En hel grillkylling, en baby og et ødelagt hjul senere.

Her kan i se den smukke solnedgang paa stranden i Accra..

(27-11-2008) I fredags kom Sister Mayas lille smukke dreng til verden. Det var den samme morgen hvor jeg var rejst til Accra med Hannah, Lou og de to Nordmænd.
Vi sad og ventede i Bussen i 4,5 timer og kørte lige så længe efter. Så det var en lang tur, meget ghanesisk hvilket angår tiden. Jeg var bare lykkelig for jeg skulle til Accra og spise. Jeg havde lige to ugers panik hvor jeg ikke følte mig mæt. Hehe. Og ja det blev der skam lavet om på. Den ene aften spiste jeg en HEL grillkylling og Hannahs værtsbror, som vi boede ved, var meget imponeret og skræmt. Han tog en seriøs snak med mig og om hvis jeg ikke lavede mine spisevaner om så ville jeg være meget stor om ti år. Haha!
Men det var godt, jeg var ikke helt på dubberne, men der skal mere end det til at jeg siger nej til Pizza, kylling osv. Vi var på den vestlige gade i hovedstaden og det var meget underligt. Vi gik ind i et kæmpe supermarked og de havde næsten alt. De spillede julemusik og ja det var ret underligt at forestille sig at det er ved at være jul derhjemme. Og sjovt nok jeg savnede Bilka.
Jeg fik købt fransk pate, pumpernikkelbrød, en müslibar og m&m og det var lykken! J
Der var europæere over alt og det var noget helt andet end lille Mampong.
Hannahs værtsbror (hendes værts mors kusines søn) har boet i London i nogle år og hans familie har mange penge. Så deres hus havde alt. Det var en rigtig dejlig mini luksus ferie.
Vi mødte alle de frivillige og også Melanies forældre. Mandag aften tog vi til lufthavnen og fik vinket til Lou, de to nordmænd og Melanies familie. Det var lidt underligt, men jeg var rigtig glad for at jeg ikke skulle hjem. Jeg har stadig en masse jeg skal nå og er slet ikke klar til at komme hjem.
Turen hjem var også laaaang. Der gik ingen direkte bus, så vi stoppede i Kumazi. Det var helt okay for så kunne Hannah hæve penge og jeg kunne spise, Haha.. Halvvejs fra Kumazi til Mampong gik hjulet selvfølgelig i stykker. Og så stod vi der langt hovedvejen og ventede på det blev fikset. Det blev mørkt og endelig kom vi hjem. Det var dejligt at være tilbage i Mampong, Accra er voldsomt varmt, specielt om natten.

I dag har jeg vasket tøj til fingrene blødte. Det var også dejligt at komme tilbage til babyhjemmet. Biggi havde vist savnet mig meget og jeg fik et ordentligt langt kram da han fik øje på mig. Det virkede som om alle var vokset og vi var jo kun væk i 6 dage. Det er underligt og meget sjovt at se hvordan de vokser og udvikler sig.

Den lille pige jeg viste billeder af sidst er stadig mindre end sister Mayas lille nyfødte. Han er meget lys i huden og brunfarven vil først komme om nogle dage. Det er lidt barsk at sammenligne hans hverdag med de mindstes på babyhjemmet. Han spiser hele tiden og de for kun mad når maden er klar 5 gange dagen.
Haha Hannah og jeg om natten, meget traette og festlige!

Hannah og jeg har nu fået bestilt ”hotel” til juleaften. Vi skal bo på Green Turtle Lodge. Fra den 23 – 26 dec. Det var kun hytter den 23. december, så der sover vi første nat og resten af tiden i telt. Så min juleaften bliver på stranden under et palmetræ i et telt. Helt perfekt. Der er også nat udflugter hvor man kan se havskildpadde unger. Jeg glæder mig meget. Derefter skal vi mødes med de andre tyskere og så skal vi rejse rund og nytårsaften skal vi fejre med Hannahs værtsbror. Han guide os trygt rund i hovedstaden.
Melanie tager desværre hjem den 21. december og det bliver meget underligt når hun ikke er der.
I morgen er halvdelen af min tur gået og det er underligt. Men helt passende.
Jeg er så heldig at jeg fik lov til at låne Lous rejse guide og uh, der er virkelig mange spændende ting i Ghana jeg skal nå at se.

(28-11-2008) Uh i dag er halvdelen af tiden gået og de er lidt underligt, men også dejligt.
I morges var der kæmpe kæmpe jubel da vi ankom til babyhjemmet. Alle ville kramme os. Biggi fik mast sig igennem flokken og tog min hånd. Han førte mig ind i deres omklædningsrum. Der sad Lucy i en stor blodpøl. Den var større end en frisbee. Hun sad og græd og rystede. Jeg gik straks hen til hende og spurgte hvad der var sket. En af de ansatte var ved at feje gladskår op fra gulvet. De har knust ruden igen! Det er åbenbart blevet lidt af en hobby for børnene mens vi var væk. Hun havde en dyb flænge lige over hælen. Jeg satte mig ved siden af hende og tog hendes hånd. Det var tydeligt hun var meget bange. Chefen kom og såret blev renset i saltvand. Hun lå helt stille og græd, hverken sparkede eller gjorde modstand. Vi fik det bundet ind og jeg bar hende ind til morgenmaden, men hun ville ikke spise. Så kom chefen igen og sagde at hun skulle på hospitalet og at jeg skulle med. Jeg blev udnævnt til babyhjemmets hjemmesygeplejerske. Så der var jeg af sted igen mod hospitalet. Vi ventede længe og Lucy begyndte at græde og røre på sig. Jeg lagde to og to sammen og spurgte om hun skulle på potten. Yes. Uh en udflugt. Hospitalet havde intet toilet, vi skulle derimod udenfor og gå et stykke. Der var der et tomt offentligt toilet, dvs. gulv hvor man selv skal tørre op efter sig. Jeg gik ikke ind men en af de ansatte gjorde og kom hurtigt ud igen. Der skulle vi ikke ind, så Lucy måtte sidde udenfor og ordne sig på et stykke papir. Det var allerede for sendt og hun havde lagt en lille kage i underbukserne. Stakkel hende, hun havde diarre. Så tre gange måtte jeg bære hende den lange vej ud til ”toilettet” og hun måtte ordne sig. Der var selvfølgelig intet wcpapir og først blev hun tørret med et stykke A-4 papir og derefter med tørrede blade. Jeg havde virkelig ondt af hende. Men jeg tænker også et hospital uden noget wc. Tænk at ligge der med diarre og man er meget svag og svimmel, så kan man altså ikke gå den lange vej. Jeg ved bare at jeg IKKE skal indlægges. Puha, nå men lægen åbnede såret igen og lukkede det, åbnede og lukkede det osv. Lucy lå med maven på mine lår og skreg. Jeg hold igen for ikke at græde med hende. Såret var meget dybt og det var ret barskt at se på. Hun skulle syes. Vi gik ind på ”operations stuen” der lå der allerede en mand og vi blev vist over på en seng ved siden af ham. Der var blod på briksen og jeg lagde hende i den anden ende end blodet. Hun er heldigvis ikke så stor. Men ærlig talt er det ikke så smart at sende en lille pige med et åbent sår ned i en andens person blod.
Hun faldt i søvn og endelig kom lægen. Han undskyldte at han var helt alene. Han spurgte om jeg eller den ansatte fra babyhjemmet skulle assistere ham. Der var kun en af os der måtte blive i rummet. Jeg bakkede pænt ud og viste at jeg ikke ville have det godt med at skulle holde hende stille. Jeg kunne høre hendes skrig ude fra gange.
Endelig var det ovre og vi kørte hjem. Hun er en sej pige. På mandag skal stingene ud og så kan jeg se om jeg med igen.

Og hele dagen gik uden at faa noget blod eller diarre paa mig og det var imod alle ods!

Og i dag fik jeg endelig min pakke fra Ian, den har jeg ventet længe på og det var så dejligt den endelig dukkede op. Mor og fars pakker skal jeg hente i Kumazi, så det håber jeg at jeg har tid til i næste uge. Nu regner det (endelig igen, så støvet kan lægge sig) og jeg skal tilbage til babyhjemmet til aftenvagten.