En hel grillkylling, en baby og et ødelagt hjul senere.

Her kan i se den smukke solnedgang paa stranden i Accra..

(27-11-2008) I fredags kom Sister Mayas lille smukke dreng til verden. Det var den samme morgen hvor jeg var rejst til Accra med Hannah, Lou og de to Nordmænd.
Vi sad og ventede i Bussen i 4,5 timer og kørte lige så længe efter. Så det var en lang tur, meget ghanesisk hvilket angår tiden. Jeg var bare lykkelig for jeg skulle til Accra og spise. Jeg havde lige to ugers panik hvor jeg ikke følte mig mæt. Hehe. Og ja det blev der skam lavet om på. Den ene aften spiste jeg en HEL grillkylling og Hannahs værtsbror, som vi boede ved, var meget imponeret og skræmt. Han tog en seriøs snak med mig og om hvis jeg ikke lavede mine spisevaner om så ville jeg være meget stor om ti år. Haha!
Men det var godt, jeg var ikke helt på dubberne, men der skal mere end det til at jeg siger nej til Pizza, kylling osv. Vi var på den vestlige gade i hovedstaden og det var meget underligt. Vi gik ind i et kæmpe supermarked og de havde næsten alt. De spillede julemusik og ja det var ret underligt at forestille sig at det er ved at være jul derhjemme. Og sjovt nok jeg savnede Bilka.
Jeg fik købt fransk pate, pumpernikkelbrød, en müslibar og m&m og det var lykken! J
Der var europæere over alt og det var noget helt andet end lille Mampong.
Hannahs værtsbror (hendes værts mors kusines søn) har boet i London i nogle år og hans familie har mange penge. Så deres hus havde alt. Det var en rigtig dejlig mini luksus ferie.
Vi mødte alle de frivillige og også Melanies forældre. Mandag aften tog vi til lufthavnen og fik vinket til Lou, de to nordmænd og Melanies familie. Det var lidt underligt, men jeg var rigtig glad for at jeg ikke skulle hjem. Jeg har stadig en masse jeg skal nå og er slet ikke klar til at komme hjem.
Turen hjem var også laaaang. Der gik ingen direkte bus, så vi stoppede i Kumazi. Det var helt okay for så kunne Hannah hæve penge og jeg kunne spise, Haha.. Halvvejs fra Kumazi til Mampong gik hjulet selvfølgelig i stykker. Og så stod vi der langt hovedvejen og ventede på det blev fikset. Det blev mørkt og endelig kom vi hjem. Det var dejligt at være tilbage i Mampong, Accra er voldsomt varmt, specielt om natten.

I dag har jeg vasket tøj til fingrene blødte. Det var også dejligt at komme tilbage til babyhjemmet. Biggi havde vist savnet mig meget og jeg fik et ordentligt langt kram da han fik øje på mig. Det virkede som om alle var vokset og vi var jo kun væk i 6 dage. Det er underligt og meget sjovt at se hvordan de vokser og udvikler sig.

Den lille pige jeg viste billeder af sidst er stadig mindre end sister Mayas lille nyfødte. Han er meget lys i huden og brunfarven vil først komme om nogle dage. Det er lidt barsk at sammenligne hans hverdag med de mindstes på babyhjemmet. Han spiser hele tiden og de for kun mad når maden er klar 5 gange dagen.
Haha Hannah og jeg om natten, meget traette og festlige!

Hannah og jeg har nu fået bestilt ”hotel” til juleaften. Vi skal bo på Green Turtle Lodge. Fra den 23 – 26 dec. Det var kun hytter den 23. december, så der sover vi første nat og resten af tiden i telt. Så min juleaften bliver på stranden under et palmetræ i et telt. Helt perfekt. Der er også nat udflugter hvor man kan se havskildpadde unger. Jeg glæder mig meget. Derefter skal vi mødes med de andre tyskere og så skal vi rejse rund og nytårsaften skal vi fejre med Hannahs værtsbror. Han guide os trygt rund i hovedstaden.
Melanie tager desværre hjem den 21. december og det bliver meget underligt når hun ikke er der.
I morgen er halvdelen af min tur gået og det er underligt. Men helt passende.
Jeg er så heldig at jeg fik lov til at låne Lous rejse guide og uh, der er virkelig mange spændende ting i Ghana jeg skal nå at se.

(28-11-2008) Uh i dag er halvdelen af tiden gået og de er lidt underligt, men også dejligt.
I morges var der kæmpe kæmpe jubel da vi ankom til babyhjemmet. Alle ville kramme os. Biggi fik mast sig igennem flokken og tog min hånd. Han førte mig ind i deres omklædningsrum. Der sad Lucy i en stor blodpøl. Den var større end en frisbee. Hun sad og græd og rystede. Jeg gik straks hen til hende og spurgte hvad der var sket. En af de ansatte var ved at feje gladskår op fra gulvet. De har knust ruden igen! Det er åbenbart blevet lidt af en hobby for børnene mens vi var væk. Hun havde en dyb flænge lige over hælen. Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes hånd. Det var tydeligt hun var meget bange. Chefen kom og såret blev renset i saltvand. Hun lå helt stille og græd, hverken sparkede eller gjorde modstand. Vi fik det bundet ind og jeg bar hende ind til morgenmaden, men hun ville ikke spise. Så kom chefen igen og sagde at hun skulle på hospitalet og at jeg skulle med. Jeg blev udnævnt til babyhjemmets hjemmesygeplejerske. Så der var jeg af sted igen mod hospitalet. Vi ventede længe og Lucy begyndte at græde og røre på sig. Jeg lagde to og to sammen og spurgte om hun skulle på potten. Yes. Uh en udflugt. Hospitalet havde intet toilet, vi skulle derimod udenfor og gå et stykke. Der var der et tomt offentligt toilet, dvs. gulv hvor man selv skal tørre op efter sig. Jeg gik ikke ind men en af de ansatte gjorde og kom hurtigt ud igen. Der skulle vi ikke ind, så Lucy måtte sidde udenfor og ordne sig på et stykke papir. Det var allerede for sendt og hun havde lagt en lille kage i underbukserne. Stakkel hende, hun havde diarre. Så tre gange måtte jeg bære hende den lange vej ud til ”toilettet” og hun måtte ordne sig. Der var selvfølgelig intet wcpapir og først blev hun tørret med et stykke A-4 papir og derefter med tørrede blade. Jeg havde virkelig ondt af hende. Men jeg tænker også et hospital uden noget wc. Tænk at ligge der med diarre og man er meget svag og svimmel, så kan man altså ikke gå den lange vej. Jeg ved bare at jeg IKKE skal indlægges. Puha, nå men lægen åbnede såret igen og lukkede det, åbnede og lukkede det osv. Lucy lå med maven på mine lår og skreg. Jeg hold igen for ikke at græde med hende. Såret var meget dybt og det var ret barskt at se på. Hun skulle syes. Vi gik ind på ”operations stuen” der lå der allerede en mand og vi blev vist over på en seng ved siden af ham. Der var blod på briksen og jeg lagde hende i den anden ende end blodet. Hun er heldigvis ikke så stor. Men ærlig talt er det ikke så smart at sende en lille pige med et åbent sår ned i en andens person blod.
Hun faldt i søvn og endelig kom lægen. Han undskyldte at han var helt alene. Han spurgte om jeg eller den ansatte fra babyhjemmet skulle assistere ham. Der var kun en af os der måtte blive i rummet. Jeg bakkede pænt ud og viste at jeg ikke ville have det godt med at skulle holde hende stille. Jeg kunne høre hendes skrig ude fra gange.
Endelig var det ovre og vi kørte hjem. Hun er en sej pige. På mandag skal stingene ud og så kan jeg se om jeg med igen.

Og hele dagen gik uden at faa noget blod eller diarre paa mig og det var imod alle ods!

Og i dag fik jeg endelig min pakke fra Ian, den har jeg ventet længe på og det var så dejligt den endelig dukkede op. Mor og fars pakker skal jeg hente i Kumazi, så det håber jeg at jeg har tid til i næste uge. Nu regner det (endelig igen, så støvet kan lægge sig) og jeg skal tilbage til babyhjemmet til aftenvagten.

Slanger og varme!

Det var sjovt som jeg nævnte slangerne sidste gang. For nu skete det, der var en stor slange lige uden for døren. Vi (Værtsmor, Maya (den gravide kvinde) og jeg) og spise aftensmad i mørket, da Maya pludselig rejste sig op og hævede stemmen på twi. Min værtsmor fløj også op mens de pegede over mod mit børstetændersted. Jeg rejste mig også hurtig op og klagede for ville jo ikke være uden for.. De forklarede at der var en stor slange. Uh spændende tænkte jeg og gik et skridt tættere på. Jeg blev revet fast i og råbt nej nej nej den er giftig, gå du hellere inden for. Så der var jeg standet inde på mit værelse. Jeg gik ud senere og havde lige sat mig op af væggen for der kom en kakkelak hoppene fra jeg ved ikke hvor og landede på min hånd. Det var nok, jeg gik ind og sov. De kakkelakker er ellers ikke bange af sig, sidst måtte jeg pille en ud af mine bukseben, mums. Men det er Afrika og vi kommer hinanden ved!

Jeg har fået mig en rigtig god lille ven på babyhjemmet - Biggy. Han er handicappet og voldsom sød. Han er desværre bare ikke helt forstået blandt de ansatte. Han er 4 år og er begyndt at blive rigtig stærk. Nå men hver dag når han vender hjem fra børnehaven, kommer han altid løbene. Jeg for et herligt langt kram, hvor han derefter markerer at han vil bæres. Jeg må forklare ham at han nu er for tung, og at han må gå i stedet. Derefter tager han min hånd. Først fører han mig ind i køkkenet og vi finder hans ske, derefter går vi ind og finder en kæmpe hagesmæk til ham og et lagen til mig. Det er nemlig en griset affære at made ham. Vi sidder os ned og han er meget stolt over at måtte spise med ske. I starten skulle jeg made ham med fingrene, men han er ikke så god til at åbne munden helt og maden skal ligesom skubbes ind i munden på ham og jeg var flere gange tæt på at få bidt fingrene af. Så jeg spurgte sødt om de ikke havde en ske. Han er allerede nu blevet meget bedre til at spise. De ansatte holdt for det meste hans hoved bagud, for hver gang han kigger ned falder der utroligt meget mad ud af hans mund. Men det kan jo sige sig selv at det ikke er særligt behageligt at få holdt sit hoved når man spiser. Derfor har vi hagesmækken hvor vi samler de faldende rester op igen. Han kan nu tage skeen ind i munden selv og har også en ordentlig appetit. Det kræver en del tålmodighed, men det går nu altid godt og det er også hyggeligt og rigtig dejligt at vide at han for nok mad. For vi fik vores lille teamwork var der dage han næsten ikke fik noget mad. Det var også derfor jeg kom ind i billedet.
Han er en rigtig dejlig dreng, men er også snart for stor og stærk til at være på babyhjemmet. Hannah og jeg er ikke helt sikker på om han også har en familie at vende tilbage til. Så vi har nævnt ham på Hand in Hand og hun sagde at hun ville arrangere noget hvis det var tilfældet. Så vi vil snakke med Mabel, chefen over babyhjemmet, og høre hvordan og hvorledes lidt senere. For alle børnene her har en grim tildens til at slå og det kan snart blive farligt hvis han slår.

Jeg er rigtig glad for at være på babyhjemmet. Det er også voldsomt hårdt, men det er det hele værd. Hver dag åbner de sig mere og mere og det er herligt at se hvor store fremskridt de mindste tager hver dag. Nu rejser de 3 nordmænd og Lou og så er vi kun 4 tilbage. Det bliver hårdt, men jeg er overbevist om at der snart vil komme nye frivillige.

Og på fredag rejser Hannah og jeg til Accra. Vi følges med Lou og de andre så vi for sagt ordentligt farvel til dem før de rejser og så skal vi samle Melanie op. Hendes familie er i Ghana nu og hendes mor har vist fået lidt af et kulturchok og var bestemt ikke meget for at Melanie skulle rejse alene til Mampong. Så Hannah og jeg meldte os hurtigt til at følge hende sikkert hjem. Det bliver rigtig rigtig dejligt med en lille miniferie.

Argh og paa vejen ned til internetcafeen idag var der en fuld mand der kom ret maalbevidst loebende imod Hannah og jeg. Argh og saa tog han fat i mig, jeg vred mig ud og skreg af fulde kramft: Ikke Roer mig. Han blev ved og det var virkelig ubehageligt. Jeg nev ham haardt i armen og lavede en morgensherifstjerne paa ham. Hannah var ogsaa i fuld krig med at vikle sig loes fra hans arme og endelig kom vi loes.

Han gjorde ingen fysisk skade, men det er virkelig ubehageligt naar folk ikke giver slip naar man ber om det. De ville ALDRIG goere det imod en Afrikansk kvinde. Det er nok til at goere mig virkelig sur, men jeg er klar igen..

Her er min vaertsoester i vores koekken..

Her er alle vi frivillige, men vi er kun 4 tilbage paa mandag!

Saa er der internet igen

(25-10-2008) I går var en tredjedel af turen allerede gået. Det er underligt, nogen gange føles det som om det var i går vi kom og andre gange føles det som om jeg har været her halvdelen af mit liv. Vi (Hannah, Melanie og jeg) snakker meget om ting vi har lært og mange ting er sjove at diskutere. For eksempel lavede vi middagsmad hos mig i går. Den stod på LÆKKER omelet med løg, hvidløg, oregano, salt og sort peber (krydderierne har jeg medbragt hjemmefra). Nå men der stod vi i mit meget afrikanske køkken uden skærebræt eller vand. Intet problem, jeg skar lyn hurtigt løgene i hænderne og stod ellers over gaskomfuret og kokkereret. Det var først efter at det fald os ind at hvis dette var for en halvanden måned siden havde vi aldrig lige så let kunne ha lavet det. Køkkenet er ærlig talt ret ulækkert og uhygiejnisk, men det vender man sig utroligt hurtigt til.
Også sådan noget som at spise med kniv og gaffel – hvad er det? Jeg spiser kun med ske, de andre spiser selvfølgelig med hænderne, men det har jeg nægtet så længe jeg er på babyhjemmet.
Et glas – hvad er det? For det meste drikker jeg vand fra poser, men i ny og næ når jeg vil forkæle mig selv køber jeg en vand på falske. Jeg er overbevist om at 2-3 dage efter min hjemkomst vil alt det være ved det normale igen.
I dag har jeg vasket alt mit tøj og familien er imponeret over stilen. AFRICAN WOMAN! Og mine sandaler skal vaskes hver uge, de bliver hurtigt rødbrune af støvet.
For hver dag der går, bliver det varmere og varmere. Jeg frygter mere og mere tørke perioden.
I aften skal vi frivillige som ikke er ude og rejse (Hannah, Melanie, Silje og jeg) holde pige aften. Se en film eller to, hvis der vel og mærke er strøm i aften, og ellers hygge. Det glæder jeg mig meget til og vi er alle enige om at det er vigtigt at lave planer i weekenden så man har noget at se frem til.
I går på babyhjemmet var kaos. De ansatte har alle forskellige rutiner og det er som oftest svært at spå hvad de vil. Men da vi kom løb alle rundt uden bleer hvilket medfører en sørens masse tis på gulvet. To af de største drenge lagde også en ordentlig glat på gulvet hver. Wow det var en slem omgang og de ansatte var ikke til at finde nogle steder. Endelig fandt jeg dem hvor de spiste nogle rester af babyernes mad. Det er helt klar en kultur forskel. Her har de god tid og skal endelig ikke stresse med noget. Det er ret svært nogle gange når man er vant til lidt struktur. Men tag endelig ikke fejl – mange af de ansatte er virkelig søde og de er meget interesseret i vores kultur og hvordan vi gør tingene hjemme.
En anden ting jeg virkelig prøver at få styr på er familiestrukturen her i Ghana. Jeg har snakket meget med min værtsdad og værtsstorebror om det. Niecer og nevøer siger alle mam og dad til deres onkler og tanter. Og kusiner og fætre er søstre og brødre. Meget indviklet og det er kun for to uger siden jeg virkelig fandt ud af hvem der var mine "rigtige" værtssøskende. Min ene værtsbror mødte jeg i Kumazi. Jeg troede ikke på at det var min værtsbror for ham og værtsdad de hilste knapt nok på hinanden og det var et stykke tid siden de havde set hinanden. Meget underligt syntes jeg, som uden tvivl vil hoppe i armene på far når jeg ser ham. Nå men uh det er svært at skrive ned for mange siger noget forskelligt og jeg er ærlig talt lidt forvirret. Min værtsbror fortalte mig at han KUN ringede til sine forældre når han manglede penge (han er vel og mærket 22 år). Han havde intet at snakke med dem om mente han. Da han var lille havde de arbejdet hele tiden og havde ikke tid til ham, hvorfor skulle han så have tid til dem nu? Dette var svært for mig at forstå. Hans mindre søskende er mere knyttet til deres forældre og det mente han var svagt. At stå på egne ben var vejen frem. Da han fandt ud af at jeg havde betalt min rejse selv så han meget forvirret ud. Jamen det er jo forældrenes pligt. På ingen måde forklarede jeg ham. Jeg er stolt af at jeg er taget på denne rejse og det er MIN rejse og derfor er det også fedt selv at have arbejdet sig til den. Efter lidt diskussion syntes han nu alligevel det var meget fornuftigt. Her har de unge intet fritidsjob så længe de går i skole og er derfor afhængige af forældrenes penge. Alt syntes at gå op i penge her.
Men min værtsdad og jeg snakkede om babyhjemmet. Han var forvirret sagde han – jeg forstår ikke at du siger at nogle gange kommer familiemedlemmer på besøg til børnene? Der vil altid være et familiemedlem der kan tage sig af babyen og han forstod ikke hvorfor de var sendt på babyhjemmet. Han mente at alle babyerne var forladte børn. Jeg forklarede at det oftest var meget fattige familier babyerne kom fra og der indskød han at der altid ville være en lidt velhavende i familien der ville kunne tage sig af dem. Her tænker jeg at det ikke bare er at tage sig af en baby. Men at det kræver tid og vilje. Men sådan ser de ikke på det her. Min værtsfamilie har taget sig af en del op gennem årene og ja blandt andet Copy der nu bor her. Men min værtsdad havde dog også en lille indsigt i det "vestlige" familie system hvor det for det meste bare var forældre og børn under samme tag.
Her ville en familieforsamling rumme flere 100 sagde han og mente også selv at det lige var i overkanten.
(31-10-2008) I dag er jeg ude og rejse med Melanie og Hannah. Vi er i det fantastiske Hand in Hand community igen. Her er så stille og fredligt, rendende vand og virkelig gode madrasser. LUKSUS! Vi var i en abe landsby i dag og er nu meget trætte. Vi ligger alle og læser eller skriver samtidig med vi hører musik på min bærbare. Melanie har lige fået tilsendt vingummi bamser og det er virkelig godt at få lidt vingummier.
I tirsdags kom doktoren på besøg i babyhjemmet. Jeg var meget nysgerrig over hvor meget han nu undersøgte børnene, så jeg sad og så på med lille Issac i armene. Han rørte ingen af babyerne, men lyttede kun til de ansattes beretninger. Jeg spurgte til sidst om alle skulle tjekkes. Nej det skulle de ikke, skule Issac spurgte jeg? Prøv at se hans hånd – jeg kiggede, men så intet. Hun viste mig hans lille højre hånd og jeg så at de to midterste fingre ikke kunne strækkes ud. (lidt ala den der scary movie hånd). Hun ville have mig til at spørge ham, så jeg satte mig ned og var meget meget høflig. Han kiggede på den og prøvede at strække fingrene ud, uh det havde jeg ikke nerver til at se på, selvom det ikke så ud til at genere Issac. Konklusionen var at jeg skulle komme på hospitalet med ham næste morgen kl. 8. Det syntes jeg lød vildt spændene og glædede mig helt vildt.
Næste morgen drog Issac, en mand fra babyhjemmet, to andre og jeg på hospitalet efter nogle få timers forsinkelse. Issac kom i en helt ny ren hvid pyjamas og jeg fik klare instrukser om at holde ham i mine arme hele dagen. Vi satte os ind i bilen og der fløj øjnene op. Han tog min hånd og kiggede nysgerrigt omkring. Da vi kom over på hospitalet kiggede alle på os. Og folk var ikke genert for at spørge om han var min unge. Det var virkelig mange mennesker. De har ikke egen læge her som i Danmark, så alle tager på hospitalet. Men hvad kan man sige, han opførte sig helt legendarisk. Han græd ikke på et eneste tidspunkt og fald i søvn i mine arme under den lange ventetid. Vi fik leget meget og det var en rigtig dejlig følelse at have lidt alene tid med ham. Han vågnede op inde i x-rayen og jeg jeg var sikker på at han ny ville græde, men nej han fandt det sjovt at vi var tre til at holde ham nede mens han sparkede i leg. Vi fik alle rynkendragter på og billederne blev taget efter et par forsøg. Men ærligt talt så er det jo ikke let at få en lille dreng til at holde fingrene strakt! Konklusionen af alt dette var at en operation.
Da vi kom tilbage til babyhjemmet gjorde jeg ham klar til sin middagslur, det var først da jeg rejste mig og gik han begyndte at græde. Og nu griner han helt vildt hver gang han ser mig og det bliver ubehageligt hårdt når jeg skal forlade dem alle.

Her har vi lille Issac som nu kan sidde helt selv!

(08-11-08) På hospitalet var der læger der friede til mig og politimænd i uniform har skam også friet. Det er meget underholdene. Specielt når de finder ud af at jeg "kun" er 19. De tror alle jeg er så gammel pga. min højde? Hernede kan man sige man er "kendt" på en halvnegativ måde. Det er ikke nogen hemmelighed at alle er besat af penge i dette land. Det er ikke meget twi jeg forstår, men pengebeløb kender jeg nu og overalt bliver der snakket om det. På gaden, i radioen og i tvet.
Men services for vi ikke rigtig noget af og de fleste prøver ihærdigt at få lokket penge ud af os. Specielt taxa’erne, hver gang aftaler vi en pris og når vi så stopper vil de have det dobbelte. I starten betalte jeg, men nu er jeg meget stædig. Sidst blev alle vagterne tilkaldt og alle sagde "Du er jo hvid, så giv ham nu bare det ekstra" No way, så det endte med jeg fik alle mine penge igen og jeg gik.
Oh og slangerne er ved at dukke mere og mere op. Forleden dag blev Hannahs værtsfar vækket midt om natten af deres nabo. Han var blevet bidt af en slange inde i sit eget hus og havde brug for et hurtigt lift til hospitalet. Argh! Og for tre uger siden var der en slange over mit vindue (har jeg fået fortalt, jeg var heldigvis på arbejde) og sidst jeg sad i en taxa som var godt fuld begyndte de andre at skrige. Vi bakkede, kørte frem, bakkede, kørte frem og så bakkede langt tilbage. Der lå der en kæmpe helt sort slange og bed ud efter taxaen. Han gav den gas og kørte over den en sidste gang. De forklarede mig at den havde langet ud efter vinduet på førersædet. Nu sørger jeg altid for at lukke vinduerne.
Og her forleden var det et helt ualmindeligt voldsomt tordenvejr. I en halv time var den lyn og torden på samme tid lige over hovederne på os. Jeg fik klar besked på at blive inden døre, mens min værtssøster måtte ud i køkkenet og hente maden. Jeg var gennemblødt efter min løbetur hjem fra babyhjemmet i regnvejret og havde taget mine hvide shorts på. Da hun kom igen havde hun ikke taget en ske med og jeg måtte derfor spise med hænderne. Vi fik kenkay med en omgang oliesovs.
For det første var det virkelig varmt, for det andet grinede alle af min teknik og for det tredje var der selvfølgelig hul i min skål (ja skål, så meget spiser vi) så jeg havde røde store palmoil pletter over alt på mine hvide shorts. Det var aftenens underholdning for familien og jeg måtte side ude på wc’et med regnvand og sæbe, men jeg fik det hele væk og de er igen hvide.
De tre andre danskere tager hjem før tid nu her i november, så jeg er den eneste "dansker" tilbage. Dette er meget underligt da en del ferieplaner ryger lige i vasken. Men jeg har det godt her og er utrolig heldig over at have Hannah ved min side. Uden hende havde denne tur ikke være så fornøjeligt og vi er lige nu ved at planlægge julen og nytåret. For at sidde alene juleaften er ikke lige det mest underholdende, må jeg sige. Jeg er ret sikker på at værtsfamilien ikke gør det store nummer ud af julen, så min plan er at sidde under et palmetræ på et lækkert beach-resort.
Lad mig slutte af med at sige at jeg var så utrolig mæt og fornøjet i går. En af Lous venner er i Ghana og medbragte os hver en omgang pombernikkelbrød og en dåse Fåborg leverpostej. Nu er situationen jo den at jeg ikke har noget køleskab, så hvis der først blev taget hul måtte det hele spises. Wow det smagte godt og 250 g pombernikelbrød og en dåse Fåborg leverpostej senere var jeg utrolig mæt. Men det var nok det bedste jeg har fået ind til videre. Her er der kun helt hvidt brød og intet pålæg hvilket er meget "hårdt". Haha så hvis der er nogle der har alt for meget Fåborg leverpostej og pombernikelbrød i huset, så er de mere end velkomne til at sende det. Jeg lover jeg vil nyde hver en bid. Haha
Og nu skal jeg mødes med de andre og så vil vi begive os hen mod internetcaféen og jeg håber det virker..

Og det gjorde det og nu har jeg lagt lidt billeder ind.. Foerst et af Melanie, Hannah og jeg i min stue..

Her ser i mine vaertsforaeldre der spiser aftensmad

Lidt kikset, men her kan i faa et indblik i at Ananas saesonen snar er godt i gang..

Her er den lille ny pige som er foedt alt for tidligt. Her er hun 40 dage gammel.