Seje piger... og God Jul

(04-12-2008) Den lille dreng Fifi er nu blevet større og brunere. Min værtsdad var helt opsat på at jeg skulle passe ham, men da han sagde at han også skulle sove inde i min seng begyndte jeg at le. Jeg troede det var en spøg, men han mente det skam. Jeg var ret chokket og forklarede ham at jeg kunne altså ikke give ham mad om natten? Nå nej så skulle jeg bare gå ind og vække Sister Maya. Jeg forklarede ham at det altså ikke kunne lade sig gøre. For det første kæmper jeg hver nat med mit myggenet, det er ikke så stort og jeg skal spænde det ud med diverse bøger. Jeg vågner ofte med myggenettet i hoved, ret kloset. Og lille Fifi ville jo blive kvalt i det. For det anden ville jeg ikke kunne sove for min skræk for at rulle oven på ham og masse ham! For det trejde tager man ikke et nyfødt barn væk fra sin moder og og og jeg kunne blive ved. Han forstod min point og syntes nu jeg så skulle ligge inde ved dem. Jeg forklarede at hvis Therese ikke for sine 10-12 timers søvn om natten er hun ikke meget værd. (Haha jep du læste rigtigt 10-12 timer – man sover ikke så dybt her i Ghana). Nå men en sen aften kom jeg ud i mine helt rene langunderbukser og t-shirt og var klar til at holde lille Fifi. Selvfølgelig tissede han en god del på mine rene bukser og jeg smilede bare og gik ind og skiftede til nogle HELT rene boksershorts som stadig duftede af Danmark. Jep selvfølgelig var der en større kage på vej og ja lige ned på de rene shorts og igennem til mine underbukser, mmm. Jeg grinede, mens de undskyldte mange gange. Jeg sagde at, nu har jeg ikke mere rent tøj og jeg hoppede på hoved i seng. Typisk. Men det er jo bare tis. Nu har de købt bleer, så det har han på hver aften når jeg holder ham.
Nu er det blevet endnu koldere om aften og jeg har nu både langunderbukser, lang undertrøje og skisokker på. Jeg tænkte ikke lige på den kiksede påklædning og gik jo bare ud i det. Alle lo helt vildt. Du ligner en kineser! Øhh kineser?!! De kunne ikke forstå hvordan jeg havde fået det på – de var sikker på at det var en smart heldragt. Haha så nu tager jeg en kjole udenpå for de sarte øjne..

1. december tog Hannah og jeg en tidlig morgenvagt og mødte friske op lidt før 6. Det var en oplevelse og meget stille og roligt da de fleste nu sov. Derefter tog vi til Kumazi for der lå der to pakker fra mor og far. J Jeg glædede mig meget. Det var dog ret træls de var endt i Kumazi og ikke i Mampong som de andre pakker. Men der kom vi ind på postkontoret og der var en lang kø. To mænd begyndte at snakke meget til os. Alle sad med som tilskuere og var meget ivrig for at høre hvad vi havde at sige. Jeg er blevet ret god til de ghanesiske udtryk og udbrød et dybt og højt EYH da jeg fandt ud af at de ansatte havde holdt pause i en halv time nu. Eyh grinede alle. De spurgte om vi ville sidde og vi takkede pænt nej og forklarede vi lige havde siddet i en trotro i halvanden time. Hvor kommer i da fra – Mampong Ashanti svarede vi. Den ene mand spurgte hvorfor vi ikke havde taget en Taxa? EYH ser vi måske rige ud i dine øjne? Svarede jeg. Alle flækkede af grin og syntes det var et godt svar fra min side. Han blev meget tavs. Men endelig kom de tilbage og eg kom vist ret hurtigt frem og han fandt mine pakker. Jeg skulle underskrive flere steder og skrive mit nummer og vise ID. Det var nemt tænkte jeg, men Nej. SÅ skal du lige åbne dem sagde han. Og jeg åbnede dem begge og blev virkelig glad 24 små pakker, en til hver dag. Ja dem åbner du lige sagde han. HVAD? Det er jo en pakkekalender, jeg skal åbne en gave hver dag. Jeg må ikke åbne dem nu. Det skal du svarede han koldt. Jamen jamen, Neeeej. Der fik jeg tårer i øjnene. Så må du få din søster til det. Hannah kom op til skranken og prøvede at forklare at det var en pakkekalender. Han stod fast og vi kom frem til at han åbnede alle lidt og Hannah ville tjekke at han ikke tog noget, mens jeg kiggede sørgeligt væk. Efter alle 24 pakker var åbnet og han havde noteret det sagde han, ja det bliver 2.08 cedi i skat og 6 cedi for at jeg har passet på pakkerne. Det er en 45 kr. så det er jo ingenting, men det er så korrupt. Pengene går lige ned i hans egen lomme. Jeg havde stadig mine store hundeøjne på og tog mit rum med småmønter og kastede dem op på bordet. Det er alt jeg har, sagde jeg og jeg skal jo også tilbage til Mampong. Okay skynd dig at gå så betaler jeg for dig. Tusind tak sagde jeg og tog pakkerne og gik. Hannah var helt målløs. Hvordan bar du dig lige ad med det?
Jeg forklarede at jeg ikke ville betale ham for at åbne alle mine gaver og til og med skulle hele vejen til Kumazi for at hente dem.
Min pakkekalender er helt fantastisk og der er ved at være julestemning på mit værelse. Haha jeg har nok til min egen grimmehylde nu med en masse små julehjælpere. Min værtsmor er helt vilde med dem og nogle af nisserne står nu ude i stuen.
Alle de andre frivillige er dybt misundelige og alle spørger om mor og far kan lejes næste jul? Jeg er virkelig glad og jeg har også min chokoladejulekalender fra Ian. Jeg blev desværre nødt til at åbne alle lågerne og lægge de stykker chokolade som kunne reddes ned i en pose. De blev overfaldet af myrer fra alle siderne. Der var mindst 100 på kalenderen.
Jeg har også fået en god solid omgang forkølelse og nætterne er meget kolde, så lidt julestemning kan man da få her i Afrika.

Der er sket en helt forfærdelig ulykke i en by langt væk fra Mampong her i Ghana. Der var en stor benzintank der væltede og der flød benzin over alt. Benzin er her i Ghana, som over hele verden, blevet dyrere og rigtig mange strømmede til med deres dunke for at fylde op. Benzin er jo en tikkende bombe og ja hele møget eksploderede. Over 150 mennesker omkom og 80 af dem kunne ikke identificeres fordi de var så nedbrændte. Min ene ”værtsbror” bor i den by og han kom på besøg. Mens jeg børstede tænder kom han ud med sin mobil og viste mig videoer fra det. Det vil jeg ikke se sagde jeg, men han blev ved med at vise det. Der var brændte mennesker i bunker, det var så forfærdeligt. Han forklarede at han blev nødt til at træde på døde mennesker for at hjælpe til. Jeg så heldigvis ikke nyhederne, men det havde de andre frivillige set og de sagde billederne var helt forfærdelige. Her viser de forfærdelig billeder på nyhederne kl. 4 om dagen hvor små børn ser med. Selv i musikvideoer, om at Ghana skal bevare freden, viser de billeder af folk der bliver skudt og andre ubehagelige uroligheder fra nabolandende. Jeg fik kvalme og blev vildt utilpas, men det syntes ikke rigtig at røre nogle af de andre her i familien. Selv lille Kopi reagerede ikke. MEGET UNDERLIGT.

Vi var ved en helt fantastisk sø her i søndags. Det var helt stille og god god mad og liggestole og alt. Jeg havde heldigvis læst kort om det i mine nye guide. Der stod i bogen at man skulle ignorere manden der kom løbende og sagde vi ikke måtte gå videre før vi havde hilst på cheifen. Det er selvfølgelig et trick for at få penge ud af turisterne.
Og der kom han løbende, og jeg må sige han spillede godt. Stands – i må ikke gå videre før i har hilst på cheifen. Nej tak sagde jeg og han blev virkelig sur. Det er et trick du sagde det samme sidst sagde jeg og var lige så kold i masken som ham. Sidst sagde han? Ja sidst sagde jeg kold. En anden mand kom løbene og tog fat i ham, hey du hørte hende – lad dem gå. De andre var helt målløse igen. De havde ikke læst om det og var halvvejs på vej ind til cheifen.
I min guide stod der pænt at cheiferne altså har bedre ting at tage sig til end at hilse på turisterne.

(21-12-2008) Om morgenen den 9. dec var jeg på hospitalet med 4 af babyerne fra babyhjemmet. En havde malaria og de to mindst har en helt forfærdelig hosten og den fjerde fandt jeg aldrig ud af hvad fejlede. Natten til onsdag den 10 dec var Hannah, Melanie og jeg på nattevagt i babyhjemmet. Det gik stille og roligt for sig. Det viste sig at lille David slet ikke sover om natten. Det er det samme hver nat forklarede en af de ansatte. Så han lå hovedsageligt på min mave og legede hele natten. En ny lille uge gammel dreng ankom om aftenen og han er så lille. De to mindste hostede voldsomt gennem hele natten og vi måtte på skift hoppe op og banke dem blidt i ryggen. Der var mange bleer at skifte. Halv 5 faldt jeg endelig i søvn og kl 5 blev jeg sparket op fra gulvet af den ansatte – Ingen sover klokken 5. Fedt, hun var jo helt frisk for hun sov hele natten. Jeg fik sovet 4 timer da jeg kom hjem og så mødtes jeg med de andre frivillige for at gå til markedet. Jeg fik det dårligt (lille kombi af for lidt søvn, mangel på væske og den stegende hede) og måtte sidde i skygge og drikke en lille cola. Hanna (ny Hanna som boede med to herlige nye nordmænd) blev ringet op af den ene nordmænd og fik besked på at komme hjem med det samme, det var blevet værre. (De (Anne Magrethe og Marte Karoline) var begge syge og sengeliggende + de har en ufattelig sygehistorie her i Ghana, begge med malaria og tyfus på skemaet. De boede under forfærdelige forhold oppe nord på og var blevet sendt til Mampong) Hanna blev voldsomt bange og vi besluttede at tage med og se om der var noget vi kunne hjælpe med. Jeg tog også med fordi jeg jo kunne snakke norsk til dem. Uh ja de næste timer var ret hektiske. Begge havde fået erklæret malaria, men Karoline var mest syg og Anne holdt sig rigtig godt. Karoline fik sådan nogle panikanfald hvor hun ikke kunne trække vejret og fingrene stivnede. De havde oplevet det før og Anne gav gode hurtige instruktioner om hvad vi skulle gøre. Jeg sendte Melanie og Hannah ud efter drikke, da hun var meget dehydreret og der var for mange inde i værelset. Karoline brækkede alt op igen. Hun var sej og blev ved med at prøve og prøve, men det kom bare op igen. Jeg spurgte om jeg ikke skulle ringe til Karolines forsikring. De blev rigtig glade for mit tilbud for de havde lidt problemer med at snakke med forsikringen da alt foregik på dansk. Pludselig stod jeg med 5 forskellige i røret og organiserede til højre og venstre. De skulle have en ambulance til Accra hurtigst muligt. Accra er langt væk, men sidst de var syge var de inden om 8 hospitaler før de fandt et der hjalp, så der ville de selvfølgelig bare hen med det samme igen, da Mampong hospital hvor de var tidligere bare grinte af dem, da de ville tjekkes for tyfus igen. Forsikringen spurgte om jeg ikke ville tage med som assistance, selvfølgelig svarede jeg og måtte løbe hjem og pakke. Jeg nåede hjem forklaret situationen til min værtsfamilie og begyndt at pakke. På de 5 min det tog var jeg ringet op 5 gange. En gang af Melanie som sagde at nu var de kørt tilbage til Mampong hospital da det var blevet værre endnu og de ville samle mig op på vejen. Derudover snakkede jeg med den danske læge og fik ham sat ind i tingene, men det var ikke let. Jeg var jo lige ankommet og pludselig var jeg kontaktpersonen og skulle vide en hel masse. Jeg holdt hoved koldt og telefonen ringede hele tiden og jeg løb frem og tilbage for at informere om status. Lægerne var helt umulige og ville kun give en omgang drop til hende. Hun var helt bleg og blodårerne strittede. Efter mange forsøg lykkedes det mig at få den danske læge og den ghanesiske læge til at snakke sammen over min telefon. Det var halvkaos.
Jeg nåede heldigvis at pakke mit emergency pompernikkelbrød + paté + vingummier og noget vand, som vi nød godt af.
Første besked var at ambulancen ville ankomme snart, dvs. kl. 20, så blev det kl. 23 og så ringte forsikringen op og sagde kl. 3. efter 11 lange timer dukkede ambulancen endelig op kl 5. Endnu en nat uden søvn. Der kom en ung mandlig læge fra tyskland med ambulancen. Jeg blev placeret foran, mens de to andre bag i. Det var en lang tur, 5 timer tog det med udrykning. Og jep haha det var mig der styrede sirenerne. Det sjove var at Karoline lå der og forestillede sig det. Sammenlagt fik jeg sovet 30 min på turen. Jeg er stadig helt imponeret over de to piger der holdt gejsten og humoren i top selv når de var så syge. Endelig ankom vi og wow et lille privathospital uden lige. Vi snakker helt hvide vægge med marmor sten, skydedøre, ac og alt det kolde drikkevand du ville have.
De fik deres egent flotte rum, med bad og alt og jeg fik et tilsvarende værelse længere nede af gangen. Lægerne var virkelig flinke og var helt klar på at tage en fuld blodtest på dem begge. Forsikringen ringede til mig og sagde at, nu havde de fundet et 4-stjernet hotel til mig med egen pool og alt. Tusinde tak sagde jeg, men hvis det er muligt vil jeg gerne bare blive her på hospitalet. Intet problem så der skulle jeg også bo. I Accra er trafikken virkelig slem og tanken om at skulle sidde mindst en time i taxa hver vej var forfærdelig og de første døgn hjalp jeg med rigtig meget som jeg ikke kunne havde gjort hvis jeg boede længere væk.
Jeg endte med at få 9 ikke sammenhængende timers søvn på 62 timer.
Anne blev hurtigt frisk, men det var desværre ikke tilfældet for Marte og lægerne fik aldrig helt sagt hvad der var galt. Trods sygdommen og andre skavanker havde vi det stadig utroligt sjovt. Vi kendte ikke rigtig hinanden før denne episode, da de næsten lige var ankommet til Mampong. Men det var rigtig hyggeligt, og jeg var rigtig glad for at jeg kunne hjælpe.
På sygehuset var der daglig nursecare og det galt også for mig. Haha så de kom ind flere gange og tjekkede til mig selvom jeg var helt frisk. Til og med lægerne kom ind en gang i mellem bare for at tjekke. Ikke dårligt. Med tros alt sygdommen var det rigtig sjovt og hyggeligt. Vi klingede rigtig godt og jeg glæder mig allerede til at møde dem i Norge igen.
Og bonus var jo at maden var helt fantastisk og hver dag kom de med et nyt lille menu kort, så jeg kunne ikke klage..
Da jeg kom hjem igen til Mampong var det desværre Melanies sidste aften, så hun er allerede hjemme i Tyskland nu. Min værtsfamilie har pyntet helt forfærdelig op til jul med blinkende lys som giver hovedpine – dvs helt fantastisk. I morgen rejser Hannah og jeg på vores store juleeventyr og det glæder jeg mig rigtig meget til.

Og der var klapsalver fra lille Biggi efter min den lange uge paa hospitalet..

Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår og minde alle om at nyde det kolde vintervejr en lille smugle fra mig. Vi ses næste år..

Og her er det, en lille ananas paa vej ud i den store verden!