Endelig, efter mange forsoeg!

(14-10-2008) Der er sket ubeskriveligt mange ting siden jeg sidst har skrevet. Grunden til at jeg ikke har skrevet er for det første at word ikke ville virke på min computer, så det jeg havde skrevet tidligere er blevet slettet, for det andet har Internettet i byen ikke virket optimalt (dvs. efter Ghana standarts). Ja men endelig virker det og jeg håber jeg kan få lagt dette indlæg ind i morgen.

Jeg kan jo starte med at gøre forvirringen større og sige at jeg ikke flytter alligevel! Det bliver voldsomt svært at forklare, men jeg vil prøve og for at gøre en lang proces kortere: I weekenden mødtes jeg med Signe og Katrine for at få aftalt nærmere med flytningen. Jeg mødte op smilende og meget positiv. (Jeg er generelt blevet meget smilende og positiv over at være her i Ghana. Der er ingen tvivl om at jeg savner alt derhjemme meget og at jeg glæder mig til at komme hjem efter 6 lange måneder, men indtil den tid er gået er planen, at jeg vil nyde mit ophold fuldt ud.)
De var desværre knapt så begejstret for Ghana. Detaljerne vil jeg springe over, men for at gøre det kort ville det virke meget dumt at flytte fra Mampong, hvor jeg tros alt er meget glad for at være, (kontaktpersonen er ude af billedet) for at flytte til et sted der langt fra lyder lige så behageligt. De var meget meget forstående. De ville gerne vide hvad det var der kunne få mig til at være så glad her i Ghana. Dette spørgsmål har sat mine tanker i gang.
1. Det at der er forholdsvis mange obrunier (hvide mennesker) i byen er en kæmpe fordel og det har jeg netop indset. Vi bliver konstant råbt og skreget af når vi går på gaden, men kun i sjælende tilfælde revet fat i. Dette er desværre ikke tilfældet for de andre piger. Det at jeg også ofte går sammen med Hannah og Melanie går det hele meget lettere og tryggere. Det er hverdag for indbyggerne i Mampong at se obrunier og gør det til en mindre speciel oplevelse.
2. Vi har haft møde med de ansatte på babyhjemmet og fået en virkelig god dialog i gang. Det har gjort arbejdet på babyhjemmet meget lettere og hyggeligere. Vi kan nu få små ting indført og de er meget åbne over for nye vestlige idéer. En lille ting (som er en stor ting egentlig) er at vi har fået indført at børnene for drikkevand i løbet af dagen og ikke kun suttefalske.
3. At vi arbejder fra 8-11 og så igen fra 15-18 gør at dagene går hurtigt og at der hele tiden er noget at se til. Nogle af de andre projekter er fra 8-13 og så er der pludselig meget tid alene.
4. Jeg kommer bedre og bedre ud af det med min værtsfamilie. Vi for grint meget og jeg for vist dem noget korpssprog i verdensklasse, da moderen ikke er en haj til engelsk og jeg blander alle ord på twi håbløst forkert sammen.
5. Jeg har fået helt fantastiske venskaber her og det gør hverdagen lettere at få snakket tingene igennem med folk der går igennem det samme.
6. Jeg har mit værelse hvor jeg kan være alene og få tænkt ting igennem.
7. Dette er meget vigtigt – jeg ved hvor voldsomt godt jeg har det der hjemme og kan kun glæde mig til at komme hjem og nyde hvert sekund.
8. Jeg kunne blive ved men nu er jeg voldsom træt, klokken er jo også 21 (hvilket er meget sent da jeg hvert fald skal have mine 10 timers søvn) Men jeg er meget glad for at være her og er ved at finde mig godt tilrette. Hannah, Melanie og jeg er ved at stable nogle selvstændige projekter på benene i børnehjemmet som jeg forhåbentlig kan fremlægge næste gang.

(15-10-2008, meget tidligt morgen)
9. Børnene på babyhjemmet kender os nogenlunde nu og er ikke så stride mere. De første uger var en lang kamp med de ældre, men nu er det som om at de har prøvet os af og ved hvor vores grænser er. De helt ældste r blevet meget hjælpsomme hvis vi beder om hjælp. De har nu fundet ud af at de for meget mere opmærksomhed når de hjælper.
Vi snakkede sammen om at gøre en forskel os frivillige her på babyhjemmet. Og ingen af os er i tvivl om at vi gør en forskel, måske endda større end vi tror. Vi er blevet mere effektive, hvilket medfører at vi har mere tid til den enkelte.
Så eksempler fra hverdagen: I mandags da vi kom på arbejde var der kaos. Alle babyerne græd og alle hver og en havde tisset igennem bleen og gjort hele sengen våd. Det viste sig at en af de ansattes drenge var død i løbet af natten og forståeligt nok var altid op ned. Nå men det var kun Melanie, Hannah og jeg på arbejde da de andre var ude og rejse. Jeg gik en runde og stoppede ved hver seng for at sige godmorgen. Alle fik et smil på læben og lille Isaac grinede helt vildt. Det var som om at de var lettet over endelig at se os. I går var jeg halvsløj og måtte sætte mig over i hjørnet. En lille dreng KWAME var også sløj så han lå i mine arme og de andre syntes det var uhyggeligt hvor meget vi kunne ligne hinanden. Han smilede lidt til mig og nød endelig at kunne ligge i fred. Og min lille guldklump David flirter konstant. Godt nok er han 4 måneder og vokset til næsten dobbelt størrelse på den halvanden måned jeg har været der i, og det i sig selv er rigtig godt, for han var voldsomt lille. Men når ja, da jeg madede ham den anden dag ville han ikke tage øjnene fra mig. Dette så de ansatte og blev lidt misundelige tror jeg. De kom i så fald over og prøvede håbløst at få hans opmærksomhed, men han kiggede kun på mig med sit kæmpe charmesmil. Og jeg kan blive ved, jeg for så mange fantastiske sug i maven når jeg kan se hvor meget det betyder for dem at vi er her og kan give dem en masse øjenkontakt, krammere og kærlighed.

Nå men jeg kan lige nå at skrive kort om min hverdag udenfor babyhjemmet. Maden her nede er meget speciel. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget glad for mad, derfor at dette en underlig følelse. Det er nemlig første gang jeg spiser fordi jeg skal og ikke fordi jeg har lyst. Jeg er konstant sulten og det er lige meget om jeg har spist hele dagen eller ej. Selv om natten vågner jeg sulten og jeg spiser næsten mere her end jeg gjorde hjemme. Men jeg for intet kød (efter eget valg, jeg har set hvordan det bliver lavet) og kun en lille smugle fisk, resten er ren kulhydrater og olie. Hvis jeg er heldig er der lidt kål eller bønner i maden. For eksempel i går skulle vi have noget der var så slimet at det ikke kan beskrives ordentligt. Jeg prøvede at lukke øjnene og så spise, men det var umuligt. Men jeg er så heldig at jeg altid kan lave mig en omelet hvis alt andet går galt. Min krop skriger efter grøntsager og frugter, men det er ikke lige til at få fat i. til min store glæde starter ananas / vandmelon sæsonen snart..
Nå men i huset er de fleste flyttet ud og ingen af de rigtige børn bor her. Copy, den adopterede og Mensa, niecen er her stadig. Så er der også flyttet en gravid dame ind som venter på at føde (termin først i november og flyttede ind sidst i september). Mensa og jeg er begyndt at snakke godt, hun var ikke vild efter at jeg flyttede ind, men hun er nu begyndt at åbne sig.
Det var lidt sjovt for hun fortalte mig i går aftes hvordan de stoppede biler i USA, med tomlen opad, det havde hun lært i skolen. Ja det gør vi også i Europa. Det kunne hun slet ikke forholde sig til, for her vifter de jo bare med armen.
Jeg er også blevet rigtig god til at vaske tøj. Det er virkelig hårdt, men sjovt at prøve. Sidst lånte jeg et stort afrikansk lagen til at vikle rund om kroppen og så gik jeg ellers i krig med at vaske. Vi fik gæster og alle pegede og sagde African woman.
Nu må jeg til at runde af, men må lige kort nævne alle de forfærdlige smådyr her er. Jeg bliver bidt konstant, specielt balderne og brystet er udsat. Så de må kravle rund i min seng under mit nattøj. Den ene gang havde jeg små lilla plettet under huden på låret. Det forsvandt heldigvis, men så var hele venstre bryst lilla, det forsvandt og nu er venstre ribben fuldt med lilla pletter.. og det klør..
I går aftes da vi sad ude og strømmen selvfølgelig var gået og vi kun var oplyst af måned (hvilket var smukt), var der et eller andet dyr der hoppede op og stak mig lige på balden. Wow wow wow det var smertefuldt og senere da jeg lå i min seng sved det stadig. Oh det er en evig krig, lige meget hvor meget tøj man har på finder de altid en måde at stikke igennem på. Så jeg glæder mig til en dejlig ren seng når jeg kommer hjem..

Nu er det aften og dagens udflugt til Internet caféen var bestemt ingen succes. Jeg blev voldsomt kvalm og svimmel og blev så sendt med en taxa hjem. Nu har jeg det heldigvis bedre efter en lang middags lur og er allerede klar til at sove igen. J
Jeg er meget interesseret i familieforholdene her Ghana. Det er meget svært at få et ordentligt billede af det da det er forskellige erindringer fra person til person. Min værtsbror ringer fx kun til familien når han mangler penge. Hans forældre arbejdede hele tiden da han var lille og de besøgte ham kun en gang da han var på high school. Nu studerer han 6 timer væk og jeg var og besøgte ham med værtsdad, onkel, grandpa og min værtssøster Comfort, som vi skulle sætte af på sygeplejerskeskole. Nå tilbage til værtsbroren, hvorfor skulle han have tid til dem nu, når de ikke have tid til ham? Han forklarede at han have ingenting at snakke med dem om. Det var derimod tydeligt at min værtsøster ikke var begejstret over at skulle væk hjemme fra. Da vi skulle sige endeligt farvel skete der ingenting. De andre hoppede bare ind i bilen, hverken farvel eller noget. Det var meget underligt for mig for jeg så at hun var ked af det.. (alt dette bliver lige kortet ned, da jeg ville kunne skrige om det i timevis.)
Mensa snakkede jeg meget med i går og i dag. Hun savner sin rigtige mor meget og har ikke set hende i 8 måneder. (og jeg klager over 6 måneder). Hun sagde at hendes far ville komme i næste uge. Jeg blev glad på hendes vegne og spurgte om hun ikke var spændt. Nej det var hun ikke, hun kan ikke lide ham. Hvorfor ikke spurgte jeg? Fordi han tæsker mig og håner mig og han sendte mig her til. WOW. Jeg var ret chokket.
Jeg forklaret mit familie forhold og hun troede ikke på mig. At vi ikke blev slået? At forældrene hjælper til i huset? Osv. Hun var også nysgerrig med hensyn til skolesystemet. Hun var helt fascineret over at lærerne ikke måtte slå.
Og i dag spurgte hun om Danmark var et smukt land. Uh jeg blev helt sentimental og savner det danske vejr. Jeg forklarede efteråret hvor bladende falder ned, vinteren hvor sneen kommer, foråret hvor blomsterne atter kommer frem og varmen om sommeren. Derefter fortalte jeg om landskabet i Danmark og landskabet i smukke Norge. Det lød som paradis, mente hun.
Jeg håber at der er sne når jeg engang kommer hjem, selvom varmen er dejlig kan det godt mærkes at tørkeperioden er i gang. Det er næsten umuligt at gå midt på dagen og vi er så småt ved at være i skyggen hele tiden. Så nu forsvinder brunfarven igen.. Jeg er meget misundelig på at jeg ikke for set efterårets smukke farver.

(16-10-2008) Argh nu sidder jeg paa internet cafe’en og den vil selvfoelgelig ikke aabne siden.. Meget frustrerende. For jeg ville meget gerne opdatere min blog oftere end hvad jeg goer. Her sker jo saa mange ting at man umuligt kan faa skrevet det hele ned.
Det er helt forfaerdeligt naar ingen sider vil aabne og det er ubeskriveligt hvor meget jeg savner hurtigt og stabilt internet! Jeg ville gerne hvis muligt tjekke lidt nyheder en gang i mellem, men det er naesten umuligt og det er en underlig foelese at gaa rundt og ikke vide hvad der sker i verden!
Men jeg det er jo ogsaa en del af oplevelsen og maaske en god ting, for jeg indser hver dag hvor godt jeg har det derhjemme og siger til mig selv at jeg aldrig skal klage.. J

Sent om aftenen. Det blev en rigtig god dag efter Internet besøget. De engelske frivillige havde sidste arbejdsdag og vi besluttede alle at gå ud og spise. Hannah og jeg delte en hel ananas og det var godt. På baby hjemmet var der kommet en lille lille pige da vi kom igen. Hun er bare så lille, men stadig er hendes navle vokset helt sammen. Det er altid trist når der kommer en ny baby, da man hurtigt kan regne ud hvorfor de er kommet. Oh og hvis man ligger to og to sammen kan man hurtigt se at der er kommet tre nye babyer, men ingen nye senge. Dvs. at de ældste nu deler senge og sengene er ikke store. L
Oh og da de engelske skulle sige farvel kom der tårer frem i deres øjne. De har ”kun” været her i 5 uger og så kom tanken: du skal sige farvel efter 6 måneder. Oh og mine tårer kom frem på deres vegne, tænk at vide at det er sidste gang du ser disse guldklumper. Argh, men det er der heldigvis laang tid til og på den anden side så er 1/3 turen jo gået.
Da jeg kom hjem havde familie lavet dejligt mad til mig. Den 8. oktober, på Ian og min 3 års dag lavede jeg mad til hele familien. Jeg fik købt 2 dåser cocktailpølser, 1 dåse champignoner, 2 dåser majs, oregano og 1.5 kg pasta for 130 dkr. Nå men maden var en succes og blev sendt af sted for at købe pølser og champ igen, det gjorde jeg i weekenden og nu lavede de det med ris i dag. Oh det var skønt! Ingen fiske smag, ingen fiske ben og ingen chili.
Lige efter ringede farmor og farfar og det var rigtig dejligt at høre deres stemmer igen. <3 det gjorde mig ekstra glad.
Der efter gik strømmen igen og der var HELT mørkt. Det er nemlig overskyet så månen skinner ikke. Så jeg fandt min dejlige pande lampe frem. Jeg kan godt lide når strømmen er gået for så er der helt stille, ingen tv, ingen radio kun naturens lyde. Vi krøb ind på gulvet med et lille stearinlys og så begyndte jeg ellers at tegne. Jeg tegnede de 4 årstider for dem (Copy og Mensa). De så meget spændte på. Vi lavede vores egent efterår indenfor og det var virkelig hyggeligt. Jeg viste dem hvordan jeg tegnede blomster og Mensa skulle tegne efter.
Hun kunne slet ikke tegne, jeg spurgte om de ikke gjorde det da de var mindre i de små klasser eller noget. Nej slet ikke. Det var virkelig underligt, selv cirkler havde hun problemer med og hun havde ingen tegne fantasi. Så jeg tegnede ninja blæksprutte, en haj, et øje osv. til hende.. det var virkelig helt underligt at møde en der aldrig have tegnet. Men i så fald var det rigtig hyggeligt. Derefter tog jeg mit aften bad, i mørket med pandelampen i panden. Alle kakerlakkerne kommer frem i mørket og i badet er ingen undtagelse. Det værste var jeg tog mig selv i at smile og tænke: Så er jeg i det mindste ikke alene!
Men alt i alt falder jeg mere og mere til hver dag og er begyndt at være rigtig glad. Jeg er HELT frisk igen og det er dejligt J
Nu er der ikke mere strøm på computeren og den kan ikke lades op, så jeg vil hoppe tilbage ind i det STILLE mørke og nyde en lang nats søvn.