene, mmm de havde nemlig loebende vand i huset. Saa vi fik et rigtig bad. Naa men naeste tidligt morgen begyndte vores rejse mod festivalen, 20 km foer Cape Coast. Daa vi endelig ankom gik vi over til Mr Amouhs ven. (Hoevdingens storebror). Der var meget moerkt og roeget i deres hus. de havde et indekoekken, men alt blev lavet paa baal. Ikke helt saa sundt! Naa men saa fik i en en og en halvmands seng til deling. HAHA nu kommer vi hinanden ved blev vi egninge om. Her var der igen intet loebende vand og vi badede alle i en spand.
Vi gik strakt hen til Statens Cheif (Hoevdingen). Vi var alle meget nervoese idet vi har hoert saa mange ting om et moede med en cheif. Der skulle vaere mange ritualer og andre finurligheder man skulle huske. Da vi kom ind i stuen sad der en mand paa en haevet stol, ved siden af paa en mindre stol sad hans storebror og tilsidst laengere nede hans talsmand. vi vidste at man ikke maatte snakke direkte til ham og ventede paa at talsmanden ville snakke. Men det gjorde han ikke, cheifen snakkede direkte til os og var meget venlig og afslappet. Han var traet fordi festivalen snart havde vaeret igang i en uge. Men han var virkelig soed og snakkede meget med os. Hans kone var fra Tyskland.
Naa men vi smuttede igen og festivalen var igang.. alle Cheiferne blev baaret i kanonlignende ting af 4 maend. der var ca 20 cheifer, men vores cheif var den med hoejst rang. Der var varmt, Pistolskyd, larmende folk, trommer og mennesker over alt! ikke lige min bedste coctail. Men det gik, det hele endte med at en ko skulle ofres. Det slap vi heldigvis for at se. Det er svaert at gaa rundt i gaderene her nede fordi alle vil snakke med os og roere ved os! Det kraever noget tilvending. Idag skulle vi hjem og ville lige sige farvel til cheifen. Han ville meget gerne have vores numre saa vi kunne komme igen og undervise ham i computere og internet. han var selv gaaet lidt igang med at undersoege det!

Mr Amouh har snakket om at faa internet i huset. Det haaber jeg virkelig han holder fast i, for saa kan jeg indsaette nogle billeder og saa slipper jeg for at sidde ivrigt paa internet cafeerne.
Jeg har desuden lovet mine aeldre vaertssoeskende at skrive paa computere, og ikke mindst at skrive e-mails. Saa det kan jeg jo proeve at laere dem paa et halvt aar.
Nu maa jeg smutte.

I morgen begynder jeg paa et babyboernehjem da skolerne stadig har ferie. Jeg ser virkelig frem til at have en struktureret hverdag!

Mampong - Ashanti

Nu er jeg endelig i min by, Mampong. Mandag aften ville vi endelig faa nogle infrmationer om vores vaertsfamilier. Det viste sig saa at Lou og jeg skulle bo sammen.. Det var jo ikke lige det vi havde forventet og blev begge ret skuffede, for det er ikke saa nemt at blive en del af en afrikansk familie naar man har en dansker ved sin side hele vejen! Men vi stod op tirsdag - tidligt tidligt. Vi fik besked paa at vi skulle vaere nede ved den foerste bus bakket og klar kl. 04.00 og hvis vi ikke var villen busse koere uden os, for den skulle koere os over til vores nye by paa slaget 04.30. Vi 6 personer som skulle op kl. 03.30 stod pakket og klar ved bussen kl. 4. Der var bussen, men ingen fra AFS. Vi ventede laenge og der kom han dumpende 20 min over 4 UDEN VAND! Saa jeg sendte ham paent ind igen. ingen kunne rigtig sige hvor laenge vi skulle koere i bus, men en hel dagen uden vand her i varmen er forfaerdeligt. Bussen stoppede og Katrine, signe og Anuska fra Tyskland steg ud. det gjorde Kweku ogsaa, vores AFS person. og bussen koerte os tre piger, Lou, Hanna (Tyskland) og mig videre. Og der stoppede han ved en lidt uhyygelig plads. Vi steg ud og det var stadig moerkt. Der var mange der allerede var oppe. De kloede meget paa os, nok mest fordi der sad tre hvide piger helt alene paa en baenk. Manden fra bussen lovede os at han ventede til bussen kom, saa han trippede lidt rund omkring. Jeg spurgte ham hvad tid bussen ville komme og han svarede bare - You know it is Ghanisien time! naa saa der sad vi og ventede. Sa blev kl 7 og bussen kom, der havde vi jo ogsaa kun ventet siden halv 5. vi satte os baggerst i bussen. men men men bussen koerer ikke foer den bliver fuldt. vi sad 3 paa et 4 mandsaede da vi ogsaa havde vores rygsaekke med. men nej nej der kom der en en familie paa 3 store voksne damer, en lille pige og en baby dreng. Jeg fik drengen paa skoedet og moderen satte sig i mellem os. saa der sad jeg med en baby. Han var meget varm, saa jeg sendte ham videre til Hanna som sad ved vinduet. Med det samme fik jeg den lille pige paa skoedet. hun var 7 og lidt tung.
Efter et stykke tid spurgte jeg hvor lang tid turen ville tage. Vi havde nemlig baade faaet budet 2 timer og 6 timer. hmm naah 3 timer sagde hun. Bussen var proppet og midt i det hele stod der en praest og praedikede. Hvilket instrument spiller du? spurgte han. oehh? jeg kan klappe svarede jeg og begynde lidt desperat at klappe. hele bussen begyndte at klappe og synge i takt. det var ret sjovt. Praesten hoppede af og der sad vi. Jeg laerte den lille pige at laese lidt og hun sagde at hun tog mig for at vaere min ven, men jeg var godt nok lys. hehe Hun faldt i soevn og mine ben og min numse har aldrig vaeret saaa oem i hele mit liv.. Hele turen tog 5 en halv time.

Neasten ikke mere tid igen paa min computer.

Men jaa nu har jeg faet en vaertsfamilie og de har haft 4 vaertsfolk foer. saa de virker meget fornuftige og ved en del om den vestlige stil. Jeg er meget svimmel for tiden og kan naesten intet spise til deres fustrationen. Der er voldtsom mange boern men de rejser alle snart for at gaa i skole. Der er intet vand i huset saa vi bader under en spand jeg ikke kan loefte. Haardt!
Jeg vil fortaelle meget mere naeste gang!

Foerstehaands indtrykkende

Nu er jeg endelig i Ghana.. Rejsen var lang igaar, men gik rigtig fint. Det var meget haardt at sige farvel, men jeg ved der venter sig et eventyr uden lige. Da vi ankom til Accra var vejret slet ikke saa voldsomt draebende som vi var blevet indstillet paa, men dog stadig varmt.
Da vi alle gik men vores tunge tunge kuffereter mod bussen kom der maend loebende bag fra og tog vores tasker - min foerst. Dette var selvfoelgelig vildt forvirrende og jeg maatte hurtig bremse ham, no no no no sagde jeg og yes yes yes var mit svar. "I am taking it to the bus". Fair nok taenkte jeg saa han loeb let de sidste 20 meter der manglede. Derefter stod de saa i koe til drikke penge. Og der stod vi kun meget hoeje dollars sedler og maatte blankt afvise dem.

Efter en 20 min koersel ende vi paa the Univerity of Ghana. Vi koerte ind og fortsatte ned langs en vej og der stoppede vi udenforan noget der lignede et forladt og ikke faerdig bygget bygning. Vi grinte alle lidt og taenkte god joke. men nej det var det ikke. Det viste sig dog hurtigt efter tre etagers kuffert baering at det er det indre der taeller. Vi 4 danskere kom paa varelse sammen og det var rigtig hyggeligt. Vi fik lidt ris med grillet kylling til aftensmad og det var rigtig godt.
Naa nu maa jeg hellere korte det hele ned hvis jeg skal naa det inden nette hopper fra.

Naeste morgen saa vi for foerste gang Ghana i solens straaler og vi markede for foerste gang deres indtryk af tid. Oehh hvad er tid?? Morgen mad skulle vi spise kl 8 og vi ville blive vaekket kl halv. Vi 4 dansker stod laenge og ventede ved vores moede sted og besluttede os derfor for at gaa mod morgenmaden. og paa den korte tur saa jeg noget helt fantastisk - et lille fireben, spurtende i panik over at se os. Og der foran den var det en lille rende paa lidt over en halv meter. Wow taenkte jeg den kan hoppe, men nej der er det jeg tog fejl det kan den ikke. det afsatte godt nok optemistisk men KLASK den floej lige ind i vaeggen. Men modigt rejse den sig op som om ingen havde set det og kravlede op og loeb videre. helt fantastisk. Selv om du vaelter, rejser man sig op og gaar videre! Naa lille side spring, men det endte med at vi fik mad kl halv ti.

Vi har brugt hele dagen paa at vente og skifte hotel saa nu bor vi 6 piger paa et rum.
Og vi har vaeret ude og bade ved kysten - helt magisk.

Nu maa jeg kort runde af - og kan sige ja jeg ved ikke hvornaar der igen er internet.
i morgen skal vi i kirke og laere et stammesprog.
Paa tirsdag skal vi ud til vores vaertsfamilier, som jeg stadig intet ved om. Saa det bliver spaendende. Men jeg kan kun sige at jeg glaeder mig!

Dagen før dagen

21-08-2008
Jeg ved at dette er i sidste øjeblik, men sådan går det jo nu engang. Men endelig lykkes det og nu har jeg fået oprettet et rejse-blog som vil beskrive mit fremtidige eventyr til Ghana.
Ind til videre har jeg kun fået tildelt et projekt, men ved intet om værtsfamilie eller lignende, så regner med at tage det hele som det kommer.
Jeg skal være skolelære på St. Monicas Secondary School, som ligger i Mampong –Ashanti.

Jeg ser frem til min store rejse og håber på at min familie og mine venner en gang i mellem vil logge ind på min blog og se hvordan jeg har det.

I morgen skal Ian, Mor og jeg med toget 5.56 og derefter har jeg en lang tur foran mig.
Flyet går fra Kastrup til London Heathrow kl. 10.55 og derefter fra London til Accra, Ghana kl 14.15 hvor vi lander kl. 20.10. Vi er 4 danske piger der skal rejse sammen, men alle har hvert sit projekt og hver sin familie.