Ud i det blaa!

Nu sidder jeg paa internetcafe'en og det er oh saa langsomt.. Saa billeder kommer der desvaerre intet af idag! :)

Nu har jeg været på min sidste lange rejse inden mor, far, André og Rolf Erik er her. Vi var oprindelig 7 der skulle rejse sammen, men vi blev alle enige om at det var for mange og delte os på halvdelen (eller ja ikke helt bogstaveligt da). Hannah endte op med de to tyske piger fra AFS og jeg med Hanna og Lucy fra tyskland og Marie fra Norge. Dog var vi alle 7 samlet det meste af tiden! Dette var en god deling og vi var alle klare på eventyr. Vi startede ud på babyhjemmet hvor dronningen af området kom. Alle børnene var klædt fint på (det samme var vi, jeg i Afrikansk kjole) og landsdækkende tv var mødt op. Hun kom endelig med en stor eskorte af politi og andre bodyguards. Dronningen forærede babyhjemmet en stor bus og der var fest. Derefter løb vi alle hjem klædte om og så begyndte rejsen. De andre var forsinket og jeg fik skaffet os en limousine fra før Anden Verdens Krig. Det var super ukomfortabelt men hele turen værd. Der var dog nogle sekunders tvivl om vi den ville kunne køre hele vejen. Første nat var vi i Kumazi og fik slappet af. Næste morgen gik turen mod Ho det var vores eneste virkelige afrikanske ventetid. 5 timer blev det vi sad i den varme trotro og ventede på at vi rykkede, derudover var der yderligere en 5,5 timers tur foran. Aldrig havde vores numser været så såre.

Næste tidlig morgen (kl.5) var vi 4 sporty sjæle på vej mod Wli waterfall. Wow. Turen var laaaang og hård. Sikkerheden var ikke helt i top, men vi tog det som en sej oplevelse. 3 timer gik vi lige op og jeg var i fuld fart forrest med guiden. Vand var der selvfølgelig intet af på vejen og vi måtte bære alle provianter med os på vejen. Sveden løb voldsomt ned af os alle og gejsten var ved at falde lidt ned, men så var det foran os: Det 72 meter høje vandfald. Det var magisk og vi fik alle fornyede kræfter. Vi var alle under vandfaldet og blev pisket af det iskolde vand. Tyve minutters pause var alt vi fik før vi måtte vende næsen nedad for ikke at blive kogt i den varme eftermiddagssol. Da vi nåede ned rystede mine ben som sindssygt og det var meget underholdende at se på. Vi afsluttede dagen med et stort tysk måltid.

Næste morgen igen gik turen mod nord, men denne gang via en færge. Vi var alle lidt nervøse for i guiden stod der at denne tur ville tage alt fra 41 til 75 timer og nogle gange gik færgen tom for vand og mad. Det første syn der mødte os var også en halvsunket båd med masten i vejret. Efter billetten var købt skulle vi vente i 5-6 timer så vi drog til luksus hotellet: Hotel Volta. Der fik vi os et ordentligt festmåltid og udsigten var vidunderlig. Vi sad og så den store dæmning og alle bjergene i baggrunden.
Så startede færgeturen og der var ingen garanti for pladser så Hanna sprang i vej og fik skaffet os et bord. Vi lyse piger var bestemt ikke velkommen om bord blandt de andre lokale passagerer. Der var virkelig ubehageligt hvilke kommentarer og sure blikke vi fik. Så vi overgav os efter klar besked og gik op på dækket. Så havde vi et overdækket hårdt dæk vi skulle bruge vores resterende tid på. Der var kun et hul af et toilet for os og et for 1. klasse (hvilket vi ikke var med) så Marie og jeg tænkte klogt og hurtigt og blev gode venner med den kære kaptajn, men kan jo også nå langt med charme og lys hud i dette land. Så vi to nordmænd havde et lille kummerligt das vi kunne bruge. Natten var kold og ond for ryggen og dagen var varm og klam. Vi kunne ikke vaske os og alle følte sig meget klamme. (Faktisk ubeskrivelig klamme) Allerede efter en 37 timer var vi i kaj og meget udmattet. Vi fik lejet os på et lille værelse og fik os et spand bad og jeg ovret en t-shirt vi brugte som svamp.
Næste morgen skulle vi igen krydse vandet, men denne gang i en mindre båd. Vi var bestemt heller ikke velkomne her og de gjorde alt for at snyde os. Men til sidst overgav de sig og vi fik den samme pris som alle andre ombord. Vi var tæt pakket som sild i en tønde. Jeg snakket med en mand om bord og det viser sig at de fleste afrikanere tror at vi snyder dem med priserne i Europa (for dem er vores normal priser jo utænkelige. – det sætter jo lidt perspektiv på tingene!)
Det tog lidt over en time og så gik turen mod Tamale. Der sov vi i en nat og det var herligt, men god mad og et ordentlig bad. (Vi var alle smurt ind i støv fra turen, de lå som en voldsom dårlig make-up). Næste morgen kørte vi mod Mole National Park (den mest berygtede og humplede vej i Ghana) det tog kun 5 timer og vi var alle skuffet over de tamme humpler og havde håbet på lidt mere aktion. Mole var fantastisk.
Første dag så vi ingen elefanter til vores store skuffelse, men Bavianerne var en plage. De gik i taskerne og stjal alle de søde sager de kunne komme i nærheden af. De kan jo være ret farlige og ofte kom de lidt for tæt på, så jeg nåede også at få råbt lidt i panik efter dem – Pinligt! - Vortesvin eller Pumbaer (løvernes konge) som de blev kaldt, aber og antiloper var også overalt. Næste safari: Vi var kun 3 og guiden, da Lucy lå med en lille solstik, og vi kom fantastisk tæt på en kæmpe Afrikansk elefant. 15 meter og det er tæt. Guiden stod med ladt gevær og listede nærmere og nærmere. Det var helt ubeskriveligt.
Næste dag var der pludselig 5 elefanter, men de var ikke villige til at stå stille så vi var en kæmpe gruppe som måtte springe i vej efter dem. Jeg mødte 4 andre danske piger og det var helt underligt at høre dansk igen udover i telefonen.

Kl. 3 stod vi op den sidste dag og drog mod Hand in Hand igen. (tidligere nævnt by for handicappede børn) Jeg ville meget gerne vise de andre piger dette herlige lille sted.
Dette var min 3 gang der og jeg fik en varm velkomst, de genkendte mig. Det var rigtig hyggeligt og en god afslutning på en dejlig tur. De andre var lige så fascineret som jeg af dette yndige sted. Hannah og Lucy drog en dag tidligere mod Mampong, mens Marie og jeg udnyttede chancen til maksimal afslappelse. Første gang i 6 måneder for mit vedkommende.

Det var dejligt at komme hjem igen til Mampong og jeg havde fået nok af det vilde liv, men det havde ikke fået nok af mig. Der var en hær af store sorte dræber myrer på mit værelse. De havde fundet vej gennem væggen. Efter en lille kamp fik vi udryddet dem alle og nu er der igen fred på mit rum, men en voldsom giftig stank.

Det var virkelig dejlig at se alle babyerne igen, men også utroligt hårdt at vide at jeg kun har en uge igen med dem. Jeg har dannet mange tætte bånd med mange af dem og jeg ved at jeg vil komme til at savne dem voldsomt.
Nu er jeg så småt ved at pakke og jeg har voldsomme store sommerfugle i maven over min snart kommende hjem rejse. Det bliver godt, men også underligt at komme hjem til den daglige travle hverdag efter jeg har været i et helt andet univers i en lille landsby langt langt borte.
(Dog heldigvis ikke længere borte end det kære Internet har kunne lade os kommunikere)

Den 8. Marts er jeg igen paa dansk jord!