De foerste billeder!

Yes, endelig lykkes det og nu er de foerste billeder uploaded paa min blog.

Damen pa min hoejre side var helt vild efter at faa lov til at lege med mit haar! Jeg lover at det var smertefuldt og jeg er fast besluttet paa ikke at flette hele haaret.

Hun klagede dog over at mit haar var for langt og truer med at klippe det helt kort.
Ja, som i kan se er der meget at se til her paa boernehjemmet. Issac ligger ved min venstre side, Davis i skoeddet, yaa paa mine ben, Sheriff ligger akavet paa mine foedder og Emanuella paa siden..
Her staar Signe, Katrine og jeg ved et laekkert vandfald. Det var muligt at bade i det, men det var voldsomt glat.
Her sidder jeg med lille David. Han udvikler sig saa meget hver eneste dag og smiler og flirter med mig hver gang han ser mig. En rigtig guldklump!
Lidt kikset, men ja den lille nye dreng var vant til at sidde paa ryggen af sin mor og ville ikke stoppe med at graede. Saa jeg maatte ofre mig og saette ham paa ryggen. Nu er det naesten hverdag at have et lille barn paa ryggen. Det er lidt unaturligt, men det virkelr trygt nok.

De foerste 5 uger i Ghana

(16-09-2008) Tillykke dejlige mor <3
I går opdagede min værtsfamilie min bærbare computer. Så aftenen stod på billede show. Det var ret underholdende at vise billeder af familien og vennerne. Alle de ældre piger var HELT væk i André. Hende den ene – Mammi – er en lidt stor pige som elsker at danse. Hun kalder mig nu sister in low. Hun blev ved med at kyssede skærmen når André dukkede op. Sådan en stærk ung mand – hun savlede bogstaveligt. Så min storesøster måtte finde en anden i flokken. Jeg viste billeder fra Thailand og endte på et stort familiebillede af fam. Holst og fam Titlestad. Hun stod længe og grublede og så fald hendes finger på Esben, men hvis han var optaget ville hun gerne have hans bror - Hans. Jeg flækkede af grin og sagde at det var faderen. Hun blev flov men stod fast ved sin beslutning. De kunne sagtens se at André og far var far og søn og at mor og jeg var mor og datter. De var alle skræmte af Rolf Eriks enorme lange krop og han er så blevet lovet væk til lillesøsteren på 17. J det var meget underholdende.
Den mindste mand i huset er lidt af et mysterium. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor han boede med os. Ud over familien bor her nogle niecer og jeg spurgte om han var deres rigtige bror men det var han ikke. Hvor kommer han så fra? Jo hans onkel havde engang arbejdet for min værtsdad. Ret underligt og i dag fortalte den ene at faderen døde mens moren var gravid og hun døde for nogle år siden. Hårdt liv! Så nu bor han her. Han er meget sød men snakker slet ikke engelsk. Jeg satte ham på mit skød i sidste uge og nu følger han mig over alt. Han er 5 og meget nysgerrig. Jeg har lært nogle engelske ord bl.a. Mosquito og picture. Han for altid lidt af min myggestift på om aftenen og mine billeder er han helt vilde med. Han banker altid på om aftenen og kommer ind på mit værelse. Det første han gør, er at se på det dejlige billede jeg fik af Ians familie af Ian og jeg der lige er blevet studenter. Han smiler altid helt vildt. Derefter sidder han bare og iagttager mig. Han spiser nu sin havregrød på samme måde som mig og skifter position foran tv’et i takt med mig. Meget sødt!
Så er der også en lillebror (18 år) som arbejder lidt for familien. Han har aldrig gået i skole og kan derfor ikke snakke engelsk. Jeg har fået til mission at lære ham engelsk. Jeg har prøvet som gal at få ham med ud og løbe for tror snilt han kan løbe med mig. Og hver aften spørger jeg om han kommer i morgen kl. 6 så vi kan løbe. Yes okay siger han altid men har aldrig dukket op før i morges, men kl var godt nok 04.40 og han råbte ind gennem mit vindue. Jeg måtte pænt sende ham hjem igen, da det stadig var mørkt og stadig nat. Stakkels dreng - Hvornår mon han sover?

(18-09-2008) I går fik jeg en sms fra min kontakt person at hun nu var hjemme så der var møde ved hende 10 am. Lou spurgte så om det var i morgen? (ment som i dag) og ja det var det. Det var lidt træls for vi måtte gå mens vi badede babyerne, så de var kun 3 til at ordne alt og normalt er vi mindst 6 til det. Nå men vi gik hjem til hende og jeg sagde på vejen at det ville være for sjovt hvis hun ikke var der og HAHA sjovt – hun var ikke hjemme. Hun var smuttet til Kumazi i går aftes. Så der stod vi og følte os dumme. Hannah fik fat i hende og nej det var jo blevet udskudt til lørdag. Men hvor skulle vi vide det fra? Meget underligt..
Vi har også fået lidt problemer på babybørnehjemmet. Lederen vil have os til at arbejde 8 timer hver dag. Det er virkelig længe idet det er meget hårdt. De har helt glemt at vi er frivillige. Vi kommer for at yde en ekstra hjælp og ikke for at erstatte. Vi har først fri kl. 18, men det bliver tit senere og 18.25 er det helt mørkt og vi alle skal gå hjem. Og kl. 19 er jeg helt færdig. Jeg prøver virkelig at strække den til 20 før jeg går i seng og det er jo vildt tidligt..

(19-09-2008) Der er kommet to nye drenge på babyhjemmet. Den ene er ti måneder og den anden er omkring en måned. Han har intet navn endnu. Men der er ikke helt senge nok lige nu og nogle af de større må dele. Jeg håber ikke der bliver ved med at dukke nye op hver dag! Nu sidder jeg her på caféen med Melanie, Hannah og Karoline. Jeg er meget glad for alle de frivillige, de er alle virkelig søde.

(21-09-2008) Ja Internettet og strømmen gik + min computer var helt umulig, så der sad jeg i en time og 45 min og fik sendt én mail.
Vi havde møde med Kontaktpersonen i går og 2 andre fra AFS. Jeg er i chok. Der var allerede en akavet stemning mellem Iren og jeg og jeg bed tænderne godt sammen og gjorde alt for at være sød og høflig. Det gik okay, de nåede til et punkt kaldet: things we don´t like. Fedt tænkte jeg, for det er altid rart at vide hvad de ikke vil ha man skal gøre. De eneste han sagde var DANMARK. Jeg sad bare med åben mund i 20 sek. Og ventede på at de ville afsløre joken. Men det var i fulde alvor.
Jeg siger jer at dette har været de hårdeste 3 uger af mit liv. Jeg prøver på at få en forklaring men det er umuligt. Jeg har ondt i kæberne over at bide dem så hårdt sammen og jeg har en klump af vrede i maven. Aldrig i mit liv havde jeg troet at nogle kunne være så uforstående.

(26-09-2008) Uh ja, jeg fik konfronteret min nye kontaktperson om Danmark bemærkningen. Det var på ingen måde ment mod os og han beklagede. Det endte med at undskylde mange gange på Irens vegne og forklarede at ingen kunne lide hende? …
Nå men jeg har fået tilbudt et nyt projekt som skolelærer i en anden by. Hvis alt ting kan falde på plads vil jeg meget gerne have det projekt. Det indebærer dog en flytning og en ny familie, men jeg var indstillet på at skulle undervise hjemme fra og tror helt klar det ville være en udfordring uden lige. Jeg takkede pænt nej til lærer jobbet her i Mampong da det viste sig at jeg kun måtte undervise i computere og at jeg ikke ville kunne holde nogen rejse dage, men have en måneds ferie i december. Det andet projekt kan jeg angiveligt selv vælge fag og niveau.
Jeg har lige haft mine første syge dage. De startede onsdag morgen og jeg måtte gå hjem fra arbejde. Det føltes som om mit hoved vejede 25 kg. Da jeg kom hjem var hele familien der. ”Du er tidligt hjemme” sagde min værtsmor. ”Ja jeg er syg og har voldsomt hovedpine og øhh” ”Øhh hvad udbrød min værtsdad. ”Og Øhh feber” svarede jeg. ”Uh så er der nok en mulighed for at du er blevet stukket (malaria). Nej det er det ikke sagde jeg. Min værtsmor kom ind og mærkede min pande. Den brændte! Malaria sagde hun, nej svarede jeg. Jeg har jo ikke ond i ledene og mine arme og ben er stadig voldsomt stærke. Jeg har kun ondt i hoved. Hun gik ud og de diskuterede på twi, det eneste ord jeg forstod, var malaria. Så hun kom ind med malaria medicin. Jeg tog de 4 piller men det hjalp ikke rigtigt, jeg kogte stadig og oven i alt det var min mobil helt tom for taletid. Det hjalp bestemt ikke, så der lå ynkelige Therese med tåre løbende ned af kinden. Min værtsmor kom ind og var helt forvirret. Hvorfor græder du, mit hoved svarede jeg. Nej stop med at græde, hun ruskede mig lidt i armen. Her i Ghana græder voksne mennesker bestemt ikke og de kom alle ind for at se på mig. Til sidst fik jeg nogle painkillers og de hjalp voldsomt godt. Jeg fik lånt en sms og fik skrevet hjem til mor. Der gik halv anden time og så ringede telefonen. Det var så dejligt først snakkede jeg med Mor, så med far og så med Rolf Erik og det hjalp rigtig godt på hoved. Så ringede Ian senere og jeg følte mig næsten frisk. Næste morgen fik jeg kæmpet mig op og fik købt tale tid og så lå jeg ellers i sengen igen. Og fik min malaria medicin for anden dag i træk. Jeg fik skrevet med André og det var også rigtig dejligt. Jeg lå bare i min seng fordi kroppen var udmattet med følte mig ellers frisk i hoved, så jeg fik hørt en masse musik på min i-pod og læst en hel bog. Så nu har jeg ikke flere bøger tilbage. I morges havde jeg det meget bedre og da min søster var den eneste hjemme smuttede jeg på arbejde. Det gik fint nok, vi var mange så jeg kunne slappe lidt ekstra af. Da jeg kom hjem igen var min værtsmor hjemme. Var du på babybørnehjemmet? Ja svarede. Euh (det siger de hele tiden) Strong woman!
Jeg føler mig frisk i dag og har fået min sidste omgang medicin. Jeg er stadig ikke overbevist om at det var malaria, for jeg fik ikke taget nogen test, men det vigtigste er at jeg er frisk igen, så det er dejligt

(27-09-08) Nu er papirarbejdet igang vedroerende flytningen og saa haaber jeg det vil ske i den naermeste fremtid!

I mens jeg er paa

Nu virker det maaske som om alt er helt noget rod her nede og ja det er det jo egentlig ogsaa lige nu, men jeg maa sige at jeg har voldsomt meget tid for mig selv nu hvor Lou er rejst og faaet sin egen familie her i byen. Saa lad mig give et lille indblik i hvad jeg goer i min dejlige fritid. Jeg har allerede laest to boeger, og dem der kender mig ved jeg ikke er den stoerste bogorm. Jeg har faktisk kun laest en bog frivilligt i hele mit liv! Jeg har laest den lille prins som er et helt fantastisk eventyr som jeg fik af en rigtig god ven lige inden jeg rejste. Der udover har jeg laest Da Vinci Mysteriet som jeg fik af Ians familie. Den var rigtig god og den blev lyn hurtigt slugt. Jeg er allerede begyndt paa engle og daemoner som jeg fik af Ian og Lasse. Jeg havde ikke selv regnet med at jeg kunne laese saa hurtigt saa vi piger maa bytte boeger indbyrdes og evt maa jeg faa sendt nogle ned. Jeg har en stak derhjemme der staar klar. Deruder over for jeg skrevet meget dagbog, hvilket jeg aldrig har gjort foer. Det er lidt underholde at laese det fra de foerste par dage.. Min i-pod ved jeg ikk hvad jeg skulle goere uden. Jeg lytter til musik hver aften. Vibeke gav mig en masse dejligt musik som troester mig de daarlige aftener. Desuden hoerer jeg Norah Jones rigtig meget. det er lidt sjovt - vi hoerte det engang paa en familie tur til Norge i bilen. og minderne vaelter frem naar musikken spiller og det er virkelig betryggende. Jeg savner ogsaa Ian helt vildt ubeskriveligt meget og det er meget underligt ikke at se ham. Det haardt, men vi holder kontakten rigtig godt og jeg ved ogsaa at han har meget at se til hjemme med haandbolden og arbejdet. Jeg for taenkt meget paa min familie og hvor heldig jeg er!! - Og mine venner, jeg er hele vejen rundt. Og det troester mig rigtig meget at jeg ved hvor godt jeg har det hjemme og hvor godt jeg vil faa det naar jeg kommer hjem igen.. For dette er en rigtig laererig tur og det er meget spaendende det hele, men ogsaa haardt og det er tydeligt at man ikke er i nordens trygge rammer. Om morgenen loeber jeg sma turer. Jeg toer ikke loebe for langt vaek og jeg har endnu ikke fundet en der kan foelge med i mit tempo (overaskende nok). Men jeg bevaeger mig laengere og laengere vaek. Men soerger for de ved hvor jeg loeber hen. Men det er intet problem at loebe kl. 6 om morgenen. Der er fuld aktivitet paa gaderne og det er en anelse koldt. (dvs. hvis du ikke roerer dig er en t-shirt for koldt) Det kan ogsaa maerkes at toerke perioden er paa vej, naetterne bliver koldere og det groenne traenger ind. Det jeg vil frem til er vel at naar jeg taenker paa alle i familien og alle hjemme er jeg rigtig lykkelig og glad. Jeg har allerede fundet ud af hvor godt jeg har det! Nu glaeder jeg mig til at jeg kan komme ordenligt igang for jeg ved dette bliver en rejse for livet og jeg har taenkt mig at nyde det fuldt ud - og selvfoelgelig passe rigtig rigitg godt paa mig selv!

Puha!

PuhaLad mig starter med at blogsiden ikke vil aabne!! Meget frustrerende!

(12-09-2008) Ja, jeg havde jo skrevet den laengste blog her i tirsdags, men Internettet gik selvfoelgelig ned. Ret traels. De proevede at gemme det og da jeg kom igen igaar havde de ogsaa gemt siden, men ikke teksten.. Jeg kunne ikke overkomme at starte forfra saa jeg fik mig en lille snak med personalet.. Hvis jeg skriver bloggen hjemme fra saa vil de gerne laegge den ud for mig fra deres computer.. Saa nu ligger jeg her i min seng paa mit vaerelse og skriver paa min egen baerbare pc. Hvis dette lykkes saa vil jeg proeve at laegge nogle billeder ind naeste gang. Det ville jo vaere voldsomt tidsparende at kunne skrive her hjemme fra.
Sidste weekend var rigtig rigtig god. Vi 4 piger fra Dk og to fra tyskland moedes i Signes by. Det var en 4 timers tur i trotroen vestover. Lou og jeg troed bare det var en ren badeferie og havde pakket derefter. Men Signes kontaktperson havde lagt et fint program, saa jeg maatte ud og koebe nye loebesko, selvom jeg har de bedste med. Men okay det var soelle 30 kr.
Vi skulle ud og gaa den foerste dag. Naturen var helt fantastisk og det maa siges det ikke var en hel almindelig turist tur, hvilket passede mig helt fint. Vi gik fra den ene flagermus grotte til den anden, mens flagermusene blev stoerre og stoerre. Den sidste grotte vi gik ind i skulle vi gaa hele vejen igennem. Der var ingen vej uden om. Saa der stod vi 6 halvbange piger og kunne hoerre de gennemtraengende skrig fra flagermusene. Der var helt moerkt. Jeg hoppede snildt lige efter vores lille smidige guide. Grotten blev mindre og mindre og pludselig laa jeg paa alle fire. There is not room enough for me FOR HELVEDE! Raabte jeg mens flagermusene vrimlet over hoved paa mig og dem bag mig begyndte lidt at grine. Jeg saa bare avisoverskrifterne for mig: Bleg lang pige fastklemt i flagermus grotterne. Redningsfolkene ankom efter 48 timer.
Men jeg fik gravlet mig igennem, kravlet op af den gamle slidte stige, klatrede videre op i traeet og slynget mig videre hen paa klippen – På fast grund. Vi havde lige bestaaet en aeld gammel mandomsproeve og var nu officielt maend. Vi var alle meget stolte efter..

Vi skulle overnatte i en lille ”landsby” for handicappet boern (Hand in Hand), som var blevet grundlangt af et Hollands laegepar for 16 år siden. Dette gjorde mig lidt urolig, idet jeg virkelig havde brug for ro og det eneste indtryk jeg havde af saadanne steder var babyhomet. Saa jeg var sikker paa at der ville vaere en masse graad. Men jeg tog helt fejl. Dette var det mest idylliske sted jeg endnu har set i Ghana.. Der var glade, grinene boern da vi kom. Jeg kunne skrive flere sider om dette fantastiske sted, men jeg vil spare jer. Jeg vil dog sige at det hollandske par har kaempet deres kampe og nu faaet infoert eropaeisk tidsindstilling. Det vil sige at hver dag undtaget soendag havde et fast program, hvilket er meget vigtig efter min mening. Der var 50 handicappede der boede der og 20 var der om dagen, men selv havde et hjem. Alle boernene havde en vaertsmor/far og hver vaertsmor/far kunne max have 3 vaertsboern som de boede sammen med.
Men ja det var helt fantastisk at se og jeg var rigtig roert over at se hvor smiliende disse boern var.

(14-09-2008) Endnu en lang uge er gaaet og det er nu soendag. Jeg har lige vaeret i kirke og ja det er noget for sig selv. Alle lever sig virkelig ind i det og det er meget underligt for mig at se paa. Jeg skulle selvfoelgelig op og introducere mig selv. Argh! Praesterne ville snakke med mig efter og jeg syntes det er ret aergelig at de bruger saa meget energi paa en, naar alle de andre kommer trofast hver soendag. Jeg har ikke taenkt mig at deltage hver soendag maa jeg aerligt erkende.
Naa men ja.. Der har vaeret rigtig meegt rod med vores kontaktperson hele ugen. Lou har proevet at ringe hende op mange gange men hun har aldrig svaret. Saa i torsdags stod hun ude foran vores doer. Lou og jeg havde lige vaeret ude og spise og det var ret sent saa jeg skyndte mig ind for at faa min malaria pille. Da jeg kom ud igen 20 sekunder senere var hun vaek! Fint hun havde sagt i skulle holde moede fredag saa jeg lavede planer for hele loerdagen. Lou skulle moede sin nye vaertsfamilie og ville blive i Mampong saa vi tre andre piger moedes i Kumazi og ville holde en fridag. Sent fredag ringede hun til Lou at lou skulle moede hendes nye familie i morgen (loerdag) kl. 10. Det passede helt fint. Saa lige inden jeg skulle ud paa min foerste rejse alene ringede hun til Lou. Lou sagde derefter at hun nok troed at Iren (vores kontaktperson) ville have at jeg skulle ringe til hende. Det gjorde jeg men der var optaget. Saa jeg begav mig ud paa min foerste rejse alene. Turen derhen gik rigtig godt og jeg ventede saa kun i en time paa de andre. Det er ikke til at koordinere da der ingen tidsplaner er for busserne. Vi fandt et dejligt hotel og betalte 5 $ for at bruge poolen. Vi fik en rigtig burger der og senere spiste vi himmelsk pizza. Da jeg var paa vej hjem igen fik jeg en besked fra Hannah at iren var virkelig sur paa mig. Hun ville holde et moede kl 7 og jeg var ikke hjemme. Oehh taenkte jeg. Hvor skulle jeg vide det fra? Senere skrev Lou det samme. Og saa taenker jeg bare: er det ikke voldsomt underligt at hun ikke ringer til mig i steder for at ringe og klage til alle de andre? Jeg kan jo paa ingen maade forudse hendes planer og tanker. Nu har jeg proevet at ringe til hende mange gange men hun vil ikke tag den. I stedet for jeg sure sms’er om hvor sur og gal hun er paa mig. Det her goer mig selvfoelgelig virkelig ked af det. Men jeg forstaar igenting. Jeg har slet ikke snakket med hende og hun regner med jeg ved alle hendes planer. Hun sagde selv fredag og sent loerdag laver det om. Jeg haaber virkelig ikke at dette er Ghanesisk stil for saa er jeg lost. Jeg syntes det er saa daarlig stil at tro at alle nedlaegger sine planer for en. Hmm saa det irriterer mig meget, hvilket i sikker fornemmer.
For at goere det hele vaerre var der en mand der proevede at begaa selvmord lige foran mine oejne. Jeg sad alene paa bagsaedet med foederne slaenget op paa saedet. (De fleste var steget ud)
Jeg saa fremad og saa pludselig noget der hoppede ud foran bussen. Bussen undveg og jeg saa mig hurtigt tilbage. Der laa en mand og trillede rund paa vejen. Vi havde kun lige knapt undveget ham.
Jeg sad helt chokket i 20 sekunder og bare ventede paa en reaktion. INGENTING!
Folk trak lidt paa skuldrene og det var det! Jeg var helt i chok. Der sad jeg bagerst helt alene og tud broelede. Det var virkelig virkelig surrealistisk. Det vaerste var at ingen reagerede.
Oehm ja, jeg er lidt i chok, men ved at jeg er klar igen i morgen til en hverdag. Nu har jeg mit egent vaerelse og havde min foerste nat alene igaar og det var virkelig skoent. (udover chokket, saa var det dejligt at kunne ligge helt for sig selv. Det har jeg virkelig savnet)

(15-09-2008) Imorgen er det mors foedselsdag – MANGE GANGE TILLYKKE MOR!
Ja endnu en underlig dag er naesten faerdig. Min kontaktperson har skabt voldsomme problemmer igen. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. :S
Jeg haaber vi finder en loesning paa dette i weekenden ellers vil jeg proeve at flytte by. Hun har nu indblandet babyboernehjem lederen og jeg forstaar stadig igenting. Jeg er helt blank og vildt ked af det over at man kan behandle en person saadan. Ingen vil forklare mig hvad der sker. Og hun tager ikke telefonen. Og det er meget energi kraevende og dette er jo ikke lige frem det jeg havde taenk ved at rejse til Afrika. Og skolen begynder i morgen og der er ingen til at vise mig mit nye projekt. Men alle de frivillige arbejdende er alle ved min side og de er lige saa forvirret som jeg.
Men min kontakt person har tidligere haft en dansk pige boende som skred i protest og hun har ikke hoert fra hende siden. Og hun har sagt mange gange hvor sur hun er paa hende! Saa de andre er overbevist om at hendes vrede mod mig er rette mod hende. Det er helt vildt underligt!! Saa nu vil jeg gerne bare snakke med hende og faa det overstaaet!
For det gaar jo ikke hvis jeg ikke har en kontaktperson der ikke vil snakke med mig og intet projekt!
Men ud over det falder jeg bedre og bedre til ved min vaertsfamilie. De er meget soede, men stadig har vi hver sin kultur og det kan maerkes. Saa det er dejligt at kunne slappe af om aftenen.

3 dage paa et babyhjem.

Jeg vil lige starte dette indlaeg med at sige tusinde tak for de kommentarer i har skrevet. det er rigtig laekkert at laese dem! Jeg har ogsaa taget nogen af dem til mig.. Rolf Erik selvfoelgelig vil du altid vaere den bedste lillebror der findes <3 og Guri nu siger jeg Norge hvis nogle spoerg hvor jeg er fra, de bliver ogsaa saa skuffet naar Lou og jeg er fra det samme land!

Uh, ja saa er rjesen for alvor gaaet igang. Vi begyndte paa babyhjemmet i mandags. Det er voldtsomt haardt. Der er 36 skrigende babyer, som alle tisser og skider hele tiden. Og her har de ikke raad til rigtige bleer eller vaskemaskiner. Saad der er tis over alt paa gulvene, da tissen bare render igennem stofbleerne. og der sidder konstant to damer og vasker i haenderne.
Dagen starter med at vi moeder kl 8 hvor boernene er vaagnet. Vi er 5 piger, Lou, Hannah, Melani fra Tyskland og Katrine fra Irland. Vi tager os for de meste af de helt smaa. Foerst skal alle skiftes, og det er en lang procces, for de fleste naar at tisse igen og saa kan vi starte forfra. Derefter er det madings tid. Det er et vaere skrigerig da vi alle kun har to arme. Derefter skal alle bades, toerres, smoerres og i deres pyjamaser. Der er vi normalt faerdig omkring kl. 11. saa tager vi hjem og spiser og slapper af og saa er det tilbage igen kl. halv 3 og saa er det naesten det hele om igen. Der er vi normalt faerdige kl. 18. (meget traette og sultene)
Der er desvaerre ikke meget tid til leg med de smaa boern, da der er saa meget der skal goeres. Men lidt bliver der da leget. Der er to helt sma babyer som jeg var sikker paa var henholdsvis 1 og 3 maaneder, men de er 3 og 7 maaneder gamle. De var meget mindre da de var ankommet og havde ikke irgtig faaet noget ordenligt mad. Men de er slet ikke udviklet som de egentlig burde. Alle babyernes moede er doede og nogle af dem har en familie de kan vende hjem til naar de er omkring 5 aar, andre har ikke.
Det er virkelig larmende, det er ikke kun babyernes graad, men ogsaa de ansattes skrigen paa twi, derud over det har de ogsaa en radio til at skratte rigtigt hoejt og et tv koerende. Hvilket abselut ikke giver nogen mening. Men jeg har lagt maerke til at du ikke rigtig kan snakke med en Ghaneser i sit hjem uden at et tv eller en radio koerer paa fuld plus. Foerste dag da vi var hjemme ved vores kontaktperson var tvet saa hoejt at jeg naesten ikke kunne hoere hende. der var ingen der saa tvet det koerte bare og da jeg paent spurgte om vi ikke kunne slukke det blev der bare skruet en tand ned. Hos Hannahs vaertsfar skete naesten det samme. Vi sad i stuen da han kom ind. strakt taende han tvet skruede o og saa taende han for noget musik. Derefter begyndte han at snakke, men det der mest blev sagt var what??
og i morges kvart over 5 var der en der satte en forfaerdelig cd paa og skruede helt op. jeg stod op kl. 6 for at loebe en tur og det viste sig at alle boernene sov og der var ingen oppe - hvorfor saa saa hoej musik??

Ej der er voldtsomt mange ting man skal vende sig til hernede. blandt andet at der aldrig er ro.
Vi skal paa udflugt i weekeden alle os danskere og jeg glaeder mig meget. Jeg glaeder mig ogsaa til at babyhjemmet ikke virker saa uoverskueligt og til at skolen starter saa jeg kan komme i gang med mit rigtige projekt.
indtilvidere har det ikke vaeret muligt at laegge billeder ind, men naar jeg kan skal jeg nok laegge et par stykker ind. :)