Vi (Lou, Hannah, Mr Amouh og jeg) har vaeret til en festival i denne weekend. Mr Amouh (min vaertsdad, men kan ikke lide at kalde ham det) ville ikke fortaelle os noget paa forhaand alt skal opleves! Det er lidt traels, for har bedt om nogle forhaandsregler i huset, men han vil ikke sige noget?? Det finder jeg meget besynderligt!
Naa jaa men vi rejste i fredags og stoppede i Kumasi ved hans foraeldre. vi fik god mad, dvs INGEN FISK i maden. alt hernede smager af lidt raadent fisk. De bruger fisk som ikke er paa koel i alt. Det skal jeg virkelig vaende mig til!. naa men der sov vi saa 3 piger i en 2 mand seng uden myggenet, saa vi havde alle faaet myggestik naeste morgen. Vi laa glemt men var alle glade og rene, mmm de havde nemlig loebende vand i huset. Saa vi fik et rigtig bad. Naa men naeste tidligt morgen begyndte vores rejse mod festivalen, 20 km foer Cape Coast. Daa vi endelig ankom gik vi over til Mr Amouhs ven. (Hoevdingens storebror). Der var meget moerkt og roeget i deres hus. de havde et indekoekken, men alt blev lavet paa baal. Ikke helt saa sundt! Naa men saa fik i en en og en halvmands seng til deling. HAHA nu kommer vi hinanden ved blev vi egninge om. Her var der igen intet loebende vand og vi badede alle i en spand.
Vi gik strakt hen til Statens Cheif (Hoevdingen). Vi var alle meget nervoese idet vi har hoert saa mange ting om et moede med en cheif. Der skulle vaere mange ritualer og andre finurligheder man skulle huske. Da vi kom ind i stuen sad der en mand paa en haevet stol, ved siden af paa en mindre stol sad hans storebror og tilsidst laengere nede hans talsmand. vi vidste at man ikke maatte snakke direkte til ham og ventede paa at talsmanden ville snakke. Men det gjorde han ikke, cheifen snakkede direkte til os og var meget venlig og afslappet. Han var traet fordi festivalen snart havde vaeret igang i en uge. Men han var virkelig soed og snakkede meget med os. Hans kone var fra Tyskland.
Naa men vi smuttede igen og festivalen var igang.. alle Cheiferne blev baaret i kanonlignende ting af 4 maend. der var ca 20 cheifer, men vores cheif var den med hoejst rang. Der var varmt, Pistolskyd, larmende folk, trommer og mennesker over alt! ikke lige min bedste coctail. Men det gik, det hele endte med at en ko skulle ofres. Det slap vi heldigvis for at se. Det er svaert at gaa rundt i gaderene her nede fordi alle vil snakke med os og roere ved os! Det kraever noget tilvending. Idag skulle vi hjem og ville lige sige farvel til cheifen. Han ville meget gerne have vores numre saa vi kunne komme igen og undervise ham i computere og internet. han var selv gaaet lidt igang med at undersoege det!
Mr Amouh har snakket om at faa internet i huset. Det haaber jeg virkelig han holder fast i, for saa kan jeg indsaette nogle billeder og saa slipper jeg for at sidde ivrigt paa internet cafeerne.
Jeg har desuden lovet mine aeldre vaertssoeskende at skrive paa computere, og ikke mindst at skrive e-mails. Saa det kan jeg jo proeve at laere dem paa et halvt aar.
Nu maa jeg smutte.
I morgen begynder jeg paa et babyboernehjem da skolerne stadig har ferie. Jeg ser virkelig frem til at have en struktureret hverdag!
søndag den 31. august 2008
onsdag den 27. august 2008
Mampong - Ashanti
Nu er jeg endelig i min by, Mampong. Mandag aften ville vi endelig faa nogle infrmationer om vores vaertsfamilier. Det viste sig saa at Lou og jeg skulle bo sammen.. Det var jo ikke lige det vi havde forventet og blev begge ret skuffede, for det er ikke saa nemt at blive en del af en afrikansk familie naar man har en dansker ved sin side hele vejen! Men vi stod op tirsdag - tidligt tidligt. Vi fik besked paa at vi skulle vaere nede ved den foerste bus bakket og klar kl. 04.00 og hvis vi ikke var villen busse koere uden os, for den skulle koere os over til vores nye by paa slaget 04.30. Vi 6 personer som skulle op kl. 03.30 stod pakket og klar ved bussen kl. 4. Der var bussen, men ingen fra AFS. Vi ventede laenge og der kom han dumpende 20 min over 4 UDEN VAND! Saa jeg sendte ham paent ind igen. ingen kunne rigtig sige hvor laenge vi skulle koere i bus, men en hel dagen uden vand her i varmen er forfaerdeligt. Bussen stoppede og Katrine, signe og Anuska fra Tyskland steg ud. det gjorde Kweku ogsaa, vores AFS person. og bussen koerte os tre piger, Lou, Hanna (Tyskland) og mig videre. Og der stoppede han ved en lidt uhyygelig plads. Vi steg ud og det var stadig moerkt. Der var mange der allerede var oppe. De kloede meget paa os, nok mest fordi der sad tre hvide piger helt alene paa en baenk. Manden fra bussen lovede os at han ventede til bussen kom, saa han trippede lidt rund omkring. Jeg spurgte ham hvad tid bussen ville komme og han svarede bare - You know it is Ghanisien time! naa saa der sad vi og ventede. Sa blev kl 7 og bussen kom, der havde vi jo ogsaa kun ventet siden halv 5. vi satte os baggerst i bussen. men men men bussen koerer ikke foer den bliver fuldt. vi sad 3 paa et 4 mandsaede da vi ogsaa havde vores rygsaekke med. men nej nej der kom der en en familie paa 3 store voksne damer, en lille pige og en baby dreng. Jeg fik drengen paa skoedet og moderen satte sig i mellem os. saa der sad jeg med en baby. Han var meget varm, saa jeg sendte ham videre til Hanna som sad ved vinduet. Med det samme fik jeg den lille pige paa skoedet. hun var 7 og lidt tung.
Efter et stykke tid spurgte jeg hvor lang tid turen ville tage. Vi havde nemlig baade faaet budet 2 timer og 6 timer. hmm naah 3 timer sagde hun. Bussen var proppet og midt i det hele stod der en praest og praedikede. Hvilket instrument spiller du? spurgte han. oehh? jeg kan klappe svarede jeg og begynde lidt desperat at klappe. hele bussen begyndte at klappe og synge i takt. det var ret sjovt. Praesten hoppede af og der sad vi. Jeg laerte den lille pige at laese lidt og hun sagde at hun tog mig for at vaere min ven, men jeg var godt nok lys. hehe Hun faldt i soevn og mine ben og min numse har aldrig vaeret saaa oem i hele mit liv.. Hele turen tog 5 en halv time.
Neasten ikke mere tid igen paa min computer.
Men jaa nu har jeg faet en vaertsfamilie og de har haft 4 vaertsfolk foer. saa de virker meget fornuftige og ved en del om den vestlige stil. Jeg er meget svimmel for tiden og kan naesten intet spise til deres fustrationen. Der er voldtsom mange boern men de rejser alle snart for at gaa i skole. Der er intet vand i huset saa vi bader under en spand jeg ikke kan loefte. Haardt!
Jeg vil fortaelle meget mere naeste gang!
Efter et stykke tid spurgte jeg hvor lang tid turen ville tage. Vi havde nemlig baade faaet budet 2 timer og 6 timer. hmm naah 3 timer sagde hun. Bussen var proppet og midt i det hele stod der en praest og praedikede. Hvilket instrument spiller du? spurgte han. oehh? jeg kan klappe svarede jeg og begynde lidt desperat at klappe. hele bussen begyndte at klappe og synge i takt. det var ret sjovt. Praesten hoppede af og der sad vi. Jeg laerte den lille pige at laese lidt og hun sagde at hun tog mig for at vaere min ven, men jeg var godt nok lys. hehe Hun faldt i soevn og mine ben og min numse har aldrig vaeret saaa oem i hele mit liv.. Hele turen tog 5 en halv time.
Neasten ikke mere tid igen paa min computer.
Men jaa nu har jeg faet en vaertsfamilie og de har haft 4 vaertsfolk foer. saa de virker meget fornuftige og ved en del om den vestlige stil. Jeg er meget svimmel for tiden og kan naesten intet spise til deres fustrationen. Der er voldtsom mange boern men de rejser alle snart for at gaa i skole. Der er intet vand i huset saa vi bader under en spand jeg ikke kan loefte. Haardt!
Jeg vil fortaelle meget mere naeste gang!
lørdag den 23. august 2008
Foerstehaands indtrykkende
Nu er jeg endelig i Ghana.. Rejsen var lang igaar, men gik rigtig fint. Det var meget haardt at sige farvel, men jeg ved der venter sig et eventyr uden lige. Da vi ankom til Accra var vejret slet ikke saa voldsomt draebende som vi var blevet indstillet paa, men dog stadig varmt.
Da vi alle gik men vores tunge tunge kuffereter mod bussen kom der maend loebende bag fra og tog vores tasker - min foerst. Dette var selvfoelgelig vildt forvirrende og jeg maatte hurtig bremse ham, no no no no sagde jeg og yes yes yes var mit svar. "I am taking it to the bus". Fair nok taenkte jeg saa han loeb let de sidste 20 meter der manglede. Derefter stod de saa i koe til drikke penge. Og der stod vi kun meget hoeje dollars sedler og maatte blankt afvise dem.
Efter en 20 min koersel ende vi paa the Univerity of Ghana. Vi koerte ind og fortsatte ned langs en vej og der stoppede vi udenforan noget der lignede et forladt og ikke faerdig bygget bygning. Vi grinte alle lidt og taenkte god joke. men nej det var det ikke. Det viste sig dog hurtigt efter tre etagers kuffert baering at det er det indre der taeller. Vi 4 danskere kom paa varelse sammen og det var rigtig hyggeligt. Vi fik lidt ris med grillet kylling til aftensmad og det var rigtig godt.
Naa nu maa jeg hellere korte det hele ned hvis jeg skal naa det inden nette hopper fra.
Naeste morgen saa vi for foerste gang Ghana i solens straaler og vi markede for foerste gang deres indtryk af tid. Oehh hvad er tid?? Morgen mad skulle vi spise kl 8 og vi ville blive vaekket kl halv. Vi 4 dansker stod laenge og ventede ved vores moede sted og besluttede os derfor for at gaa mod morgenmaden. og paa den korte tur saa jeg noget helt fantastisk - et lille fireben, spurtende i panik over at se os. Og der foran den var det en lille rende paa lidt over en halv meter. Wow taenkte jeg den kan hoppe, men nej der er det jeg tog fejl det kan den ikke. det afsatte godt nok optemistisk men KLASK den floej lige ind i vaeggen. Men modigt rejse den sig op som om ingen havde set det og kravlede op og loeb videre. helt fantastisk. Selv om du vaelter, rejser man sig op og gaar videre! Naa lille side spring, men det endte med at vi fik mad kl halv ti.
Vi har brugt hele dagen paa at vente og skifte hotel saa nu bor vi 6 piger paa et rum.
Og vi har vaeret ude og bade ved kysten - helt magisk.
Nu maa jeg kort runde af - og kan sige ja jeg ved ikke hvornaar der igen er internet.
i morgen skal vi i kirke og laere et stammesprog.
Paa tirsdag skal vi ud til vores vaertsfamilier, som jeg stadig intet ved om. Saa det bliver spaendende. Men jeg kan kun sige at jeg glaeder mig!
Da vi alle gik men vores tunge tunge kuffereter mod bussen kom der maend loebende bag fra og tog vores tasker - min foerst. Dette var selvfoelgelig vildt forvirrende og jeg maatte hurtig bremse ham, no no no no sagde jeg og yes yes yes var mit svar. "I am taking it to the bus". Fair nok taenkte jeg saa han loeb let de sidste 20 meter der manglede. Derefter stod de saa i koe til drikke penge. Og der stod vi kun meget hoeje dollars sedler og maatte blankt afvise dem.
Efter en 20 min koersel ende vi paa the Univerity of Ghana. Vi koerte ind og fortsatte ned langs en vej og der stoppede vi udenforan noget der lignede et forladt og ikke faerdig bygget bygning. Vi grinte alle lidt og taenkte god joke. men nej det var det ikke. Det viste sig dog hurtigt efter tre etagers kuffert baering at det er det indre der taeller. Vi 4 danskere kom paa varelse sammen og det var rigtig hyggeligt. Vi fik lidt ris med grillet kylling til aftensmad og det var rigtig godt.
Naa nu maa jeg hellere korte det hele ned hvis jeg skal naa det inden nette hopper fra.
Naeste morgen saa vi for foerste gang Ghana i solens straaler og vi markede for foerste gang deres indtryk af tid. Oehh hvad er tid?? Morgen mad skulle vi spise kl 8 og vi ville blive vaekket kl halv. Vi 4 dansker stod laenge og ventede ved vores moede sted og besluttede os derfor for at gaa mod morgenmaden. og paa den korte tur saa jeg noget helt fantastisk - et lille fireben, spurtende i panik over at se os. Og der foran den var det en lille rende paa lidt over en halv meter. Wow taenkte jeg den kan hoppe, men nej der er det jeg tog fejl det kan den ikke. det afsatte godt nok optemistisk men KLASK den floej lige ind i vaeggen. Men modigt rejse den sig op som om ingen havde set det og kravlede op og loeb videre. helt fantastisk. Selv om du vaelter, rejser man sig op og gaar videre! Naa lille side spring, men det endte med at vi fik mad kl halv ti.
Vi har brugt hele dagen paa at vente og skifte hotel saa nu bor vi 6 piger paa et rum.
Og vi har vaeret ude og bade ved kysten - helt magisk.
Nu maa jeg kort runde af - og kan sige ja jeg ved ikke hvornaar der igen er internet.
i morgen skal vi i kirke og laere et stammesprog.
Paa tirsdag skal vi ud til vores vaertsfamilier, som jeg stadig intet ved om. Saa det bliver spaendende. Men jeg kan kun sige at jeg glaeder mig!
torsdag den 21. august 2008
Dagen før dagen
21-08-2008
Jeg ved at dette er i sidste øjeblik, men sådan går det jo nu engang. Men endelig lykkes det og nu har jeg fået oprettet et rejse-blog som vil beskrive mit fremtidige eventyr til Ghana.
Ind til videre har jeg kun fået tildelt et projekt, men ved intet om værtsfamilie eller lignende, så regner med at tage det hele som det kommer.
Jeg skal være skolelære på St. Monicas Secondary School, som ligger i Mampong –Ashanti.
Jeg ser frem til min store rejse og håber på at min familie og mine venner en gang i mellem vil logge ind på min blog og se hvordan jeg har det.
I morgen skal Ian, Mor og jeg med toget 5.56 og derefter har jeg en lang tur foran mig.
Flyet går fra Kastrup til London Heathrow kl. 10.55 og derefter fra London til Accra, Ghana kl 14.15 hvor vi lander kl. 20.10. Vi er 4 danske piger der skal rejse sammen, men alle har hvert sit projekt og hver sin familie.
Jeg ved at dette er i sidste øjeblik, men sådan går det jo nu engang. Men endelig lykkes det og nu har jeg fået oprettet et rejse-blog som vil beskrive mit fremtidige eventyr til Ghana.
Ind til videre har jeg kun fået tildelt et projekt, men ved intet om værtsfamilie eller lignende, så regner med at tage det hele som det kommer.
Jeg skal være skolelære på St. Monicas Secondary School, som ligger i Mampong –Ashanti.
Jeg ser frem til min store rejse og håber på at min familie og mine venner en gang i mellem vil logge ind på min blog og se hvordan jeg har det.
I morgen skal Ian, Mor og jeg med toget 5.56 og derefter har jeg en lang tur foran mig.
Flyet går fra Kastrup til London Heathrow kl. 10.55 og derefter fra London til Accra, Ghana kl 14.15 hvor vi lander kl. 20.10. Vi er 4 danske piger der skal rejse sammen, men alle har hvert sit projekt og hver sin familie.
Abonner på:
Opslag (Atom)